Næst efter 11. september 2001 har måske ingen begivenhed i det nyere USA's historie givet så lang og rystet en genlyd i den amerikanske offentlighed som to teenagedrenges automatvåbenmassakre på fjorten af deres skolekammerater samt en lærer på Columbine High School. Skuddene i skolens kantine kan ikke tilskrives fremmede magters ondskab - selv om en rockgruppe selvfølgelig forsøgsvis fik en del af skylden - men maner direkte til mentalhygiejnisk selvbesindelse på nationalt niveau, som det viser sig også i den seriøse fiktionsindustris reaktioner: sidste års Cannesvinder, Gus Van Sants film 'Elephant' såvel som dette års Oscarvindende dokumentar, 'Bowling for Columbine' af Michael Moore. I denne uge fik filmene følgeskab af to væsentlige romaner i dansk oversættelse, og begge blev varmt anbefalet af anmelderne. Store spørgsmål i let tonefald Med debutromanen fra 1994 var canadieren Douglas Coupland lige ved for evigt at stemple sig selv som bugtaler for en hel 'Generation X' af 'Mikroslaver', næste romans titel. Men han har siden »vist sig som en konsekvent moralsk forfatter med en næsten bulldogagtig insisteren på at stille de store spørgsmål om Gud og Livet og Døden og ikke mindst livet efter døden. Skrevet i en tjattende og afslappet sprogtone«, tilføjer Kim Skotte ganske vist her i Politiken, men netop i kraft af formen »præsterer han noget nær det umulige. At få det til at lyde, som om det er første gang, spørgsmålene bliver stillet«. 'Hej, Nostradamus' hedder romanen med henvisning til den middelalderlige dommedagsprofet, og dens fortælling om to unge - Jason standser den ene morder, men et øjeblik for sent til at redde sin elskede og gravide Cheryl fra skuddene - giver »et tiltrængt indblik i et nutidigt kristent amerikansk miljø«, som efterlader én i »både bevæget og eftertænksom tilstand«, skriver Skotte om en forfatter, der »ikke har mange tricks i posen, men til gengæld virker de hver gang«. Informations anmelder Tonny Vorm er ikke uenig: Coupland har endelig »skrevet en moden roman båret af en handling uden den ironiske distance, de melodramatiske indslag og de referencer til popkulturen, der ellers præger hans forfatterskab«. Og romanens styrke er »den iskolde, intense tone, hvormed forfatteren stædigt tvinger læseren til at spørge sig selv, hvad verden er blevet til, når vi gang på gang oplever den slags blodige handlinger rundt omkring på kloden«. Det var Jesus, der gjorde det Forbogstaverne er en vigtig del af ugens anden Columbineroman, DBC Pierres 'Vernon G. Little'. For titelfigurens mellemnavn Gregory bliver initial for et noget større mysterium, som originaltitlen røber: 'Vernon God Little' blev allerede omtalt i danske aviser, da romanen vandt Man Booker-prisen for næsen af konkurrenter som Margaret Atwood, Martin Amis og J.M. Coetzee. Dengang fik vi også historien om 'DBC Pierre' alias den forhenværende spiller, svindler, narkoman med mere Peter Finlay: Dirty But Clean. »'Vernon God Little' er et overraskende valg til årets Bookerpris, og det er et overraskende godt valg«, skrev Anne Mette Lundtofte allerede dengang i oktober 2003 her i sektionen og citerede bl.a. Vernons beskrivelse af sig selv: »en dreng, hvis bedste ven skød sig selv, hvis klassekammerater er døde, og som oven i købet bliver beskyldt for det hele og har gjort sin mor ked af det«. Ganske passende er bemeldte bedste ven Jesus, det vil sige den mexicanske skoledreng Jesus Navarro, som førte våbenet, til sidst også mod sig selv. Men Vernon bliver uretfærdigt dømt som medskyldig i udåden, udpeget i mediernes jagt på en ordentlig historie med »et plot«. Iben Tandgaard roste dengang i Weekendavisen romanen som »en kulørt, tragikomisk fortælling om det moderne USA, hvor dobbeltmoral og medieskabte heksejagter fortrænger sandheden«. Og førnævnte Tonny Vorm kaldte den nogle måneder senere i Information for »en forunderlig satirisk roman med en virtuos handling«, hvis fortællerstemme er »en blanding af J.D. Salinger, rapperen Eminem og filminstruktøren Michael Moore«. Roman til tiden Salingerassociationen får vi uddybet i ugens anmeldelser af den danske oversættelse: Ligesom Holden Caulfield med den 'Forbandede ungdom' »kombinerer Vernon følsomhed og kynisme«, skriver Jes Stein Pedersen her i Politiken om Pierres »mirakel af en bog«. Og selv om »ingen roman kan beskrive USA, som landet er«, serverer Pierre råt for usødet »en blodig luns«. Hans »velskrevne satire, der ender overraskende, giver et både underholdende og anfægtende blik ind i en galskab«, de fleste amerikanere kender, skriver vor anmelder om den »fremragende og dybt moralske roman«. Der altså, nu ifølge Jyllands-Postens anmelder, foregår i »det amerikanske superforbrugende og mediemættede samfund«, hvor alle indtryk »er varemærkede eller gået gennem tv-skærmen« og hovedpersonens omgivelser »indtager roller, som om de alle er indskrevet i en gigantisk sæbeopera«, forklarer Lars Ole Sauerberg. Her er Vernon »en slags fornuftens fikspunkt midt i en rablende postmoderne, virtuel virkelighed«. Derfor ville det også »simpelthen være irrelevant« at rose så postmoderne et værk »som originalt«, når nu »genbruget er litteraturens kernedynamik. I nærværende tekst er der krimi, sæbeopera, sitcom, stand-up, skælmeroman, sædeskildring, psykologisk gyser, autentisk krimi, farce, samt adskilligt andet«, foruden ekkoet af bl.a. Salinger, Mark Twain og Kerouac, noterer Sauerberg. Og selv om 'Vernon G. Little' nok er »mere end en anelse overstyret i brugen af one-liners og blomstrende billedsprog«, så er og bliver også dén anmelder dog imponeret af »en bemærkelsesværdig roman lige til tiden«.