Børnebogens salt

VINDERBOG. 'En dødssyg ven' handler om venskab, skak og kræft. - Omslagsillustration: Birde Poulsen
VINDERBOG. 'En dødssyg ven' handler om venskab, skak og kræft. - Omslagsillustration: Birde Poulsen
Lyt til artiklen

Daniel Zimakoff fortæller gerne en historie fra sin brogede opvækst i de nordvestlige forstæder (til København). Engang ringede han på hos en dreng. Drengen åbnede døren og så skrækslagen ud. Han troede, han skulle have bank. Men Daniel var blot kommet for at låne - en bog. 30.000 gode kroner Og når han på mandag banker på Kunststyrelsens dør, er det blot for at modtage en pris - for en bog. Daniel Zimakoff står der uden på børnebogen om 'En dødssyg ven'. Dén belønner Kulturministeriet med den store pris og 30.000 gode kroner. Romanesk opvækst Så måske stod der alligevel forfatter og ikke forbryder på Daniel Zimakoffs rygmærke? Nu har han i hvert fald skrevet 32 bøger (mindst) siden debuten i 1989. Men vejen til hylderne har været kringlet. Forfatterens opvækst er af en art, som man ellers kun læser om i romaner. Forældrene var medlemmer af en benhård, norsk, kristen bevægelse, men midt i al fattigdommen og alle fødslerne (ti børn) var der kærlighed og sammenhold. Som Daniel Zimakoff formulerer det: »Min far kom selv og hentede mig på Tomsgårdsvejens politistation«. Okkultisme og fodbold En anden side af Daniel Zimakoff er interessen for det okkulte. Det er sager som astrologi og clairvoyance. Og det er med i flere af hans bøger som et helt naturligt element. Når historierne ikke flyver helt til vejrs og forsvinder, er det så, fordi forfatteren har hverdag i sin bagage og en sund og naturlig interesse for fodbold. Han spiller selv old boys i Espergærde. Han er angriber. »Jeg er pissehurtig på de første ti meter«, siger han. Fodboldspilleren er far til et par drenge og er naturligvis derfor blevet træner tillige. Venskab som klangbund Som forfatter er Daniel Zimakoff i slægt med Glenn Ringtved og Søren Jessen (da han var yngre). Det er en drenget måde at fortælle på, blød og uden hård action, men alligevel med følelserne holdt ud i en armslængde. Så meget midtvejs mellem fugl og fisk, at man indimellem tænker: Hvorfor gør han det? Hvad vil han mig? Måske skal dén type forfattere for børn og unge op over snesen af bøger, før der for alvor går hul på fortælletalentet! Mandagens prismodtager har hakket i æggeskallen et par år for at komme ud og blive sig selv. Og novellerne i 'Skarpe sving' er nok hans svendebrev i branchen. Men Kulturministeriets pris falder for 'En dødssyg ven', der udkom på Gyldendal i 2003. Den får mange af de nævnte spørgsmålstegn op af stolen. Hvorfor? Hvad? Selv om handlingen er sympatisk, og sproget er nænsomt, så bugner historien af kliché. Og har i virkeligheden berøringsangst over for sit tema, der er dødelig sygdom. Kræft. Klangbunden er begreber som venskab og følelsen af at være underlegen og anderledes. Som det er i næsten alle Daniel Zimakoffs bøger. Søgende og alvorlig Så er der mere nerve over de otte knivskarpe historier for unge i 'Skarpe sving'. De er hentet ud af virkeligheden, de er rå og brutale og uden hjælp fra stjernerne. Her behandles alvorlige emner som kærligheden mellem én fra Brøndby og en FCK'er. Og en historie som 'Sædbrødre' er så uappetitlig, at det måske er lige lovli' for meget. Ingredienserne hedder Nutella, liderlighed og en retarderet pige. I virkeligheden indviede Daniel Zimakoff sit nye forfatterrum med den ryggesløse historie (for børn) om 'Dengang jeg ville have mine forældre skilt'. Den indbragte ham Undervisningsministeriets Skrivepris for to år siden, skønt den i detaljer angiver, hvorledes man kan lyve og fifle sig til det dobbelte antal julegaver (m.m.). Senest har Daniel Zimakoff indledt et skrivende samarbejde med fruen - Ida-Marie Rendtorff - der omtales andetsteds på siden. Det er børnebogens salt, der får prisen på mandag. Altid god for en god historie. Søgende. Alvorlig. Og en god håndværker. Hvad var det så for en bog, som Daniel ville låne af den skræmte dreng? Det var såmænd 'Tarzan' bind 2.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her