Børn bliver omklamret af respekt i dag, og det giver ingen vindere. Tværtom, mener Lars-Henrik Schmidt, rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han udgiver i dag bogen 'Om respekten', som går lige i flæsket på al den misforståede respekt, der florerer i vuggestuen, børnehaven og skolen. Og derhjemme, hvor vi også respekterer vores børn alt for højt. Dialogen mangler »Vi viser faktisk så meget respekt, at vi også udtrykker respekt for fænomener, der ikke er respektable«, påpeger han og tilføjer: »Vi er blevet så respektfulde, at bare fordi nogle mener noget, er det per definition i orden«. »Vi er ikke længere i stand til at gribe ind i andres gøren og laden af frygt for at krænke deres kultur«. »Og det er en rigtig skidt udvikling, for vi mister dialogen og evnen til at gribe ind og vise, hvilken vej, vi mener, er den rigtige«. 'Forfaldsrespekt' Lars-Henrik Schmidt ser hellere, at vi tager ansvar for at præge børnene og twister vores synspunkter - om det så er i en dialog eller ved at smøge ærmerne op. Respekt giver nemlig ingen mening, hvis man ikke også må vise despekt. Hvis vi skal ud af respektsumpen, må vi styre uden om det, som Lars-Henrik Schmidt kalder for 'forfaldsrespekten'. Det er forfaldsrespekt, når en lærer respekterer elevens værdier, blot fordi det er værdier. Eller hvis læreren ikke viser sin forargelse over for eleven, der spolerer undervisningen. Unødvendigt realitetschok Dermed udfordrer han en af tidens mest selvfølgelige pædagogiske tankegange, hvor hjørnestenene hedder tolerance og anerkendelse. Med sin udgivelse, der er en afhandling, ønsker han - foruden »at provokere snakkesagligheden og få sat en debat i gang« - at gøre op med den udbredte ligeværdighedstankegang om, at alle har lige meget at byde på - og er vanvittig betydningsfulde. »Det er jo en lodret løgn. Vi er ikke betydningsfulde. Mange af os er her jo bare uden at påvirke den store agenda synderligt. Vi bliver ikke stjerne for en aften hele bundtet - og dem, der gør, de gør det for netop kun for én aften«, understreger Lars-Henrik Schmidt. Problemet er bare, at de unge først finder ud af, at de ikke er bragende unikke, når de »undslipper den omklamrende pædagogik« og skal til at være sig selv ude på et kollegieværelse: »Det er et stort - unødvendigt - realitetschok. De har jo hele vejen op gennem systemet fået at vide, at de er verdensmestre til noget. Om ikke andet så til at være sig selv!!! Det er hårdt arbejde for de unge at finde balancen efter sådan en respektomklamring - eller falsk varebetegnelse«. Derfor ser han det som en af fremtidens største pædagogiske opgaver at lære børnene at begribe begrænsningen af deres selvværd. Glædeløst samfund I bogen går han også til kamp for retten til at vise forargelse, indignation og vrede. Lars-Henrik Schmidt indrømmer, at han ikke har empirisk belæg for det, men vover alligevel påstanden om, at det er svært at være rigtig forarget anno 2005, fordi »det ligger i tiden, at vi skal være så open-minded«. »I ligeværdighedens navn kan vi ikke sige fra over for andre mennesker. Den almindelige medborgerlige interesse er forsvundet. Vi tør ikke sige tingene selv længere. Hvis naboen slår sine børn, går vi ikke i dialog med ham og udtrykker vores foragt. Næ, vi kontakter de sociale myndigheder«, påpeger Lars-Henrik Schmidt. Han mener, at der ligger en generel holdningsløshed bag den manglende evne til at forarges. Ligesom han beskriver det overdrevne respektsamfund som glædeløst. Forfatterens bud på at genoprette respekten i en brugbar form er at »vise ærbødig respekt for ærværdighed«: »Og så må vi holde op med at dyrke folkeskolens værdier i deres forfaldsformer, så åndsfrihed ikke bliver til valgfrihed, ligeværd til ligelighed og demokrati til medsnak«.