Forfatteren Grete Roulund var ingen metervare. Hun var lige så unik som sine bøger, og hun gjorde absolut intet for at pleje et forfatterimage eller skrive en litteratur, der lagde sig op ad tidsånden. Grete Roulund, der blev 58 år, var helt sin egen. Skrev i hånden Hun debuterede i 1981 med novellesamlingen 'Verdito', og selv om hun skrev samtlige manuskripter i hånden og derefter tastede dem ind med én finger på sin oldgamle TempoType-skrivemaskine, nåede hun at skrive omkring en snes bøger. Efter sin studentereksamen forsøgte hun sig på forskellige universitetsstudier, heriblandt religion, litteratur og historie, men en egentlig eksamen fik hun først i 1991, da hun blev cand.phil. i filmvidenskab. Vejviser gennem helvede Læsere af hendes bøger vil ikke blive forundrede over, at hendes universitetsspeciale handlede om Dracula-film, for gennem hele Grete Roulunds forfatterskab driver ondskaben og de menneskelige nederdrægtigheder hen over siderne som en kølig tåge. Og da hun i 2001 - helt usædvanligt for sin alder - fik Statens Kunstfonds treårige stipendium, skrev det litterære udvalg blandt andet: »Her er en forfatter, der har noget at fortælle, som aldrig mangler stof, og som tilsyneladende har været en tur i Helvede«. »Hun er en slags vejviser, som Vergil for Dante da han besøgte STEDET i 'Den guddommelige komedie'. Her får vi det hele at se, ondskaben, det nedrige, ja, sider af os selv måske, hvis vi ellers tør indrømme det«. Hjembragte kranier Historierne i hendes romaner fandt stort set altid sted langt fra Danmarks grænser. I Borneos jungle, i en øde bjergstat eller i tyske kz-lejre, hvor hun beskrev verden set gennem bødlernes briller. Nej, hjemstavnsromaner fra Bagsværd og omegn havde hun absolut intet tilovers for. Hun skrev langt hellere om undergangsscenarier i junglen, psykiatere med tankelæsningsapparater eller halvt opløste lig et sted i Mellemamerika. I bøger som 'Setans porte', 'Silberknabe', 'Kvinden fra Säez' og 'Dr. Zakowskis eksperiment' holdt hun sine læsere fanget i universer, hvor de dybest set ikke havde lyst til at befinde sig. Inspirationen til sine dystre bøger samlede hun på rejser i Cambodja, Indien og Nepal, men bøgerne blev skrevet hjemme i den lille etværelses lejlighed, hvor hun foruden udsigten over Nørrebros tage også kunne sidde og betragte sine små hjembragte kranier med indlagte dødningehoveder. For nylig blev Grete Roulund af Statens Kunstfond indstillet til en livsvarig ydelse på finansloven.