Forfatteren og journalisten Hunter S. Thompson, som døde søndag, 67 år, skabte ikke alene sin personlige genre, gonzo-journalistikken, og klassikeren 'Frygt og lede i Las Vegas'. Han skrev også til det sidste sine helt egne regler. Og den legendariske skribent åbnede allerede for adskillige år siden for muligheden af at tage sit eget liv. »Jeg ville føle mig virkelig spærret inde i mit eget liv, hvis ikke jeg vidste, at jeg kunne begå selvmord, hvornår det skulle være«. Et liv i overhalingsbanen Thompsons mangeårige ven og faste illustrator, den britiske tegner Ralph Steadman, hørte ham sige det, og han var aldrig i tvivl om, hvorvidt Thompson mente det. »Det var ikke et spørgsmål om (han ville gøre det, red.), men et spørgsmål om hvornår«. »Han havde alligevel ikke regnet med at blive over 30, så han levede konstant i overhalingsbanen«. »Der var hverken første, andet, tredje eller øverste gear i bilen - kun overdrive«, skrev Ralph Steadman i går i The Independent. Sønnen var vidne I The Guardian blev Steadman citeret for, at Thompsons død nogenlunde var at sammenligne med dengang, Mark Twain døde. I Hunter S. Thompsons hjemby, Woody Creek nær Aspen, var de lidt mere nede på jorden, da retsmedicineren i Pitkin County konkluderede, at det ikke havde været nødvendigt at teste liget af forfatteren for hverken stoffer eller alkohol. Det stod klart, at Thompson havde været alene i køkkenet på Owl Farm, da han kl. 17.42 søndag stak en kaliber 45 i munden og trykkede af. Vel at mærke mens hans eneste barn, sønnen Juan, og det seksårige barnebarn, William, befandt sig i huset. Thompsons 32-årige hustru af andet ægteskab, Anita, var ikke hjemme. »Jeg kunne have forestillet mig, at han var kørt i floden, eller at han havde taget en overdosis af et eller anden bizart stof, men ikke det her«, sagde en af Thompsons venner, skribenten Gaylord Guenin, til Aspen Times. Egne regler For en af hans mangeårige naboer, Jimmy Ibbotson, kom selvmordet ikke som den store overraskelse, eftersom Thompson havde været syg i flere år og gennemgået flere operationer. »Han havde fået at vide, at han var meget syg. Han var døende, og han ønskede ikke, at sjakalerne skulle få fat i ham. Han levede efter sine egne regler, og han tog livet af sig efter sine egne regler. Hvorfor han så gjorde det, mens hans søn og barnebarn befandt sig i huset, kan ingen til gengæld forstå«, sagde Ibbotson til Aspen Times. Sygdom eller ej, så synes der ikke at være nogen entydig forklaring på Thompsons selvmord. »Vi spekulerer så meget, men se lige på hans produktion. Der var så meget angst i hans værk. Folk spørger: Var han lykkelig? Altså, han var Hunter«, sagde Curtis Robinson, en af Thompsons venner, ifølge AP. Primadonnanykker En af Hunter S. Thompsons tidligere redaktører, Paul Kassner, sagde i en kommentar til nyhedsbureauet, at forfatteren måske nok døde i en relativt tidlig alder, men hvis ikke der var kvantitet i hans levetid, så var der til gengæld kvalitet. »Indimellem var det svært at sige, om han var provokerende bare for at provokere, eller det bare var, fordi han var fuld og skæv og uansvarlig«. »Men enhver redaktør, jeg kender, inklusive mig selv, var parat til at acceptere en god portion primadonnanykker, når han stillede krav om at dække en bestemt historie. De var villige til at risikere hele hans uansvarlige opførsel mod til gengæld at kunne dele hans talent med læserne«, sagde Kassner. Selvmordets logik Jo, Thompson nåede at få en del på samvittigheden i løbet af sin journalistiske karriere. Som David Carr skrev i The New York Times tirsdag, kunne Thompson tage æren - eller skylden - for, at adskillige håbefulde journalister i tidens løb var mødt op til deres første, andet og tredje byrådsmøde iført storblomstrede skjorter, billige solbriller og notesblok. »Og hans selvmord har sin egen frygtelige logik. En mand, der var så optaget af at skabe en bemærkelsesværdig stemme, at han skrev Hemingways romaner af bare for at finde ud af, hvordan de var lavet, afleverede en sidste dramatisk hilsen ved at rette revolveren mod sig selv«, skrev Carr.