Forfatteres nej kan slå bogklubber ihjel

Tor Nørretranders er en af de forfattere, der ikke vil i bogklub. - Foto: Claus Lunde
Tor Nørretranders er en af de forfattere, der ikke vil i bogklub. - Foto: Claus Lunde
Lyt til artiklen

Forfatteren Jens Christian Grøndahl har sagt nej til at få sin seneste roman ud i bogklub. Hvor andre forfattere ville være lykkelige for at få chancen for at udkomme i bogklub, har den populære forfatter sagt nej tak. Han synes simpelt hen, at betalingen er for dårlig. Andre mener, at forfatteren overhovedet ikke har fattet sagens rette sammenhæng. »Bogklubberne er den bedste reklame, han overhovedet kan få, og min erfaring med masser af forfatterkontrakter er, at salget af en bog stiger, hvis den udkommer i bogklub. Jeg har set det, hver gang jeg får afregning for forfattere. Selv salget af deres paperbacks stiger, når de kommer i bogklub«, siger den litterære agent Ib Lauritzen. Det halve i royalty Jens Christian Grøndahl står imidlertid ikke alene med sin kritik. Bestsellerkollegaen Tor Nørretranders kalder betalingen i bogklubberne røveri ved højlys dag, mens journalisten og forfatteren Jakob Kvist taler om et organiseret forsøg på at snyde forfatterne. »Hvorfor skulle man udkomme i bogklub. Vi får det halve i royalty af en meget mindre pris, (f.eks. kun 7,5 procent af 100 kr. i stedet for 15 procent af måske 200 kr., red), så økonomisk set er det en usandsynlig dårlig ide for forfatteren. Forlæggerne siger, at man gennem bogklubben når ud til mange flere læsere, men jeg har aldrig set det dokumenteret, at det totalt set er en bedre forretning for forfatteren«. »Jeg kan heller ikke dokumentere, at det for mig er en bedre forretning at lade være, men jeg holdt for flere år siden op med at indgå bogklubaftaler, for jeg følte simpelthen, at betingelserne var unfair. Når forlagene er så forhippede på at få bøger ud i bogklub, er det vel, fordi det er en rigtig god forretning for dem selv«, siger Tor Nørretranders. Hans seneste bestseller er 'Det generøse menneske', der nåede et salg på over 30.000 eksemplarer. Blokade Ifølge den litterære agent Lars Ringhof vil vi i de kommende år se flere forfattere, der afviser de danske bogklubber, fordi de er utilfredse med, at de kun får 7,5 pct. i royalty på de billigere bogklubbøger i forhold til de dyre ordinærudgaver. Det er en procentsats, som hverken Grøndahl, Ib Michael eller andre har været i stand til at rokke ved. »Men jeg kan garantere for, at der ville ske noget, hvis ti af landets mest sælgende forfattere lavede en blokade, hvor de nægtede at få deres bøger ud i bogklubber, før de fik nogle rimelige, økonomiske betingelser«, siger Lars Ringhof. Den adm. direktør i Bonnier Forlagene, Morten Hesseldahl, er ikke i tvivl om, hvad der ville ske, hvis bestsellerforfatterne sagde nej på stribe. »Konsekvensen ville være, at vi ikke havde bogklubber. Det kan da godt være, der kommer flere, der siger som Jens Christian Grøndahl, men faktisk er bogklubberne en fantastisk salgskanal til nogle bestemte mennesker. Nogle vil gerne købe bogen, når den udkommer, uden at de binder sig til en bogklub. Andre vil gerne vejledes af bogklubben«. »Kunsten er at få mange differentierede salgskanaler, der ikke generer hinanden. For min skyld kunne man godt udsende bøger i bogklub samtidig med ordinærudgaverne, men så skulle prisforskellen på de to bogudgaver bare ikke være så stor, som den er i dag«, siger Morten Hesseldahl. Forfatterne står svagt Bonnier Forlagene har deres egen Bogklubben 12 Bøger, og her betaler man ikke mere i honorar til forfatterne, end man gør hos Gyldendals Bogklub. Og det har ifølge Hesseldahl en helt naturlig forklaring. »Forlagene kunne slet ikke få bogklubberne til at løbe rundt, hvis de skulle betale forfatterne fuld royalty«, siger han. Den forklaring har forfatterne det lige så svært med, som når Gyldendals direktør, Stig Andersen, forklarer den lave betaling for bogklubbøger med, at det sikrer forlaget penge til at udgive nye bøger af forfattere, som måske ellers ikke ville udkomme. »Jeg ser det mere som Gyldendals forsøg på at maksimere sin indtjening på bogklubberne, mens de stadig har dem. Herhjemme får de en stadig mindre del af salget, og det er det samme i udlandet, f.eks. USA. Det ville være ærligere, hvis forlagene sagde, at de ikke ville betale mere, fordi de ikke mente, romanerne var mere værd«, siger Lars Ringhof. Efter hans mening får forfatterne i dag en så dårlig betaling, fordi de historisk set har stået svagt over for forlæggerne. »Problemet er, at forfatterne i bund og grund er taknemmelige for at blive udgivet, og i dag er forfatterne bogbranchens sidste amatører. Det er forlæggerne, der lægger linjen i alle forhold. Det burde være forlagene, der var taknemmelige, og forfatterne burde stå lige så stærkt i forhandlingerne som forlagene. Nogle vil nok sige, jeg taler for min syge moster og bare vil have forfatterne til at hyre litterære agenter, men sagen er jo, at de alle sammen har brug for professionel hjælp, og jeg kan umuligt hjælpe dem alle«, siger han. Ret til frist Forfatteren Ib Michael er enig i, at forlagene i dag betaler rigtig dårligt for bogklubbøger, og personligt kunne han godt finde på at sige nej til en bogklubudgave. »Det kommer helt an på betingelserne. Det kan komme an på, hvor stort oplaget er, om der er tale om månedens bog, eller om der er tale om en bog, der er et ekstra tilbud. Men uanset hvad ville det klæde forlagene at få sat den royalty i vejret«. »Jeg synes, man må lade det være op til den enkelte forfatter, og personligt gør jeg det, at jeg sætter en meget lang karenstid på, så en bog først er i bogklub, når ordinærudgaven har været ude i måske ni måneder. Den frist har forfatteren ret til at definere, selvfølgelig med den risiko, at bogklubben siger, at det så ikke har nogen interesse, men den risiko må man løbe«, siger Ib Michael. Ingen logik i mindre andel For Jakob Kvist var det slet ikke et spørgsmål om karenstid, da han fik tilbud om at udgive bogen 'Møllehave' i bogklub. Problemet var, at han ville få en betaling på måske fire-fem kroner per bog. »Der er jo ingen logik i, at forfatteren skal have en mindre andel af bogens pris, fordi forlagene sparer den høje boghandlerrabat, og fordi bogen er billigere, men mange forfattere føler sig nok fristet til at sige ja tak, når en bogklub står og vifter med en stor check«. »Jens Christian Grøndahl er i en position, hvor han kan sige nej, og jeg har stor sympati for hans forsøg på at tale en modstand frem hos forfatterne. Jeg sagde også selv nej til 20-30.000 kr., men hvis jeg havde fået tilbudt at få 'Møllehave' ud som månedens bog i en bogklub, vil jeg da ikke afvise, at jeg var blevet svag i knæene«, siger Jakob Kvist.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her