I brede kredse er forfatteren Hubert Selby Jr., der i denne uge døde, 75 år, mest kendt for sin debutroman fra 1964, 'Sidste udkørsel til Brooklyn', som i 1989 blev filmatiseret af tyske Uli Edel med Jennifer Jason Leigh i rollen som luderen Tralala, der forelsker sig i en kunde og i øvrigt får en sørgelig skæbne. Den roman kom i det meste af hans karriere som forfatter til at skygge over resten af hans bøger, og det var først i år 2000, da den unge instruktør Darren Aronofky - der ligesom forfatteren selv var født og opvokset i New York-bydelen Brooklyn - filmatiserede en anden af Selbys romaner, narkotragedien 'Requiem for a Dream', at lyset i en større sammenhæng også faldt på det øvrige forfatterskab. Men internationalt slog han aldrig for alvor bredt igennem, og i Danmark var og er han så forholdsvis ukendt, at Den Store Danske Encyklopædi ikke har en artikel om ham. I stedet nævner opslagsværket den nordengelske mineby Selby, som forfatteren delte navn med. Tuberkulose Hubert Selby Jr. blev født i 1928 i Brooklyn i New York, og det var til at begynde med vist hverken hans forældres eller hans egen plan, at han skulle være forfatter. Han gik allerede som 15-årig - under Anden Verdenskrig - ind i den amerikanske handelsflåde, hvor også hans far, der oprindelig var minearbejder, havde tjent. Han fik imidlertid ikke nogen lang karriere som sømand, idet han på grund af tuberkulose, som havde plaget ham siden barndommen, måtte afmønstre i Tyskland. Derfra blev han sendt tilbage til USA, hvor han tilbragte tre år på hospitalet. De læger, som behandlede ham, måtte for at redde hans liv fjerne adskillige af hans ribben og et godt stykke af hans ene lunge. Og resten af livet måtte han klare sig med formindsket lungekapacitet, hvilket dog ikke forhindrede ham i at storryge. Beatmiljø At han blev forfatter, skyldtes ifølge ham selv, at han var nødt til at finde på et eller andet at foretage sig. »Og da jeg kunne alfabetet, var det måske en mulighed at blive forfatter«, har han udtalt. I 1950'erne kom han i kontakt med en gruppe unge forfattere i udkanten af beatmiljøet i New York, blandt andre den afroamerikanske LeRoi Jones, og de opfordrede ham til at blive forfatter. Han begyndte at skrive artikler og noveller til diverse aviser og tidsskrifter, mens han arbejdede på en større bog med titlen 'The Queen is Dead', baseret på historier og anekdoter, han havde hørt i barndomskvarteret Brooklyn - projektet endte med at blive 'Sidste udkørsel til Brooklyn'. Narkomani og psykiske problemer At Selby aldrig blev den helt store bestsellerforfatter, men måtte nøjes med at være kult og et navn blandt litterater, skyldes først og fremmest hans gennemført illusionsløse livssyn og forfatterskabets emnekreds. Fra først til sidst skildrede Selby tabere og afvigere: ludere, narkomaner, psykopater og forbrydere. Hans anden roman, 'The Room' fra 1971, handler om en småkriminel, der i sin fængselscelle fantaserer om hævn, og dens efterfølger 'The Demon' fra 1976, der beskæftiger sig med den gennemført ubehagelige maniker Harry White, er heller ikke af den type, der leveres gratis med et dameblad. 'Requiem for a Dream' fra 1978, om tre unge narkomaners livsløgne, følelsesmæssige afstumpethed og ydmygende deroute som følge af misbruget, er en kulsort studie i heroinmisbrug; skræmmende, konsekvent og hjerteskærende i en sådan grad, at den ellers forholdsvis barske filmatisering af den ligner et livsstilsprogram i sammenligning. Når Selby valgte at skrive om blandt andet sindslidende og stofmisbrugere i stedet for velfriserede forstadskvinder med succesrige karrieremænd, er det først og fremmest, fordi det kendte han noget til. For da lægerne i sin tid udskrev ham fra hospitalet med halvanden lunge, var han såmænd selv narkoman, og han kæmpede i lang tid mod stofafhængighed. Selby baksede også med psykiske problemer selv. Han var plaget af raserianfald og angst; dog, ifølge en af hans tre koner, aldrig, når han var i gang med at skrive en bog. 'Fear X' Hubert Selby Jr. var aldrig nogen 'pleaser', men han havde sine trofaste fans, der blandt andet talte rocksangeren og åndsfællen Lou Reed, digteren Allen Ginsberg og såmænd også den unge filminstruktør Nicolas Winding Refn. Sammen med sidstnævnte skrev han manuskriptet til filmen 'Fear X', som i 2003 blev en kunstnerisk succes og økonomisk maveplasker for dansk films whiz kid oven på publikumssucceserne 'Pusher' og 'Bleeder'. I de sidste mange år af sit liv boede Hubert Selby Jr. i Los Angeles, hvor han underviste i litteratur på University of Southern California. Men selv om hans forfatterskab er konsekvent i sin pessimistiske kuldslåethed, omtales han af folk, der kendte ham, som et meget humoristisk og varmt menneske. Med Hubert Selby Jr.s død har amerikansk litteratur mistet den sidste af de helt store forfattere fra en generation, der blandt andre omfattede William S. Burroughs, Jack Kerouac og Allen Ginsberg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





