Den sky digter Henrik Nordbrandt - som af samme grund har været en af landets mest interviewede - udsendte torsdag en ny digtsamling: 'Pjaltefisk'. Den indeholder kun 40 digte, heraf nogle meget korte og et par lidt pjattede. De har inspireret anmelderne til egne udmærkede ordspil, og her er Weekendavisens Lars Bukdahl altid en sikker leverandør. »Der er god ræson i at kalde samlingens længere digte, herunder også de to meta-sonetter, for anti-arabesker, fordi de i stedet for at knopskyde lækkert ævler viltert og digressivt, taler indenom og udenom efter forgodtbefindende eller rettere forskidtbefindende«. God sentens til bordherren Det er lykkedes Nordbrandt at få den læsende befolkning til at interessere sig meget for hans befindende, ja, nærmest føle en slags ansvar for det. I hvert fald når han opholder sig i Danmark. I den nye bog er der også en del brok over klimaet, men der er mening i mavesyren: »Og jeg hader gråvejr lige så meget/ som jeg hader ordet mening«. Bukdahl gør da også opmærksom på, at i stedet for - som de fleste andre af slagsen - at være »glade ved sig selv og al deres bogstavelighed, så er Nordbrandts metadigte lede og kede af sig selv og al deres bogstavelighed«. Det er da en meget god sentens til bordherren. Kønne, fikse manøvrer Visse af bogens mindre digte kalder Bukdahl »kønne fikse manøvrer« - men så er der også nogle, der ligner kønne, fikse manøvrer, men i virkeligheden er »totalt tilintetgørende usynlighedsformularer«. Det vil på dette sted føre for vidt at demonstrere, hvad sådan en er. I Kristeligt Dagblad er Peter Stein Larsen en antydning ironisk i sin omtale af »kærlighedsjeremiaderne over den elskede, som altid befinder sig et andet sted, mens digteren melankolsk længselsfuldt sidder i skumringen og stirrer på det blomstrende mandeltræ«. Ja, i det (ikke særlig loyale) referat lyder det heller ikke godt, da. Også Lars Bukdahl synes, at bogens kærlighedsafsnit er »lidt hængeøret slæbende«, og Peter Stein Larsen kan bedst lide de digte i 'Pjaltefisk', hvor digteren »travesterer sin egen dekadente attitude«. Og selv om Nordbrandt ifølge Larsen ofte er en god digter, når han er ædende ond, idiosynkratisk og urimelig, »så er han allerbedst, når han mobiliserer en portion raffineret selvironi«. Larsen mener ligefrem, Nordbrandt kan være på vej ind i en fase, »hvor selvransagelse og selvironi er ved at afløse frelsthed og hån i en række af de melankolske og aggressive tekster«. Ultralevende Forbehold som Stein Larsens leder man forgæves efter i Jyllandspostens anmeldelse, hvor Erik Svendsen slet ikke kan få armene ned. Hans anmeldelse ligner en kloning mellem dansk stil og sportsjournalistik. Selv en lille Nordbrandt-digtsamling er »en stor fornøjelse« for Svendsen. »Få ejer den evne at skrive så smittende og kan overføre en stemning som han«. »Det lyder simpelt hen godt«, skriver Svendsen, der da også indrømmer, at »Man har svært ved at holde afstand til Henrik Nordbrandt«. Den manglende afstand går desværre ud over både informationsværdien og argumentationen, når Svendsen skriver: »Henrik Nordbrandts sprog er altså ultralevende. Den effekt hænger sammen med digterens attitude, holdning til det han skaber«. Javel, ja. Ren Årgangsnordbrandt I Politiken var det som sædvanlig Thomas Bredsdorff, der anmeldte. (Bredsdorff udgav en bog om Nordbrandt i 1996). Bredsdorff er et politisk gemyt, der vejer sine ord på en altid opdateret brevvægt, og når han fastslår, at »Pjaltefisk er en dejlig bog«, må det være, fordi han er sikker på ikke at komme til at fortryde det. Bredsdorff påpeger de mange skarpe kulører i bogen og Nordbrandts leg med haiku- og sonetformen og kalder et af digtene »ren Årgangsnordbrandt«. »Han er en anden, og dermed sig selv som altid. Han skriver om fravær, så det er som at være der« lyder det veloplagt fra Bredsdorff. Nordbrandt er en anerkendt mester, og Bredsdorff er ikke den, der vil rokke ved tronen. En enfoldig læser vil måske savne lidt argumentation og et lille forbehold for troværdighedens skyld - men Bredsdorff skal man som sædvanlig læse mellem linjerne. Dødens præcise spor Det behøver man ikke med Erik Skyum-Nielsen i Information. Han er inde på noget af det samme som Bukdahl og lægger dertil sine egne iagttagelser i denne sammenfatning af 'Pjaltefisk': »Motivisk går digtene først på den omtalte antipati over for sprogets enkelte ord, dernæst på digterjeg'ets væmmelse ved sig selv som 'jeg', så på mistro til kærligheden og sluttelig på en vis modstræbende tro på kunsten«. Men han er i modsætning til Bukdahl begejstret for i hvert fald et af kærlighedsdigtene og til gengæld - atter i modsætning til Bukdahl - ikke begejstret for sonetterne. Her driver Nordbrandt ifølge Skyum »rovfiskeri på en idé, som han forlængst har udpint«, nemlig at fylde sonettens harmoniske form med disharmonisk stof. Afsluttende spørger Informations anmelder: »Hvorfor ikke indrømme, at en digter side om side med sin utilpassethed i de andres sprog kan mærke en fryd ved selv at afsætte dødens præcise spor?« Sproglige fisketure Berlingskes Jørgen Johansen kan godt lide den blomstrende sproglige humor, som Skyum finder pjattet. Johansen går selv med på spøgen og skriver, at »Henrik Nordbrandts nye digte optræder i uventede forklædninger og begiver sig ud på sproglige fisketure, hvor gloser som for eksempel 'forudsigelig' eller 'mening' får lov at sprælle på krogen«. »Men bag en hvilken som helst af forfatterskabets forklædninger og inderst inde i enhver af de sproglige ransagelser gemmer der sig en særlig nordbrandtsk kerne af afstande og fravær omsat til et paradoksalt lysende sprogligt nærvær«.