Cykeldækkene skrider fra side til side i sneen, der vælter ned over Falkoner Allé. Pokkers! Jeg er ved at komme for sent til begivenheden. Først en forkert adresse og så al denne sne! Begivenheden, jeg er ved at komme for sent til, er filosoffen Ole Fogh Kirkebys forelæsning om sit nye digre værk 'Eventum Tantum' med undertitlen 'Begivenhedens ethos'. Syrede lårbasser Jeg kommer for sent til begivenheden. Jeg er i fuld gang med at komme for sent. Til den store begivenhed. Også selv om jeg cykler så hurtigt, jeg overhovedet tør. Der er ingen vej udenom. Jeg kommer for sent. Men må trøste mig med, at dét at jeg er i færd med at komme for sent på cykel i sne, mens jeg sveder og tramper i pedalerne, er en begivenhed i sig selv. Og jeg er indiskutabelt en del af den. Krop og sjæl smeltet sammen i fælles fremadstræbende gestus. Så meget, som det overhovedet står i mig og mine lårbassers magt at skynde mig, gør jeg det. Græsk velkomst Omsider kommer jeg frem til Handelshøjskolen. Stiller cyklen. Løber op ad trapperne. Mine våde spor løber sammen med de andres. Ser ud af øjenkrogene i hundredvis af studerende, der sidder ved bordene med bærbare computere eller frokostbakker optaget af deres respektive skrive- og spisebegivenheder. Skynder mig ind i Tuborg Auditoriet. Dyngvåd af sved og sne og med dampende over- og undertøj. Der er propfyldt og kun pladser på trappen i siden tilbage. Jeg sætter mig ned på et trappetrin og prøver at knirke så lidt i knæleddene som muligt. Omsider en del af den anden begivenhed, den store, som jeg i al beskedenhed tilfører en vis fugtighed og stakånde. Om jeg så er stille som en stum, kan jeg ikke undgå at gøre en lille forskel. De første ord, jeg hører, er græske. Og ingen af dem er tzatziki eller souvlaki. Filosofisk tennis Rundt om på auditoriets bænke, bliver der griflet ned af de overvejende unge mennesker, så det er lige før notesblokkene selvantænder. Selv sidder jeg i min dyngvåde undertrøje og prøver at forvandle min cykelhjerne fra en klump gelé med blindt famlende tentakler til et mere beredvilligt instrument. »Den baghånd, der gik i nettet, da det virkelig gjaldt«, lyder det oppe fra talerstolen, hvor Ole Fogh Kirkeby er ved at indkredse erindringens betydning for begivenheden. Tennis? Så det er ikke græsk alt sammen! Det ene øjeblik er det begreber fra Aristoteles og Platon, det næste en eftermiddag på tennisbanen i filosoffens barndom, i det tredje et afgørende input fra 1400-tals teologen Nicolaus Cusanus. »Non aliud non aliud est quam non aliud«. Hvilket oversat til gement dansk åbenbart betyder »det ikke-andet er ikke andet end det ikke andet«. Dén tygger jeg lidt på. Er det forholdet mellem Gud og menneske? Eller forholdet mellem tanken og den, der tænker den? Viklet ind i verden »Erindringen om begivenheden må være en konstruktion, men ikke af den grund et falsum. Genskabelsen bliver selv skabt på ny«, fastslår Kirkeby, og påkalder det helt vildt flotte ord 'palimpsest', der groft sagt betyder, at det ene lag manuskript efter det andet aflejrer sig oven på de foregående. En efter en lejrer sætninger og citater sig: »Vi interagerer med det, vi kalder Begivenheden«. »Vi er viklet ind i verden«. »'Jeg er' og 'Jeg kan' bliver trukket sammen i ét«. Jeg skriver ned. Så hurtigt jeg kan. Tøver med citationstegnene. For var det nu lige sådan, det var? Som en anden forelæser, Bent Meier Sørensen, senere slår fast, så er 'Eventum Tantum' en bog, der har krævet mod at skrive, men også kræver mod af sin læser! Det er filosofi af den slags, der undersøger begreberne helt indtil begrebet støder på betydningsløshedens grænse. Og så er filosofi ikke en sport for tankens tøsedrenge! Tanken i manegen Filosoffen med den ludende kraftfulde overkrop tager en slurk cola. Der er musestille i salen. Ikke kun fordi man skal koncentrere sig for at hænge på efter bedste evne. Den opmærksomme stilhed har også noget af den tavse, elektriske knitren, der karakteriserer den fælles bevidsthed om, at man måske er en del af en særlig begivenhed. Måske bliver 2. marts 2005 en mærkedag. På grund af denne begivenhed. Igennem en årrække har Ole Fogh Kirkeby udgivet en række filosofiske værker af betydning. Efter 'Secunda Philosophia' kommer 'Eventum Tantum' som et originalt, og efter kollegernes mening, stort og dristigt bud på filosofisk grundforskning. Ofte trækker filosoffen en idé eller en tanke ind i manegen, og undersøger den fra alle tænkelige vinkler. Det gør Ole Fogh Kirkeby også. Det originale er, at han tænker manegen med. Og den, der sidder på tilskuerpladserne og har en forestilling om manegen, og det, der foregår i den. Det, der foregår i manegen - begivenhedens tid og rum - er genstanden for tanken, der selv spiller med. Det er filosofi, som både bygger på middelalderens og kvantemekanikkens begreber. Tror jeg nok. Tankens sommerfuglenål Jeg læser bag på bogen, der få timer tidligere er kommet frem igennem snestormen fra trykkeriet i Gylling: » Begivenheden har været det tavse centrum for tanken siden antikken. Men trods den rolle, som den spiller i vort liv, og derfor må spille for sociologi, psykologi og filosofi, har der været skrevet meget få monografier over den. Måske skræmmer dens almagt?