I 1981 blev Det Danske Akademi opfordret til at skrive et forfatterportræt til Politiken. Klaus Rifbjerg skrev i Kroniken om Morten Nielsen, som han havde oplevet i frøperspektiv som en af de modne voksne, der efter befrielsen kom til at bære det blårøde armbind, som kun frihedskæmperne kunne gå med. Morten Nielsen var en 'storebror', og sådan forblev han i bevidstheden hos dem, der var unge under besættelsen. Befrielsen kom han ikke til at opleve - han omkom 22 år gammel under krigen, 29. august 1944, på etårsdagen for tyskernes overtagelse af den udøvende magt i Danmark. Ifølge mytologerne omkom han ved »vådeskud under våbeninstruktion i modstandsbevægelsen 30. august«, men Thomas Bredsdorff har nøje undersøgt ulykken og er kommet til den konklusion, at dødsfaldet skete dagen før. Gisningerne fortsætter Stedet er Silkegade, modstandsgruppen Speditørernes hemmelige mødested. Morten Nielsen skal mødes med en af Danmarks første og største modstandsmænd, Citronen, som i virkeligheden hed Jørgen Haagen-Schmidt. Med sig har han et par pistoler, og det er ved afprøvningen af en Mauser, at Morten Nielsen rammer sig selv i brystet og dør. Mauseren var et af datidens farligste våben - rører man ved aftrækkeren, mens man sætter et nyt magasin i, går den af uden yderligere aktivering. Og sådan skete det formentlig. To ambulancefolk møder i Silkegade en noget oprevet Citronen, som meddeler, at der ligger en død mand oppe på 1. sal i nummer 11 - og så forsvinder Citronen - egentlig også ud af denne del af historien. Men gisningerne fortsætter endnu tres år efter dødsfaldet: Var der en tredje person til stede, som Citronen ville dække over? Blev Morten Nielsen i virkeligheden likvideret? Eller har han - i ironisk Weltschmerz - rettet pistolen mod sig selv? Begik han selvmord? Alle mulige teorier om hans død har verseret, og det er faktisk forbløffende, at først Thomas Bredsdorff i 1980 har undersøgt sagen, så langt den kunne undersøges. Besættelsestidens tusmørke hviler over dødsfaldet - man får et glimt af indsigt, men aldrig den fulde sandhed. At Morten Nielsen blev likvideret, er der intet som helst, der tyder på - men selvmordet? Har det nogen mening i samklang med digteren? Poesien som sandhed Morten Nielsen var fra Aalborg, søn af lærerparret Gerda Lebrecht og Ejnar Nielsen, døbt Karl Bent Nielsen, men med kaldenavnet (som han senere fik papir på) Morten. Han blev student fra Aalborg og tog til København for at studere sammenlignende litteratur. En egentlig banal skæbne, hvis det ikke var på grund af to ting: hans karriere som modstandsmand og hans evne som digter. En tid lang var det den første ressource, som gav ham berømmelse. På femårsdagen for hans død bragte Information en helside med mindeartikler om ham, og også tidsskrifterne Dialog og Heretica skrev om ham. I Heretica var det Bjørn Poulsen og den for nylig afdøde Ole Wivel, som hyldede ham. Det var i Danmarks heroiske dage, da alle - efterfølgende - kunne gå med det armbind, som kun ganske få havde førsteretten og æren til. Der var et behov for dyrkelse. Men hvorfor lever dyrkelsen videre? Hvad er det for en poesi, vi ikke kan glemme? Delvis repræsenterer Morten Nielsen et sygt og usandsynligt behov for poesien som sandhed, selv i de onde år. Klaus Rifbjergs forfatterskab har en del af det samme uhørte behov for korrektion af virkeligheden - et side-show, som lurer inderst i bevidstheden, når man kigger efter.