Svært at dømme forfattere

Lyt til artiklen

Rolig nu. Det er meldingen fra flere af parterne i sagen om Frank Esmanns Kissinger-biografi, der anklages for at plagiere flere passager fra en amerikansk biografi om USA's tidligere udenrigsminister. Den danske litterære agent Ib Lauritzen, der har mere end 40 års erfaring i bogbranchen, mener, at bogen, som i sidste uge blev kaldt tilbage fra boghandlerne af forlaget Aschehoug, skal tilbage i handlen: »Frank Esmann har overtrådt ophavsretsloven. Ingen tvivl om det«. »Men hvis han ringer til den amerikanske forfatter, giver ham en undskyldning, tilbyder ham nogle procenter af sine royalties og får hans tilsagn, så skal bogen da bare tilbage på hylderne. Og så behøves der ikke noget retteblad«, siger Ib Lauritzen. Flydende grænser Forlaget Aschehoug mødtes i går eftermiddag med Frank Esmann for at diskutere bogens fremtid, men forlagsdirektør Anette Wad ønskede efter mødet ikke at kommentere sagen. Hun henviser til, at forlaget vil have arbejdsro og på et senere tidspunkt udsender en pressemeddelelse. Også formand for Kunstrådet Lars Liebst maner til ro om sagen. Kunstrådets fagudvalg for litteratur vil på baggrund af Esmann-sagen ændre sine støtteregler, så rådet i fremtiden har mulighed for at kræve støttekroner retur fra forfattere, der bliver grebet i citatfusk. Men Lars Liebst kalder det »en farlig vej at gå«, da han mener, at grænsen mellem lovlige og ulovlige citater kan være meget flydende. »At opstille nye støtteregler er temmelig kompliceret, og derfor skal vi nøje overveje, hvordan vi eventuelt gør det. Både Kammeradvokaten og vores litteraturudvalg kigger nu på sagen, og først efter de to indstillinger vil Kunstrådet tage stilling til fremtiden«. Gråzone Og det er en gråzone, når forfattere låner fra hinanden, understreger ophavsretseksperten, lektor Morten Rosenmeier fra Københavns Universitet: »Det er meget svært at opstille klare grænser for, hvor meget man må tage fra et litterært værk. Og jo mere jeg tænker over Frank Esmann-sagen, jo mere kommer jeg i tvivl, om han har gjort noget forkert«. »Men det kan retten naturligvis afgøre, hvis den krænkede ophavsmand (den amerikanske forfatter Walter Isaacson, red.) vælger at anlægge sag«. Legitimt lån I Danmark er der ikke mange skønlitterære eller faglitterære sager, der når domstolene, og Morten Rosenmeier mener, at det er svært at påvise, at den amerikanske forfatter skulle have lidt et tab i forbindelse med Esmanns bog. Så hvis DR-journalisten skulle ende med at blive dømt for at have brudt ophavsretsloven, vil straffen sandsynligvis være en mindre bøde: »Der er jo under ingen omstændigheder tale om piratvirksomhed, så derfor ville en straf ligge i omegnen af en bøde på nogle få tusinde kroner«, siger Morten Rosenmeier. I januar 2004 kritiserede Weekendavisen Frank Esmann for at have lånt hele sætninger til sin spændingsbog 'Ondets rod' fra den spanske forfatter Arturo Pérez-Revertes bog 'Dumas-klubben'. Forlaget og forfatteren forklarede sig da med, at Arturo Pérez-Revertes navn er nævnt i Esmanns bog, og at lånet dermed var legitimt. Såvel Aschehoug som Frank Esmann fastholder i den aktuelle Kissinger-sag, at der ikke er tale om plagiat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her