En af de værste ting ved Danmark er, at der er for få hemmelige selskaber. Foreninger med generalforsamlinger og vedtægter og demokrati og åbenhed og den slags er der masser af, men egensindige, gedulgte, subversive eller på anden vis samfundsomstyrtende og/eller bevidsthedsudvidende klubber, loger og selskaber er der for få af. Groucho Marx ville ikke være medlem af en klub, der ville have ham som medlem. Hvad er det for noget pis?! Hvis ikke Deres BP var medlem af et par indbildte broderskaber eller to, ville han for længst være gået bananas. Eventyrernes Klub Talking about bananer, minder det Deres BP om dengang, han var på besøg i Eventyrernes Klub i det rustikke mødelokale i Nyhavn. Bibliopaten var kommet for at besigtige klubbens bibliotek, men også for at tale med klubformand Klaus Aarsleff om det vigtige emne 'fortidsgåder'. Aarsleff er velbevandret i sådanne, og Deres BP kan stadig ikke lade være med at misunde ham, at han har formået at gøre det til en levevej sådan at flintre frem og tilbage mellem Indien, Peru, Påskeøen, Egypten, og hvor det nu ellers er, at Aarsleff har fundet sine sikre beviser på, at Jorden engang har haft besøg af fremmede civilisationer. At læse er at rejse Men måske er det slet ikke nødvendigt at farte så meget omkring? Flittige læsere er som bekendt lige så meget - eller mere - på rejse, som dem, der bruger åh så meget tid og energi på at flytte sig rent geografisk. Deres Bibliopat har både været på Månen med Tintin og i Neverland med Peter Pan - ikke at forglemme mange gode ture ind i den amerikanske vildmark med Fenimore Cooper. Han husker med glæde diverse rejser op og ned ad store europæiske, afrikanske og amerikanske floder (fra Claudio Magris 'Donau' over Joseph Conrads 'Mørkets hjerte' til Mark Twains Mississippi-klassikere) og ville ikke have undværet en eneste af sine rejser i sindets irgange med senor Castaneda og hr. Freud ved hånden. Vi kunne blive ved. At læse er at rejse. Spoleret af turister Hvorfor skulle man dog rakke rundt i junglen, når man kan sidde foran pejsen eller ligge henslængt med en bog (og sin eksotiske frue) inden for rækkevidde? Som et fransk geni fra det 17. århundrede, så vidt vi husker, engang sagde det: »Tout le malheur des hommes vient d'une seule chose, qui est de ne savoir pas demeurer en repos dans une chambre«. Hvor er det dog rigtigt: Mange af menneskets ulykker skyldes, at folk ikke er i stand til at tage den med ro hjemme i stuen, men absolut må rejse hid og did med skibe, fly, tog og biler. Tag Irak - eller De Canariske Øer for den sags skyld. Totalt spoleret af mennesker, der absolut har måttet flytte sig rent fysisk i stedet for at tage en opbyggelig slapper med en bog. Litterær berejsthed som optagelseskriterium Som enhver kan gennemskue er ovennævnte nonsens. Det samme franske geni, som vi just citerede, slog også fast, at fuldstændig ro er døden, og det har vedkommende jo faktisk ret i. Når vi alligevel fremturede - og vel ikke helt uden grund under fødderne - skyldes det, at vi er i gang med at opbygge en argumentation, der skal gøre det muligt for Bibliopaten at blive optaget som medlem af Eventyrernes Klub med henvisning til alle de eventyr, han har været på i litteraturens verden. Klaus Aarsleff var faktisk meget tæt på at udstede et formandsløfte om, at litterær eventyrlighed på sæt og vis kan sidestilles med selvoplevede, tredimensionale eventyr rundt omkring på kloden. Eventyrformanden endte dog med at tage sig i det, men vi havde sat et stød ind, som det var svært at give igen på, fornam vi klart. Og mere nonsens er vort forsvar for litterær berejsthed som optagelseskriterium jo heller ikke, vel? Privatsamling af pornografi I øvrigt er vi netop nu i Kampala i forbindelse med et meget specielt bogprojekt, som vi snarest vender tilbage til, dog ikke her i hulen. Bibliopaten kan i forbindelse med sit vaskeægte ugandiske eventyr ikke lade være med lige at fortælle om et ledt fupnummer, som en af hans berejste venner udsatte ham for kort før afrejsen til Afrika. Sagen er, at Deres BP via mail fortalte om sin forestående tur, hvorefter han modtog følgende svarmail: »I Uganda skal du vel besigtige Idi Amins berømte bogsamling, som han finansierede ved ulovligt diamantsalg. Ud over tre Gutenbergbibler havde han verdens største privatsamling af pornografi og