Det er lyset og mørket, der umærkeligt glider over i hinanden. Ikke Sydens bombastiske tæppefald, men dæmring og skumring. Duens og ravnens tvelys, kaldte de gamle jøder ifølge digteren Borges henholdsvis morgenens og aftenens overgange mellem døgnlysets tilstandsformer. Vægtfri volumen De ville have følt sig hjemme i Danmark, hvor overgangene kan blive hele symfonier. Fuglene selvfølgelig. Fuglene i lyset, der kommer og går. Skulle man finde et enkelt ord for dansk sommer, så: solsort. Men her er det digteren selv, der har overtaget tjansen fra fuglene. Klokken tre om natten, efter festen, med blokfløjten i haven: »dugfald, morgenrum, trækroners lugt og kølighed strømmer ind ad næsebor mund, kommer ud af fløjten som varme og lyd, konturer af svajende pigelegemer forlader dansen strandbredden lejet i skoven, løses op og bliver tåger langs jorden og højt oppe langstrakte cirrusskyer, øjeblikket er uden sted, uden grænser, hviler og drager ånde i tonerne - intet fattes mig her i dette fuldendelsens blide vægtfri volumen«. Yndefulde, lunefulde sommer Digteren, der fløjter i fuglens sted, mens kærlighedsfolkeviser og svajende pigelegemer danser omkring ham i den lyse nat, er Thorkild Bjørnvig. Det er anden halvdel af digtet 'Transformationer' fra den lille, store samling 'Morgenmørke' (1977). Selv om flere af digtene er rejsedigte, er det alligevel en samling, hvor det danske vejr spiller en hovedrolle. Det gør det i de danske digte, og synes såmænd også at have udgjort en vigtig del af det medbragte rejsegods til andre himmelstrøg. Hvor sommeren på andre breddegrader kan være en massiv tilstand, er den danske sommer yndefuld, rastløs, lunefuld. Som den erotik, der trives i den, lige så fuld af tvivl og omskiftelighed som af drømme og begær. Brysternes blide ymer 'Morgenmørke' er fuld af fugle, af buske, der dufter lilla i natten, af blæst og skyer, farefuld eros. »Der er den igen, den sværmende kugle/ af skingrende fuglelyd, lydløst midt i den/ en blødvinget ugle -/ ... / mit søvnsind prisgivet/ morgentanker«. Sådan lyder 'Morgentanker' i sin helhed. Og digteren har nok at tænke på. Indrammet af det danske vejr er hans danske natur sat på en hård prøve. Utroskaben og forelskelse. Det tunge og jublende i det nødvendige forræderi. 'Morgenmørke' er en slags konceptalbum om en skilsmisse. Skrevet, så digtene taler midt mellem det lange, skyldbevidste farvel til den gamle kærlighed og de gode, tunge vaner og så den ivrige lyst til det nye liv, den nye kærlighed. Han er jo vild med hende. Når man kan snakke om »dine brysters blide ymer med vortens rugdrys« og sammenligne hendes skuldre med gyldne rundstykker og tale om hendes skøds hede espresso, ja, så er man forelsket! Verdensæggets midte Naturen er simpelthen det, der er, omkring det, der sker. Selv tiden er en slags vejr: »Fralandsvind over frisk grønt morgenhav hvirvler erindringer/ op om dengang fremtiden lå blæsende vidtstrakt/ foran mig; et uhyre både dragende og skræmmende tomrum«. 'Morgenmørke' er en lille bog indrammet af vind og vejrlig, der handler om det fundamentale i livet. At komme fra ét og bevæge sig i retning af noget andet. Pine - og frydefuld bevidst ved regnebrættet, der gøres op undervejs. Kærligheden. Sommeren erotisk. Fuglene og insekterne. Brumbassen og nældens takvinge. Agerhøns, musvåge, musvitter i vandpumpen, svalens nymånevinge og lærken. Naturen først og sidst, både til go'morgen og go'nat: »De første lærkelyde ved morgen-to-tiden/ pikker mod verdensæggets skal,/ i skydækket løber der lysende revner./ ... / Min vågenhed står en stund på en lærkeryg, svimler,/ så raver den mættet ind i dybsøvnens sødme,/ indad mod verdensæggets midte«. Sommer: Stå en stund på lærkeryg balancerende mellem skyld og skyldfri. »Nu har jeg tisset i græsset og vasket mit ansigt i duggen«, bekendtgør digteren. Ikke noget dårligt livsøjeblik, skulle man synes. Hilsner til alle fra Kim Skotte