Det er blevet sagt om Alan Hollinghurst, at han - linje for linje - muligvis er den mest velskrivende forfatter i dagens Storbritannien. Hvad han indimellem er blevet kritiseret for, er, at hans personer ikke er nemme at komme til at lide - og at de måske mangler lidt dybde. »Hvis han ender med at skrive en bog, hvor du virkelig kommer til at synes om en person, så kan andre forfattere lige så godt kaste deres bøger på bålet«, siger kollegaen og litteraturkritikeren Adam Mars-Jones til søndagsavisen the Observer. Frygtindgydende Umiddelbart, skriver de britiske medier, kan Hollinghurst være svær at komme ind på livet af. Han forekommer reserveret, nærmest asketisk i sin fremtoning, og hans dybe stemme gør ham næsten frygtindgydende. Han er ikke til small talk, men kommer man ind bag den lidt afvisende overflade, er der et menneske med »en stor evne til at føle glæde og lykke«. Musikken som tema Karakteristikken er fremsat af en af Hollinghursts nærmeste venner, den britiske hofdigter Andrew Motion, som han lærte at kende i universitetstiden på Oxford. Det var her, at det for alvor blev klart, at han var et usædvanligt, litterært talent. Hollinghurst voksede op som enebarn i den lille by Stroud i Gloucestershire. Hans far, der var bankbestyrer, havde en lidenskabelig interesse for klassisk musik, og den smittede af på sønnen, som dels har brugt musikken som tema i sine romaner, dels har det med at vandre rundt i sit arbejdsværelse og søge inspiration, mens han lytter til yndlingskomponisten Wagner. Læst af alle bøsser i verden Efter at have gået på privatskole havnede Hollinghurst på det traditionsrige Magdalen College på Oxford, hvor han vandt universitetets traditionsrige poesipris. Dermed havnede han i fornemt selskab med blandt andre Oscar Wilde, og året efter Hollinghurst var det i øvrigt Andrew Motion, der vandt prisen. Da han var i tyverne, flyttede Alan Hollinghurst til London og blev ansat på Times Literary Supplement. En ny verden åbnede sig for ham - især efter gennembruddet med romanen 'The Swimming-Pool Library - hvad der i høj grad afspejler sig i hans romaners beskrivelser af unge mennesker på opdagelse i den britiske hovedstads intense liv. »Før 'The Swimming-Pool Library' forekom det mig ikke, at der var noget særlig lykkeligt ved at være Alan og at være bøsse. Meget af hans liv var centreret om opera. Efter bogen blev hans liv en slags fest«. »Han fik lidt succes og lidt penge, og hver eneste bøsse i verden havde læst og beundret hans bog. Det åbnede for en række muligheder, der ikke havde været der tidligere«, siger en Hollinghursts kolleger fra årene på Times Literary Supplement, Alan Jenkins til The Observer. Fortjener bredere læsekreds Der er selvbiografiske elementer i Hollinghursts romaner, men det er ikke alle hans venner, der oplever alle sider af ham. Han siges at være i stand til at dele sit liv op i små tændstikæsker - der er den intellektuelle Hollinghurst, der ved næsten alt, hvad der er værd at vide om litteratur, men der er også en side af ham, der går ud og dyrker Londons natteliv, med hvad dertil hører af sex og rusmidler. Hollinghurst arbejder langsomt, erkender han selv. Foreløbig er det blevet til fire romaner, der er kommet med fem-seks års mellemrum. Alle har de homoseksuelle temaer, og det har formentlig begrænset hans appel hos et større publikum. Men med 'The Line of Beauty' har Alan Hollinghurst efter de fleste kritikeres mening begået et så stort værk, at han fortjener en meget bredere læsekreds. Med sejren i den prestigefyldte Booker-konkurrence er der næppe tvivl om, at den vurdering kommer til at ske fyldest.