krigshistorie, og hans privatbibliotek - bygget af straffefanger fra Tanzania - var en nøjagtig replika af Oxford Library, hvor han studerede som ung«. »I dag er bygningerne tilgroede, og bøgerne rådner op i tropevarmen. Et rent El Dorado for Bibliopaten«. Aprilsnar Denne mail gjorde Bibliopaten så forventningsfuldt ophidset, at hans mentale svulmelegemer antog frygtindgydende dimensioner. Han begyndte straks at researche på den fantastiske historie. Da det ikke lykkedes at finde noget som helst om diktatorens junglebibliotek, vendte han tilbage for yderligere oplysninger hos vennen, hvorefter denne blot svarede: »Det var en forsinket aprilsnar. Undskyld, jeg kunne ikke dy mig«. Hvilken straf er bedst? Hængning, skydning eller drukning? Det vil vi tænke over i Afrika, mens vi (i det skjulte) spejder efter bogskabe mellem lianerne. Quiz: Polsk forfatter, der efter fyrre års rejser i Afrika udgav en bog om sine oplevelser i 1998 (da. 2000). »Bortset fra det geografiske navn eksisterer Afrika i virkeligheden ikke«, skriver han i forordet. Hvem er han? Quizløsninger»Bare man var indianer, altid beredt, og på den galoperende hest, skråt ud i luften, gang på gang dirrede let over den dirrende jord, indtil man kastede tøjlerne, thi der var ingen tøjler, og næppe så landet som glatmejet hede foran sig, allerede uden hestehals og hestehoved«. Hvem skrev, spurgte vi i sidste uge, og hvorfra kommer følgende citat fra 1945: »Et Mareridt er endt. Danmark er frit. Over hele Verden har Freden holdt sit indtog«? Kære Bibliopat, Det ene var svært, det andet var nemt. Det politiske svar er fra 'Fremtidens Danmark', Socialdemokratiets efterkrigstidsprogram, som Krag skrev vistnok egenhændigt. Indianerteksten er skrevet af Kafka! Jeg troede først, det var Umberto Eco, men det er Kafka, som pludselig er en helt anden, end han er i 'Processen'. Kafka må du gerne skrive mere om. Han havde en hård skæbne. Med venlig hilsen Steen Møller, Kbh. S Seksualvæsener Kære Bibliopat, Jeg synes, det er en meget interessant problemstilling, du tager op. For er den nøgne menneskekrop noget, som skal skjules, noget, som er skamfuldt, som bare skal gemmes væk? Er vores seksualitet noget, vi skal være flove over? Hvis man spørger i kirken eller til et partimøde hos de konservative, vil man helt sikkert få svaret 'ja'. De har igennem historien ikke bestilt andet end at få folk til at føle sig syndige, når de tænkte seksuelle tanker. Hvilket har været og stadig er meget skadeligt for folk. For vi er og bliver seksuelle væsner, hvad enten Jesper Langballe og Søren Krarup synes om det eller ej. Og derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi som voksne i vor tid gør vores for at videreføre den seksuelle frigørelse og viser frisind. For hvis vi bare gør, som generationerne, som kom før os, gjorde, ja så er vi jo med til fortsat at undertrykke folks seksualitet, ved at signalere, at den er noget, som skal skjules. Og hvis man undertrykker folks seksualitet, ja, så bliver folk aggressive og får mindre overskud til andre mennesker. Nej, jeg synes, man skal gå den anden vej. Personlig har jeg et galant stykke erotica hængende på min væg i mit hjem. Og det giver altså en meget afslappet atmosfære, når jeg har venner på besøg. For folk får den følelse, at her kan de være dem, de er, at her behøver de ikke spille nogen rolle. Og hvorfor have et intetsigende billede af nogle æbler i frugtskål eller et abstrakt billede, som man alligevel ikke selv aner, hvad skal forstille, hængende på sin væg? Nej, så hellere et smukt malet billede af en velskabt kvinde, som jo er noget af det smukkeste, mest poetiske og vidunderlige at se på. Med venlig hilsen Kristian Kjærulff, Rødovre Hvad er den værd? Kære Bibliopat, Forleden sad jeg med et bind af min 'Karikatur Album 1 og 2. Den europæiske karikatur-kunst fra de ældste tider indtil vore dage. Væsenligst paa grundlag af Eduard Fuchs: Die Karikatur. Ved C.E. Jensen. Chr. Flors Forlag Kbn. MDCCCCVI', da en af mine venner sagde, at den da måtte være penge værd! Jeg er nu begyndt at sove uroligt om natten, ikke fordi jeg vil sælge, men fordi jeg måske skal have hævet min forsikring! Jeg beder derfor venligst Bibliopaten se på sagen, så natteroen kan vende tilbage. Med venlig hilsen Marianne T, Lyngby
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





