Flåden af sorte Mercedes-limousiner, der har fået lov at køre helt frem til den arabiske pavillon, viser, at udstillingen ikke kun besøges af travle internationale forlæggere på jagt efter nye titler. Æresgæst på dette års bogmesse i Frankfurt er 'Den arabiske verden', hvilket i dette tilfælde vil sige 17 ud af Den Arabiske Ligas 22 medlemmer. Ligaen har sit hovedkvarter i den egyptiske hovedstad, Kairo, og den lader sig standsmæssigt repræsentere. Digtere og direktører Oppe i selve udstillingssalen flokkes besøgende om dignitarer, digtere og direktører fra hele den arabiske kulturverden. Overalt udstilles arabiske bøger, planer over det store nye bibliotek i Alexandria eller prøver på middelalderlig arabisk teknologi og astronomisk kunnen. Arabisksprogede jødiske forfattere er også med her. Farlig litteratur Pavillonen og de tilhørende store telte nede på messegrunden minder i deres tristesse mangt og meget om bogmesser i Leipzig eller Moskva inden Murens fald. De tyske arrangører er da også blevet skarpt kritiseret for at have henvendt sig til statslige organisationer i den arabiske verden, ikke til de arabiske digtere selv. Den Arabiske Liga består næsten udelukkende af diktaturstater, hvor ordet absolut ikke er frit. »Et digt kan koste op til ti års fængsel, og et essay kan koste en livet«, siger den syriske eksilforfatter Rafik Schami, der har et stort publikum i Tyskland, men intet i den arabiske verden. Anledning til styrket tolerance Men skinnet bedrager. Den Arabiske Liga har gjort sig umage, og messen er et boblende hav af arabiske stemmer. Intet emne er tabu, hverken i den officielle arabiske pavillon eller på nogle af de små 7.000 andre stande, der besøges af tusinder og atter tusinder af gæster i løbet af denne uge. Messen blev åbnet med pomp og pragt af den tyske kansler, Gerhard Schröder, for hvem det er et afgørende politisk projekt at knytte den mellemøstlige verden tættere til Tyskland og Europa med fredelige midler. I sin tale sagde kansleren, at dér, »hvor der hersker forståelse, åbenhed, tolerance og nysgerrighed, skal det ikke mere lykkes at drive en kile ind mellem den arabiske og den vestlige verden«. Og så tilføjede han næsten truende: »Den, der på ny skulle forsøge det, kan regne med vores beslutsomme modstand«. Tyskland afholdt sig fra at deltage, da USA og Storbritannien sidste år angreb Irak, og landet er i dag den førende drivkraft bag Tyrkiets optagelse i EU. Kansleren ser bogmessen i Frankfurt som en glimrende anledning til at nedbryde nogle af de mange fordomme om den muslimske verden, der har stortrivedes i Vesten siden 11. september 2001. Universelle værdier Terrorismen er et angreb på alle verdens civilisationer, sagde kansleren i sin tale, og derfor må man også stå sammen om at bekæmpe den. »Dette er ikke en kulturkamp«, sagde han med henvisning til den berømte amerikanske forfatter Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød. »Det er i stedet en kamp imod kulturerne i den ene verden, vi har - om tolerance og menneskerettighedernes universelle gyldighed«. På den arabiske udstilling har den tyske teolog og islam-kender Hans Küng diskuteret menneskerettigheder og tro med en egyptisk retsvidenskabsmand Ahmad Kamal Abu-'I-Magd, og FN's tidligere generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, der også er egypter, har holdt foredrag om reformer og menneskerettigheder i den arabiske verden. Åbner verden Politiken spurgte to unge kvinder, hvorfor de besøgte den arabiske udstilling. Semra Karacaer, 19, og Houjem Nagazi, 21, er rejst hertil helt fra Köln. De er begge tyske statsborgere og går ikke med slør, men deres forældre er kommet hertil fra henholdsvis Tyrkiet og Tunesien. »Udstillingen åbner vores verden for tyskerne. Jeg er glad for, at vi er så godt repræsenteret«, siger Karacaer. »Tyskerne ved knap nok, hvor vores lande ligger i verden. De ved intet om vores kultur eller religion. Jeg synes, det er godt, at der tales lidt om os nu«. »Man siger, at islam er skyld i terrorismen«, fortsætter hun. »Islam skal altid stilles for retten. Hvorfor koncentrerer man sig ikke om de mennesker, der gennemfører terror?«. Grass læser H.C. Andersen Hendes veninde Nagazi tilføjer, at »der hersker så mange misforståelser og fordomme om os og vores religion. Man ved ikke så meget og stiller sig tilfreds med nogle stikord, og så tror man, at alle muslimer er sådan«. Ud over den arabiske udstilling, der naturligvis er messens største, er 111 lande repræsenteret. I morgen, lørdag, vil den tyske nobelpristager Günter Grass på den officielle danske stand præsentere sine tegninger til H.C. Andersens eventyr og læse nogle af dem højt for messepublikummet. Hans tegninger til 'Skyggen' udgives af forlaget Steidl ('Der Schatten. Hans Christian Andersens Märchen - gesehen von Günter Grass').
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
41-årig mand: Kommer jeg til at virke grænseoverskridende, hvis jeg gør det?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





