Martyren tiltrækker stadig

Lyt til artiklen

Man skal grave dybt i bogreolerne for at finde et eksemplar af 'Ma'alam fi it-Tariq' - 'Milepæle' - i den arabiske verdens kulturelle højborg, Kairo. For selv om den ikke ligefrem er forbudt, så er det heller ikke længere velset at udgive den i et land, der frygter islamisk militarisme. Men der er kopier nok i omløb. Med mere end 25 officielle udgivelser - og et ukendt antal uofficielle - er det en af de sidste 50 års oftest udgivne bøger i den arabiske verden. Islamistisk pensum »'Milepæle' er ikke en bog, alle på gaden kender. Men den er på enhver læseliste for islamister sammen med den bog, den er en slags opsummering af«, siger den egyptiske politiske analytiker Diaa Rashwan, der er ekspert i radikale muslimske bevægelser. Han refererer til Sayyid Qutbs hovedværk, 'I Koranens skygge', der udkom i 30 bind fra 1952 og fremefter. Men i modsætning til hovedværket er 'Milepæle' en kort og hurtigt læst bog, der derfor er endnu mere udbredt. Med i den islamiske avantgarde Dens popularitet skyldes dog meget mere, end at den er hurtigt læst, siger Diaa Rashwan: For det første skriver Sayyid Qutbs i et flot og blomstrende koranisk sprog - noget, der gør indtryk på islamister, for hvem Koranen er et forbillede for alt sprogligt. Samtidig evnede Qutb det, som mange præsteuddannede forfattere ikke kan, nemlig at skrive så klart og levende, at det er tilgængeligt for folk uden en klassisk uddannelse. For det andet er der hans timing. Da 'I Skyggen af Koranen' begyndte at udkomme, var der ingen i den arabiske verden, der skrev så klart og stærkt om muslimers pligt til at leve kompromisløst. Der var enkelte forfattere i Indien og Pakistan, der gjorde det samme, men ingen i islams hjemlande. »Han var en pioner. Han var selv en del af den islamiske avantgarde, han opfordrede til at skabe. Han var den, der etablerede den 'jihadiske' skole i litteraturen«, siger Diaa Rashwan. Martyrdøden Og for det tredje, og måske vigtigst, er der Sayyid Qutbs eget liv og eksempel. Ikke blot blev han et eksempel på en 'omvendt' muslim, han levede også efter 1951 fuldstændig kompromisløst. Han gik i døden uden på noget tidspunkt at give efter, men foretrak martyriet frem for at undsige sine idealer. Den slags gør indtryk på især unge, der har brug for forbilleder. Og i de 40 år siden den første udgivelse af 'Milepæle' har den inspireret unge muslimer til at leve, som Sayyid Qutb prædiker - helt uden kompromis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her