Bøgernes motel

IMPONADE. Mødet med bogbjerget i Ølby fylder vor udsendte (t.v.) med både ærefrygt og melankoli. Ved hans side ses direktør Peter Johnsen.   Foto: Mads Nissen
IMPONADE. Mødet med bogbjerget i Ølby fylder vor udsendte (t.v.) med både ærefrygt og melankoli. Ved hans side ses direktør Peter Johnsen. Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Jyllands-Postens navnkundige kritiker Jens Kruuse, kaldet Jyllands Trompet, havde det med de store armsving og de store trut i superlativerne. Som dengang han begyndte en anmeldelse af Klaus Rifbjerg: »Jeg siger det stille og roligt: dette er vældigt«. Hulter til bulter Mangen mindre poet har lige så vældige tanker om sig selv. Men selv den selvfedeste kommer på skrump, når den ser årets nedsættelseskatalog med alle de bøger, der igen må realiseres til spotpris. Som nu på onsdag, hvor 1.013 titler - mange fra 2003 - sættes på udsalg. Både velanmeldte bøger og rene flop, blandet hulter til bulter. 20 mio. bøger om året Jeg fik den kruuse'ske følelse, da jeg forleden besøgte bogbranchens centrallager ved motorvej E20 nær Køge. Jeg siger det lige så stille og roligt, men det er vældigt. Bygningen rager 26 meter op - 2/3 af Rundetårn - på en brakmark ved Ølby, der kalder sig Transportcentret. Kønt er det ikke, men ideen er jo god nok. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt er grundlagt i 1894 som bogbranchens fælles distributionscentral - samme model, som da de københavnske bladhuse i 1920 skabte Bladkompagniet - for at samle trafikken af bøger, så de samme vogne kører bøger fra alle forlag ud til alle boglader og retur. DBK er hovedlager for Egmont- og Bonnier-koncernernes forlag og bogklubber, for Politikens Forlag, Borgen, DJØF, Danmarks Radio, Det danske Bibelselskab og 700-800 små forlag. Sammen med Union Pak i det nærliggende Ølstykke, der fra i år er del af firmaet, beskæftiger DBK 130 sjæle og distribuerer selv 20 mio. bind om året - dvs. ca. 2/3 af nationens samlede årlige bogsalg på godt 30 mio. bind. Højrationaliseret arbejdsgang Arbejdsgangen er højrationaliseret og computerstyret. Den administrerende direktør, Peter Johnsen - ingeniør med speciale i produktion og logistik - viser rundt med forståelig stolthed og engleagtig tålmodighed. Forlagenes nytrykte bøger indlagres i det såkaldte pallelager, der konstant rummer 27.000 titler i 15 mio. bind. Her ligger alt fra Pixi-bøger og japanske Dragon Ball-tegneseriehæfter til digtsamlinger i minioplag i 26 meters højde og hentes ned af fire fuldautomatiske kraner. Fotografen og jeg får lov at gå rundt og måbe, mens direktøren har sikkerhedsnøglen. Men vi må ikke komme ind mellem reolerne i 'plukkelageret', for her kører seks mobilkraner i høj fart og plukker bestilte bøger op af 78.000 røde lagerkasser. På 16 stationer langs transportbåndet fordeles de i papkasser til de enkelte boglader, mens fakturaer og labels udskrives og påklæbes automatisk. I snit ekspederer DBK godt 50.000 bind om dagen, fordelt på 5.000 titler, hvoraf halvdelen bare i et enkelt eksemplar. Hurtighed er alfa og omega Plukkeprocessen foregår fra kl. 21, når boghandlernes ordrer er indkommet, og natten over. Om morgenen forenes DBK's 2.000 daglige papkasser med 1.000 pakker fra andre, især Gyldendals fra Nordisk Bogcenter i Haslev 25 km væk, så alt køres ud sammen. Boglader på Sjælland og Fyn har deres bestillinger inden for 16 timer, og resten af landet er godt med. Det er dyrt at levere så rask, men at samle al spedition på terminalen i Ølby giver stordriftsfordele (et problem er det enorme forbrug af emballage), og hurtighed er alfa og omega. Som Peter Johnsen siger: »Vi arbejder alle for Bogen med stort B, så den er konkurrencedygtig med de andre medier«. Betaling pr. overnatning Og bogens efterliv skrumper som bekendt. 60 procent af en normal skønlitterær titels oplag sælges de første tre måneder, så er den stort set død, mens faglitteratur kan have et lidt længere backlistsalg. Kun få titler lever videre i bogklub, hardback og paperback. I gennemsnit omsættes alle de 15 mio. bind på DBK's højlager i løbet af godt et år. De bænkevarmere, der på brancheslang hedder lagersucceser er en dyr fornøjelse, for DBK er et såkaldt lagerhotel, hvor der betales pr. overnatning, og hele tiden presser nye titler på. Næste, næste. Tempo, tempo. Ind imellem lyder gennemtrækket mest, som var det et motel. I realiteten er de fleste bøger modne til realisation efter fem til seks måneder, og de, der heller ikke kan afsættes ved nedsættelse eller restsalg til supermarkeder og bogladekæder, ender som makulatur. Ifølge et EU-direktiv må bøger ikke være biobrændsel, og sidst DBK fyrede op med restlagre, lød der et ramaskrig. Nu går de i papirmøllen til genbrug, og tit genopstår de som skrivepapir. Det lyder som en nyudgave af H.C. Andersens 'Laserne'. Heartbreak Hotel Det er bogens vej og den litterære fødekæde skåret ud i pap. At se et boglager med den gennemløbsfart er en teknisk oplevelse, men med eksistentielle overtoner. Som en smuk dame spurgte mig for nylig: »Hvad føler du? Hvordan ser der ud på indersiden?«. Svar: Det afhænger af, hvordan hovedet og humøret sidder på mig. Som regel ligner det vejrudsigten: Let til frisk, hen under aften noget aftagende. Når jeg lægger nakken tilbage og ser op i bogbjerget i Ølby, bliver jeg fyldt med imponade, som Rifbjerg siger, men også med ydmyg ærefrygt - og et vindstød af melankoli. Det er betagende med så megen oplevelse og oplysning: 50.000 bind om dagen fordelt til 400 boghandlere og de tusind hjem. Sikke en effektivitet. Sikke en lyst til at gøre verden smukkere og bedre. Så mærker jeg et lille stik i hjertet, for samtidig er bogsiloen jo parkeringsplads for de myriader af honnette ambitioner, narcissistiske dagdrømme og bristede illusioner, der også fylder den litterære verden. Og et monument over den brutale medie- og døgnfluekultur, der for længst har erobret bøgernes markedsplads. Når jeg er i dét humør, kommer bøgernes motel ved motorvej E20 til at ligne Heartbreak Hotel, og jeg får lyst til at spille 'Boulevard of Broken Dreams'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her