William Heinesen er ikke med. Han er ikke på listen over de forfattere, undervisningsministerens 'Kanonudvalg' vil gøre til obligatorisk fællesgods for alle danske. Han er ikke engang på de frivillige anbefalingslister. Så vi må nu helt frivilligt og uden kanon-støtte læse 'De fortabte spillemænd' og 'Den sorte gryde'. Hvis da ikke vi gør noget helt andet og læser Arthur Krasilnikoff, som på sin egen lune, skæve, skarpe, underfundige og små-magiske måde er en af de nulevende danske forfattere, som har noget Heinesen i sig. Og nu har han tilmed skrevet en roman om sin barndom på Færøerne. Speget forbrugeroplysning Romanen hedder 'Hvalens øje', den udkom i går. Den »består af 111 punktnedslag i den lille dansker Asturs (Arthurs) første halve snes år i Tórshavn lige efter Anden Verdenskrig. Og det er mageløst godt gjort«. Skriver Hans Fl. Kragh i Ekstra Bladet. Hvor svært kan det være? Jeg spørger, fordi Jyllands-Postens Erik Svendsen er aldeles ude af stand til at forklare hverken sig selv eller læserne, hvad det overhovedet er for en bog, han her til sin skræk er kommet ud for. Han bruger bagsidetricket og begynder sådan her: »»En roman i 111 stykker«, står der på bagsiden af Arthur Krasilnikoffs bog 'Hvalens øje'. Spørgsmålet er om den forbrugeroplysning passer. Kun til dels. I bogens efterskrift, underskrevet af bogens forfatter - og efterskrift plejer man ikke at have i en roman - møder vi Arthur (...)« og så videre. Hvilket anslag. Svendsens anmeldermotor har da vist, ligesom en gammel Citroën 2CV, jeg engang havde, et problem med selvstarteren. Der er bare overhovedet ingen tænding på den anmeldelse, den kommer aldrig i gang, og slutter lige så uformående, som den begyndte, dels med et par bud på, hvad romanen ikke er, dels med en såkaldt talehandling, »jeg sympatiserer med projektet«, og til syvende og sidst med følgende: »'Hvalens øje' er en uformelig roman. Spændende og svær at blive klog på«. Sårbar uden klynk Ingen af de andre anmeldere har det nær så svært. Politikens Søren Vinterberg har fra starten flyvehøjde, både i forhold til den aktuelle bog og forfatterskabet: »Få andre i dansk litteratur finder så tætte, sprogligt nyskabende og på én gang sårbare og klynkefri udtryk for barnets måde at sanse og overleve på som Arthur Krasilnikoff. Dén kunst glimtede farligt i 'Gruppen Mandril' midt i 1970'erne, den omsluttede varmt og magisk Lindas opvækst i nærheden af Skælskør i de to romaner midt i 1980'erne, som i samleudgave blev til 'Vandmærker', og den dannede den magiske indgang til mammutfortællingen om Kalahari-ørkenfolket i 'Nattens rygrad' fra 1999«. Vinterberg mener, at »hvad dét angår, at skildre hvordan verden bliver til for et barn mellem dets fjerde og niende år, så overgår han sig selv med denne nye roman om de fortryllede år (...)«, og her har Politikens anmelder et vist sprogligt fællesskab med Weekendavisens Lars Bukdahl, som synes, at »det er lang tid siden, jeg har læst en så overbevisende genfortryllet barndomsskildring«. Vores egen fortabte spillemand Kristeligt Dagblads Ove Christensen er også tryllebundet: »Krasilnikoff er rigtig god til at fange barnets tone og sansninger, hvor man hele tiden er et andet sted end det fortolkende overbliks. Som læser er man hele tiden lige ved at forstå, hvad der foregår, og Asturs fornemmelse af, at han ofte er på kanten til at opnå en forståelse, gentages således i læsningen«. Et forståelsesproblem, som således hos Christensen (i modsætning til Svendsen) snarere er en starter end en stopper. For øvrigt starter Kristeligt Dagblads anmelder sådan her: »Den cirka syvårige Astur taber en høne ned i en tønde med maling, hvilket han af forsigtighedsgrunde undlader at fortælle nogen. Da hønen bliver fundet et halvt år senere, mener han ikke, at han kan gøres ansvarlig for handlingen. Han er jo ikke længere den samme (...)«. Ingen startproblemer i Kristeligt Dagblad. Og selv er jeg allerede, som så ofte før, tændt på vores fortabte spillemand med det gode danske navn Krasilnikoff. Jeg glæder mig til at gå gennem 'Hvalens øje'.