«. Ole Fogh Kirkeby skræmmer den ikke. En modig mand, når man tager præmissen i betragtning: »Denne bog er et forsøg på at spidde begivenheden på tankens sommerfuglenål, vel vidende, at det kan man ikke. For selv om begivenheden er det, hele vores liv handler om, og vi eksisterer i kraft af »det, der sker«, findes begivenheden ikke. Den undslipper al erfaring, og dermed erkendelse«. Hvorfor? Ja, svaret ligger vel nærmest hos kvantemekanikken: Den, der taler om begivenheden, er allerede i den. Det er noget rod. Men sådan er livet. Ved vi nu. Det er allerede iblandt jer Efterhånden får jeg øje på noget. Er det et glimt af den dybere mening eller bare overfladiske brokker, jeg fanger i forbifarten? Jeg ved det ikke. Men det summer, og tentaklerne føler, de har fat i noget midt i alle de græske ord og de indviklede forklaringer. Noget ekstremt levende. Et engagement på livets vegne. Lige der hvor Kirkeby opstiller modsætningen mellem »betydningens begivenhed og begivenhedens betydning«. Som en spændt bue står den. Tankespindet kan forekomme svært gennemtrængeligt for en stakkels amatør, men det lyder ikke som gold filosoferen kun for dens egen skyld. Noget. Det er dét, der sker mellem mennesker, når man har lært at skelne mellem det, man har indflydelse på ('in nostra potestate', som det hedder blandt os fagfolk), og det man ikke har indflydelse på. I Lukasevangeliet talte Jesus om Gudsriget, der allerede er i jer. Ikke i dig, iblandt jer. Samuraien som ideal Der er noget på spil mellem mennesker, når de handler i frihed. Der er en kraft. Noget som socialisterne kalder for solidaritet. Det er her, man kan handle. Når man først kan skelne mellem foregribelsen, der modtager og accepterer, uanset hvad der sker, og den skabende kraft, der kritiserer og forvandler. Herfra vandrer Kirkebys blik østover. Til zenbuddhisten, der er til stede i begivenhedens øjeblik, hvor pilen slipper buen og skytten og målet forenes i én bevægelse. Til samuraien, der kan udelukke alt andet end den ridse i klæde og kød, han og hans sværd i næste øjeblik vil smelte sammen i. Samuraien er idealet. Man skal, som Kirkeby sammenfatter, vise sig værdig til at blive sin egen begivenheds modtager. Filosofisk kraftcentrum Selv sammenfatningerne skal man tygge på nogle gange. Og alligevel smager de af mere. Nogle udsagn er tænkt, så det knager. Og så kommer han pludselig med udtryk så poetiske, at man er ved at falde af stolen (hvis altså man havde haft én) - hudens pampas. Kirkeby hævder da også et sted i 'Eventum Tantum', at ægte filosofi er digtning. Så at forelæsningen finder sted lige netop på Handelshøjskolen af alle steder, er et mere end pudsigt paradoks. Efter forelæsningen står Ole Fogh Kirkeby og trykker tommeltotten ned i en nystoppet pibe tobak. Jo, jo. At tænde en pibe tobak er en god lille begivenhed og en uundværlig del af den store. For 15 år siden var han på Handelshøjskolen med sin daværende kone. Han smiler i skægget ved tanken om, hvor absurd forestillingen dengang ville have forekommet dem. De ville have været flækket af grin. Handelshøjskolen med dens kalkuler og købmandsregning som et dristigt kraftcentrum for begrebsdannende dansk filosofi. Men sådan er det gået hen og blevet. Bl.a. i kraft af en dansk filosof, der slutter 'Eventum Tantum' med at opstille, hvad han kalder »den heteroentiske samurai« som et mål at stræbe efter. Tilbage i sneen Et menneske når det mål, når det - ligesom samuraien - handler 'rent' i begivenheden. Som samuraien i Kurosawas 'De 7 samuraier', tænker jeg - ham, der i kampens afgørende øjeblik er i stand til at udelukke alt andet end den eneste nødvendige handling. Samuraien, der ifølge Fogh lader kraften bære sig, giver sit liv til øjeblikket, venter i det punkt, hvor tanke forvandles til handling og aldrig lader meningen med det, der sker, lade sig uberørt. Og når samuraien og begivenheden finder hinanden: »Da sker det dejligste af alt: Ingenting. Og sværdet og tomheden er ét«. Jeg baner mig igen vej igennem et hav af handelsskoleelever. Unge mennesker med et konkret mål i tilværelsen. Her er hverken tomhed eller samuraisværd i sigte. Kun afslappet hyggesludren og arbejdsomhed. Men begivenheden er også her. Den er alle vegne. Den har altid været der. Vil altid være der. Nogle gange føles den større end andre. Så står jeg ved cyklen. I sneen. Sneen hvirvler i luften. Det sker, man aner skikkelser, der ikke er der. En snefogssamurai måske. Filosoffen »bærer sværd, lige så skarpt som den samurais, han burde efterligne, og, som han, burde han bære to sværd, et langt og et kort, kraftens og tankens«. Det, der sker, sker ikke fordi, der er en bagvedliggende plan. Det sker. Og man må vise sig værdig til det. Jeg cykler i snestormen. Det er jeg ikke alene om at gøre. Hverken tankefuld eller tanketom. På vej i snefog.