En 14-årig piges dagbøger er ikke alene blevet en god forretning for forlag i ni lande verden over. Dagbøgerne har også trukket den 14-årige kinesers familie ud af dyb fattigdom og sikret fortsat skolegang til både pigen selv og en lang række af hendes fattige skolekammerater. Pigen hedder Ma Yan. I dag er hun 16 år gammel, og på den netop afholdte franske bogmesse Salon du Livre i Paris har Ma Yan været et af de helt store samtaleemner. Ikke kun fordi Kina på årets messe har været messens særlige gæst, men også fordi 'Ma Yans dagbog', som hendes bog hedder, aldrig var udkommet, hvis ikke en fransk delegation havde besøgt hendes landsby langt ude i den nordlige provins Ningxia for tre år siden. Dengang læste Ma Yan på en kostskole 25 kilometer fra forældrenes hjem. En af elevernes pligter var at føre dagbog, og Ma Yans optegnelser blev vist til den udenlandske delegation i maj 2001. Selv tiggere må have en eksamen Heri fortalte den kinesiske pige om sine problemer med sult og fattigdom, og vedlagt dagbogen var et brev, MaYan havde skrevet til sin mor. I brevet fortalte hun, hvordan hun var ked af, at hun blev nødt til at opgive skolen, fordi forældrene ikke havde penge til, at hun kunne fortsætte. Og hun vidste, at uden uddannelse ville hun ikke have en chance i det moderne Kina. »I disse tider må selv tiggere have en eksamen«, skrev hun i et af de afsnit, som The New York Times citerede forleden. Den franske journalist Pierre Haski var en af de besøgende på Ma Yans skole. Han mødte pigen, der insisterende maste papirerne i hænderne på ham. »Hun havde et ansigtsudtryk, som om hendes liv afhang af dem, og jeg kunne ikke afslå dem, selv om jeg på det tidspunkt ikke vidste, hvad det var«, har Haski fortalt Asian Times. Penge til skolen En måned senere vendte han tilbage og mødte igen pigen, som alle spådomme til trods var tilbage på skolen. Forældrene havde simpelt hen gældsat sig for at kunne sende pigen tilbage. Før Haski og de øvrige udenlandske gæster forlod den kinesiske provins igen, gav de Ma Yans mor 120 dollar, så familien dels kunne betale af på lånet for skolegangen, dels kunne holde datteren til bøgerne. Der var nok til to års skolegang. »For mig var den ikke længere«, huskede Haski senere, men læserne af hans avis, franske Liberation, var uenige. Da de havde læst hans historie om pigen i den kinesiske provins, begyndte de at sende ham penge, og han modtog også et brev fra et forlag, der ønskede at udgive pigens dagbøger på fransk. Han måtte til provinsen Ningxia igen, og med sig i bagagen havde han en bogkontrakt. Op i røg Da han kom tilbage til provinsen, fandtes den oprindelige dagbog imidlertid ikke længere. Faderen havde i foråret 2001 brugt alle papirerne til at lave hjemmerullede cigaretter af. Dokumenterne var gået op i røg. Til gengæld havde Ma Yan skrevet en ny dagbog, der dækkede andet halvår af 2001, og den kinesiske virkelighed så bestemt ikke lysere ud i denne version. Tværtimod. Siden er alt imidlertid forandret. Ma Yans bog er solgt til udgivelse i ni lande. Alene i Frankrig er den solgt i 45.000 eksemplarer, og Ma Yan har fået penge til at realisere sin drøm om en uddannelse. Hun vil, har hun fortalt New York Times, være journalist ligesom 'Onkel Han', som hun kalder Pierre Haski. 25 pct. af pengene fra bogudgivelserne går til en fond, der hjælper fattige børn med at få en skoleuddannelse i Ningxia-provinsen.