Det er nu lykkedes Kunstrådets fagudvalg for litteratur at finde en mand, der tør fælde en dom over, hvorvidt tv-journalisten Frank Esmann skrev sin omstridte Kissinger-biografi af efter en amerikansk bog. Arbejdet kommer til at koste mere end de 50.000 kroner, udvalget oprindeligt havde givet bogen i støtte, og som det endda for nylig opgav at kræve tilbage fra Frank Esmann. Til gengæld leverer lektor, lic.phil. Steffen Krogh fra Aarhus Universitet omkring 1. juli denne sommer en ekspertdom i den omstridte sag. Sprogforsker »Min undersøgelse kommer ikke til klarlægge, hvad der er et plagiat i mere generel forstand, men jeg mener, at jeg kan nå frem til, hvorvidt Frank Esmanns konkrete bog er et plagiat eller ej«, siger Steffen Krogh, der arbejder som sprogforsker ved Afdeling for Tysk på Institut for Sprog, Litteratur og Kultur. Både Syddansk Universitet og Københavns Universitet takkede ellers nej til jobbet, som Kunstrådets fagudvalg for litteratur med formand Claes Kastholm Hansen i spidsen ville have udført, fordi det havde støttet Frank Esmanns bog. I mellemtiden havde Steffen Krogh fulgt Esmann-sagen i medierne og tilbød selv at løse opgaven. Personlig interesse »Jeg har hverken noget ønske om at pille Frank Esmann ned eller tage ham i forsvar. Men opgaven interesserer mig, fordi min faglige viden kan bruges til noget praktisk«, siger han. Steffen Krogh gransker og sammenligner tekster sprogligt og systematisk i sit daglige arbejde, og han vurderer desuden sager om eksamenssnyd i skriftlige opgaver på universitetet. »Nu er Frank Esmann jo ikke til eksamen, men i begge tilfælde nærlæser og sammenligner man tekster. Bogen har et større omfang end en opgave eller et speciale, men til gengæld er det på forhånd kendt, hvilken kilde der skal sammenlignes med«. Yndlingsoffer Steffen Krogh oplyser, at han bliver aflønnet efter magisterforeningens konsulenttakst, som er godt 500 kroner i timen plus et honorar, som han selv fastsætter, men som »ikke er særlig højt«. Han regner med at bruge omkring tre hele arbejdsuger på opgaven, fordelt over hans fritid frem til 1. juli. Sagens hovedperson, Frank Esmann, undrer sig over, at Kunstrådet bliver ved med at bruge energi og penge - ved hurtig hovedregning over 55.000 kroner alene i timeløn - på at forfølge hans sag. »Claes Kastholm Hansen har jo for en uge siden meddelt min advokat, at fagudvalget har droppet, at jeg skal betale legatet tilbage. Så jeg troede ikke længere, at der var en sag mellem os«. »Samtidig sidder Claes Kastholm Hansen jo selv med i Kulturministeriets nye udvalg, der skal udarbejde retningslinjer for god citatskik på baggrund af alle tilfælde, ikke bare mit, og tænke fremad, så jeg føler mig lidt som et yndlingsoffer«, siger Frank Esmann. Pengene ikke afgørende Han oplyser, at han netop nu forhandler med et andet forlag om at udgive bogen i revideret form. Hvad dommen over den gamle bog kommer til at betyde, vil han ikke give et bud på. »Jeg har selv beklaget sagen, og mange har jo ytret deres tvivl om den, fordi den er i en gråzone. Nu får vi måske en bedømmelse fra én mand, og jeg tror under alle omstændigheder, hans afgørelse vil savne noget legitimitet«, siger han. Politiken ringede i går til Claes Kastholm Hansen sidst på eftermiddagen og først på aftenen og lagde besked uden held. Men han blev i går citeret i Berlingske Tidende for, at pengene ikke er afgørende. »Det afgørende er, at vi får undersøgt sagen til bunds«, sagde han til avisen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





