I maj sidste år landede billedet af New York Times-journalisten Jayson Blair på forsiden af alverdens aviser. Det skyldtes ikke den stræbsomme unge mands fortjenester inden for sit felt. Tværtimod blev han verdenskendt for den journalistiske svig, han havde begået på landets - måske verdens - bedste avis. Med sig i faldet tog han to af avisens ærværdige redaktører, Howell Raines og Gerald Boyd, og nu forsøger Jayson Blair at rejse sig af dyndet med erindringerne 'Burning Down My Master's House'. Den 27-årige Jayson Blairs billede pryder igen alle landets medier. Sidste søndag landede han oven i købet i stolen hos den populære tv-vært Katie Couric, der i over en halv time interviewede ham for det landsdækkende NBC's nyhedsprogram 'Dateline', og i den følgende uge har Blair gæstet forskellige boghandlere på den amerikanske østkyst for at signere sin bog til nysgerrige læsere. Den store mediebevågenhed er et privilegium, der kun er få forfattere forundt, men som Couric forklarede Larry King på CNN, fortjener befolkningen at få at vide, hvordan en så talentfuld ung mand kan ende i så meget skidt. Notorisk løgner På Blairs tidligere arbejdsplads har man dog valgt at vende det døve øre til den unge mands bekendelser. Da Blairs bedrageri blev afsløret for snart et år siden, brugte avisen næsten en hel sektion på at fremlægge fejl i de 36 artikler, som Blair havde plagieret, manipuleret eller - i værste tilfælde - fuldstændig fundet på, og det er nok spalteplads for en bondefanger som Blair, mener New York Times' ledende redaktør, Bill Keller. For to uger siden sendte Keller en skrivelse ud blandt sine medarbejdere, hvori han forklarede, at Blairs bog »ikke fortjener megen omtale«, fordi »forfatteren er en notorisk løgner« og bogen, der forestiller at være et stykke bekendelseslitteratur, blot benytter lejligheden til »at give andre skylden«. »Vi har ikke i sinde at reagere, hverken over for Jayson eller hans bog«, afsluttede Keller sin besked, der blev trykt i avisen et par dage senere. Smædekampagne Men Bill Kellers skrivelse har til gengæld fået andre til at reagere. Først på banen kom Michael Viner, der er hovedredaktør på Blairs forlag, New Millennium, og angreb sin forfatters tidligere arbejdsgiver for at have iværksat en »smædekampagne mod Jayson og hans troværdighed«. I The Washington Post afviste Hugh Pearson også Kellers bemærkninger og opfordrede i stedet læserne til selv at tage stilling til de beskyldninger, som Blair retter mod den toneangivende institution: »Vi kan ikke uden videre affærdige hans påstande, bare fordi New York Times' ledelse siger, at vi skal«, skrev Pearson i sin anmeldelse. Påstande og beskyldninger er der nemlig nok af i 'Burning Down My Master's House'. Ansvaret for Blairs handlinger lægges her utvetydigt over på den institution, der gang på gang lod tvivlen komme den unge sorte mand til gode og forfremmede ham - fra praktikant til elev til fast medarbejder - selv efter at hans tiltagende stofmisbrug og letsindige omgang med sandheden var blevet afsløret. Sex for omtale Det var den stressede arbejdsdag på dagbladet, der øjensynlig fik Blair til at pynte lidt på sandheden for at nå sine deadlines, mens det var dårligt selskab på redaktionen, der sendte ham i armene på whisky og stoffer, påstår bogen. Derudover hævder Blair, at det er hverdagskost på avisen at lade, som om man rapporterer fra marken, selv om man ikke rykker sig en meter fra sit skrivebord, og at redaktionens medarbejdere jævnlig tager imod seksuelle ydelser fra ivrige og yndige pr-folk, der gerne prostituerer sig selv for at få deres kunders navn i den verdensomspændende avis. I dét lys fremstår Blairs løgnehistorier unægtelig som en mindre forseelse, der ikke fortjener den hårde medfart og det dårlige rygte, miseren har kostet ham. Forfaldshistorie Selv om det på overfladen kunne se ud, som om Blairs liv før afsløringen var indbegrebet af den amerikanske drøm, fordi han ved egen hjælp og flid tilkæmpede sig en plads på solsiden, er det altså en forfaldshistorie, 'Burning Down My Master's House' fortæller. Hovedpersonen er den sorte underklassedreng, der i hænderne på magtens hvide institution bliver presset ud på et sidespor for til sidst at blive taget helt af sporet, fordi han mentalt set må bukke under for den privilegerede verdens nådesløst høje krav. Påtaget offerrolle Men Blairs appel til sin etniske baggrund er et tilhørsforhold, de fleste sorte i USA ser sig frabedt, mente radio- og tv-værten Tavis Smiley, der i sidste uge nægtede at invitere Blair til sit ugentlige talkshow: »Blair er en pinlig affære for alle landets afroamerikanere«, sagde han i New York Daily News. Karen Brown, som er leder af journalisthøjskolen The Poynter Institute, mente ligeledes, at Blairs påtagede offerrolle - en position, han understreger med sit valg af titel - er en fornærmelse over for USA's virkelig underprivilegerede sorte, når Blair netop red så højt på den politiske korrekthedsbølge, der fik redaktører som Raines og Boyd til at vende det blinde øje til den unge mands lovovertrædelser for at beholde det korrekte procenttal af sorte blandt deres stab af journalister. Punktering på vej Det er ikke overraskende, at Blairs bog ikke fik de varmeste anmeldelser i søndagens New York Times Book Review, der på trods af Kellers formaninger alligevel gav den fortabte søn spalteplads. Hvad der stødte anmelderen Jack Shafer mest ved Blairs bekendelser, er bogens brovtende tone, og han lægger op til, at nogen inden for avisens mure burde prikke hul på Blairs blær. Den punktering kommer nok, når skandalens to andre medskyldige afgiver deres vidneforklaringer, som ifølge The Atlanta-Journal Constitution er lige på trapperne. Gerard Boyd har allerede skrevet kontrakt med HarperCollins, der udgiver hans erindringer næste år, mens Howell Raines ligger i forhandlinger med to forskellige forlag. Da vil Blair igen komme i mediernes søgelys og kan dermed bryste sig af at være en af de få i USA, der får ikke bare en anden, men også en tredje akt i historien.