0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stjålne bøger skal udstilles

Det Kongelige Bibliotek vil imødekomme den store interesse for det store bogtyveri med en udstilling af mange af de nu tilvejebragte værker. Men det sker ikke, før retten har talt.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når Byretten i København i slutningen af maj ventes at have afgjort sagen imod dem, der er varetægtsfængslet for det store bogtyveri fra Det Kongelige Bibliotek, er biblioteket klar til at udstille tyveriets kostbare bøger for offentligheden.

Tyvens navn skal med
Der er i øjeblikket forbud mod at nævne navnene på den nu afdøde betroede medarbejder, som i sin tid stjal de sjældne bøger, og den kreds af familie og venner, der er sigtet for hæleri, efter at en del af bøgerne er blevet solgt, men navnene vil blive nævnt i udstillingen.

»Det vil blive med navn og det hele, idet jeg går ud fra, at navneforbuddet er ophævet efter dommen. Folk skal have en fornemmelse af, hvordan det hele hænger sammen, og hvor meget det egentlig drejer sig om«, siger Det Kongelige Biblioteks direktør, Erland Kolding Nielsen.

»Vi kan ikke starte med arbejdet endnu, og vi kan heller ikke programsætte udstillingen, men det bliver med stor sandsynlighed i løbet af indeværende år«, siger Erland Kolding Nielsen.

1.600 bøger er tilbage
De mellem 1.500 og 1.600 bøger, biblioteket har skaffet tilbage, befinder sig for nærværende i bibliotekets varetægt. Særlig interesse vil samle sig om de 16 bøger, der var sat til salg hos Christie's i London, hvor en medarbejder fattede mistanke og fik sagen til at rulle.

»Det unikum, der udløste sagen, Torres Navaharros roman 'Propaladia' trykt i Napoli i 1517, skal selvfølgelig også med«, siger Erland Kolding Nielsen.

»Det samme skal Blaeuws store atlasværker fra 1620-40, det håndkolorerede eksemplar af Tycho Brahes 'Astronomia Instaurata Mechanicae' fra 1598, førsteudgaverne af Immanuel Kant og Johannes Kepler, et udvalg af de ca. 250 værker af Martin Luther, som tyven stjal, og Thomas Mores 'Utopia', som han nappede to eksemplarer af, det pæneste er desværre blevet solgt«.

Hvad regner Det Kongelige Bibliotek med selv at få ud af at kunne udstille denne særlige samling?

»Det ved jeg ikke. Vi ser sådan på det, at der har været så meget opmærksomhed og presse om den sag, at vi gerne vil sætte tingene på plads og vise, hvad det hele drejer sig om«.

Er det ikke lidt kynisk at lave en sådan udstilling?

»Det kan jeg ikke se. Hvis der er noget, offentligheden har haft interesse i og spurgt om, så er det, hvilke bøger sagen drejer sig om, og om det er muligt at komme til at se dem. Det ønske kan man kun efterkomme gennem en udstilling«.

Har I gjort jer imagemæssige overvejelser?

»Som stor kulturinstitution har vi en oplysningsforpligtelse og en visningsforpligtelse. Disse sjældne bøger er ikke nogle, folk normalt kan komme til at se. Enten kan man se dem på vores læsesal, hvis man har et fornuftigt formål. Eller også må man vise dem under glas i montrer. Det er det, vi vil gøre«.

Og filmrettighederne?

»Det var en joke, der havnede på Berlingske Tidendes forside. Man kan ikke sikre sig rettighederne til en intellektuel ide. Hvis der skal realiseres noget sådant, skal nogen tage initiativet og putte penge i det, det er ikke vores opgave«, siger Erland Kolding Nielsen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce