Fra Kafka til Brøgger

Forfatter Villy Sørensen. - Foto: Lars Hansen
Forfatter Villy Sørensen. - Foto: Lars Hansen
Lyt til artiklen

Bruun Rasmussens Auktioner ville gerne have haft fingre i den afdøde forfatter Villy Sørensens store bogsamling, men det var Frederiksberg Antikvariat på Gammel Kongevej, som fik de nøjagtig 4.507 titler til salg. »Fordi arvingerne ikke var interesseret i et show, salget skulle bare gå stille og roligt for sig«, lyder det fra antikvarboghandler Jess Jessen, der har foretaget den omfattende registrering og katalogisering i samarbejde med forlagsredaktør Gerd Posselt og professor Per Øhrgaard. Salg på nettet Det udarbejdede katalog fylder i sig selv 175 sider, og har været hele tre år undervejs, men som Jessen siger - »den slags tager tid, og jeg har haft hver eneste bog i hånden«. Bogsamlingen består overvejende af fagbøger inden for samfund, politik, økonomi, religion, mytologi og filosofi, men her er også bøger om musik, kunst, film og teater samt meget dansk og udenlandsk skønlitteratur. Salget begyndte 1. april, og indtil videre er det meste foregået på nettet gennem antikvariatets hjemmeside. Personlige dedikationer Omkring en femtedel af bøgerne blev revet væk allerede de første par dage, men det var ikke, som Jessen havde troet, alle perlerne, der gik med det samme, inden for skønlitteraturen eksempelvis de samlede værker af Rifbjerg, Peter Poulsen, Ole Sarvig og Vagn Lundbye samt det meste af Elsa Gress, Tage Skou Hansen, Henrik Nordbrandt, Inger Christensen, Suzanne Brøgger, Heinrich Böll og Hans Magnus Enzensberger. Mange af bøgerne er med dedikationer, ofte ganske personlige dedikationer som denne fra Suzanne Brøgger i hendes første udspil fra 1973 'Fri os fra kærligheden': »Kære Villy Sørensen, jeg er så glad for at læse dig. Tak fordi du eksisterer, ellers ville jeg nok føle mig lidt ensom«. Fordelt mellem levende og døde »Der er flere usædvanligt fine bøger, blandt andet af Kafka og Albert Dam, som endnu ikke har fundet en køber, men som vi selv troede, var blevet solgt med det samme. Til gengæld er interessen spredt ud over alle grupper«, siger Jess Jessen, der kendte Villy Sørensen og kom i forfatterens hjem både i Taarbæk og Brede. Her var Sørensen ikke overraskende omgivet af bøger, og som det fremgår af Gert Posselts efterord i kataloget, var de fordelt mellem levende og døde forfattere. I gangen stod de levende, mens de døde havde fået plads i stuen. Ordbøger og leksika fyldte det meste af arbejdsværelset. Villy Sørensen læste lige til sin død i december 2001, men på grund af sin smertefulde rygsygdom helst i vandret position på en briks, hvorpå der var opsat et stativ med en plade i plexiglas. Nu spredes forfatterens bøger for alle vinde, men i forbindelse med registreringen er hver eneste blevet forsynet med et stempel, der godtgør, at de stammer fra VS's efterladte bogsamling i perioden 1929 til 2001.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her