Tagfatlege i Bologna

I hjertet af Bologna, danske stemmer i arkaderne: »... procent af børn mellem 8 og 12 år klager over at sove for lidt, hvornår skal de så læse ...«.   Arkivfoto: Roberto Koch
I hjertet af Bologna, danske stemmer i arkaderne: »... procent af børn mellem 8 og 12 år klager over at sove for lidt, hvornår skal de så læse ...«. Arkivfoto: Roberto Koch
Lyt til artiklen

Bologna er arkadernes by. Man vandrer i hvælvede rum under Sydens sol, beskyttet mod netop den eller regnen, eller uoverskueligheden. De, der bevæger sig i arkaderne, har undsluppet virvaret i de åbne byrum. De koncentrerer sig om sig og sit, klip-klap, klip-klap, hårde hæle giver genlyd, de kan høre sig selv, de kan mærke sig selv, når opmærksomheden rettes mod butikkerne, mødestederne, fodgængerstrømmen, ledsageren. Det begrænsede udsyn er et gode, her er prioriteret på forhånd. Begrænsning og timing Sådan er det også på årets børnebogsmesse i BolognaFiere-området. En solfyldt hal-by i byen, åben, kaotisk, pangfarvet, med et net af usynlige færdselsårer, som de deltagende bevæger sig igennem på vejen mod deres professionelle mål. Hvert jakkesæt sine prioriteter med hjemmefra, møder i halvtimesintervaller pakket tæt i den uundværlige kalender - en slags medbragt foldeud-arkade, der skærmer mod at miste orienteringen i børnebogsmarkedets hidsige og hidsende aktiviteter, hvor uendelig meget er muligt, men begrænsning og timing er den vindende strategi. Optimisme Dette år står på optimisme eller noget, der ligner. Tidligere års krisebesværgelser kastes væk som afgnavede kødben - »klynk!«, slet og ret, siger Egmont-forlagschef Erik Barfoed og slutter sig til koret af målrettede europæiske forlæggere på messen. Nogle forlag har det rigtig svært, andre eksisterer ikke længere, mange bøger kan slet ikke sælges, men det hedder altså ikke længere krise - messelingoets matrix i år er 'En ny tid med nye udfordringer'. Ingen ny Harry Potter Messekedlen snurrer og bobler med iscenesatte nyheder og highlights, men en ny Harry Potter er ikke i sigte. Branden, der tales lidt om, er antændt inden: Michelle Pavers 'Ulvens bror' (Sesam, anmeldt i Bøger 5.2.), genren er crossover - stoneover - en spændingsroman anno istiden og omegn, allerede en celebritet i verdenspressen og planlagt i tidens ånd til at udkomme i seks bind. Toeren lander på markedet i sensommeren. Første bind er solgt til 32 lande, og den engelske forfatter inklusive plysulv ved sin side er at skue på Orions stand med sine udenlandske forlæggere, der nulrer istidsknogler og bjørnetænder under samtalen. Kamp for magiens bevarelse Disneys nye husalf er flyvefærdig, parat med tryllestøv til hele verden. Forfatteren Gail Carson Levine, en æterisk skabning oppe i årene, ærkeamerikansk og forbløffende ægte i sin performance for pressen, præsenterer historien om, hvad der siden skete i Peter Pans Neverland. Alferne er den ny tids helte. Vores alle sammens Klokkeblomst får følge af Never-alferne Prilla, Beck, Rani og Terence og af Mother Dove ikke mindst, moderduen, der beskytter Neverlands evige ungdom, til den grufulde dag oprinder, da ... Bogen hedder 'Fairy Dust and the Quest for the Egg' og handler om den dramatiske kamp for at bevare magien i verden - starring Levine som alle alfers barnløse moder. Rørende. Disney gør da sit bedste. Bogen rammer Europa til september-oktober. Året efter kommer så alle licensprodukterne - de nye bøger om de enkelte alfer med deres forskellige egenskaber, som er løsrevet fra auteurbegrebet og skrives af forskellige forfattere som i tilfældet W.I.T.C.H. Seriel dynamik Licenskarakterer har kronede dage. Byggemand Bob vinker glad med hammeren. Børnene er ligeglade med ejer- og forfatterskab, de vil bare have mere af det, de elsker. Det gælder også fantasybølgen. Den er bestemt ikke slut, der bliver øjensynligt ved med at være plads til nye udgivelser på den del af markedet. Der diskuteres på standene, utålmodigheden efter en ny trend er mærkbar, krimier for unge er et godt bud, men de må tage opstilling ved siden af fantasydronningerne. Seriel dynamik er klar vinderstrategi. Ovennævnte Barfoed er på messen i dobbeltrolle, hans debut, 'August går i Glemmebogen', forhandles på Gyldendals stand, og interessen er fin, så jo, der kommer en nr. 2. »Det er simpelthen nemmere for forlagene«, siger han, »de vil gerne have noget mere, og vil jeg ikke være sød at bruge den samme hovedperson. Det er o.k. med mig - August kan godt tåle at få en omgang til«. Mon ikke også Strids nordiske vinderfrø skal ud på nye eventyr? Det man tror på Medbestemmende og selvbestemmende børn, presset fra store dominerende forlag, bibliotekernes selektive indkøb, de fremstormende forhandlerkæder med 'added value'-tilbud og Baresso-modeller - køb tre, få den fjerde gratis ... Slagskyggerne fra udfordringerne er lange i solen. Svar: Man må fokusere mere, udvælge med hård hånd, satse endnu mere på det, man tror på, og gøre det nødvendige, lyder det overalt blandt messens udstillere, med adresse til alle involverede - forfattere, som ikke er parate til at eksperimentere for at tilpasse sig udbud og efterspørgsel, vil få mimosekorte liv. Som udenforstående børnebogselsker på messe bliver man til sidst overordentlig træt: Strategisnak og købmandshandel, 'fitting in' - hvor blev alle mine helte af, dem, der fik mig til at læse i sin tid? Guldet, som både købmænd og kalveknæede børn drømmer om ... I en boghandel på Piazza Maggiore finder jeg det. Ham. Min personlige helt, David McKee. Mens den håndtegnede dedikation til næste generation tager form og en barnedrøm går i opfyldelse, siger giganten: »Isn't life just about fi lling in ...?« med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet. Den lille forskel, capice? Kunsten skal nok alligevel sørge for at få det sidste ord.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her