Kritikken er let og kunsten vanskelig, lyder et gammelt ord. Dét sander nogle forfattere året rundt, når deres mange måneders arbejde udkommer og på nogle få spaltemillimeter af en avisside hæves til de fede ekstraoplags honorarhimmel - eller sables ned til under bibliotekspengenes bagatelgrænse. Det var ikke bare fri fantasi, da den hollandske forfatter og tegner Peter van Straaten fangede glimtet af den friskanmeldte, lamslåede og dybt angrende forfatter - og indsatte det i bogen 'Ak, at være litterær', som Munksgaard udgav i 1992. Men når kritikken har talt, registrerer vi jo på denne plads hver uge, hvordan anmelderne med sikker stemmeføring har anbefalet eller frarådet læserne (af avisen) at blive læsere (af ugens bøger). Men hwa' nytt' er'et te'? Retter læserne sig måske efter os - og i så fald hvem af os? Eller glemmes anmeldernes døgnflueklask nådigt og øjeblikkeligt, mens bogen alligevel finder vej til al landsens reoler? Hvad så med de udgivelser, der ligger bare lidt længere bagude i erindringen? Troens rare klenodie F.eks. tror vi nok, at også 'At tro på at tro' har ligget under en del juletræer forleden, da landets flertalsreligion fejrede sin største dag i året. Og det til trods for, at bogen om, hvordan en ateist kan finde troen uden at gå på akkord med sin viden om verden, ifølge Ekstra Bladets anmelder Pedro »mangler vitaminer«. Hvorimod den troende vantro forfatter - »Tor Spørretrang« kaldte 'Egoland' ham i de novemberdage - ifølge Bo Bjørnvig i Weekendavisen er en »fremragende formidler«. Nørretranders »har proppet sig med et helt teologisk bibliotek, og så kan man let få hikke«, mente modsat Berlingerens fromme anmelder Nils Gunder Hansen - og han véd, hvad han taler om, når det gælder religiøse opstød. Og nu vi er ved dém: Livsfarlig diæt stod den på i den »fortælling, der vil få dig til at tro på Gud« (ifølge lanceringen), og som med anmeldernes modtagelse i begyndelsen af september lignede 'sæsonens bog', men som måske alligevel er gledet lidt i baggrunden: »Krydret, farverig, vittig, uhyggelig, ulækker, bevægende, spændende og klog« lød det fra Jyllands-Postens adjektivakkumulator Jon Helt Haarder om den canadiske Bookerprisvinder Yann Martels 'Pi's liv'. Også ifølge Klaus Rothstein i Weekendavisen en »fuldkommen skamløs, farverig og vildtvoksende krabat af en usandsynlig skrøne«, et vejkryds med følgende ophav: »noget Robinson Crusoe møder Junglebogen, der så igen møder Troldmanden fra Oz, der møder Den gamle mand og havet ... tilsat et skvæt Steen og Stoffer«. Ikke desto mindre måtte Rothstein indrømme, at »Martel fik mig ikke til at tro på Gud, men måske nok på dyrene og menneskene og, især, litteraturen«. »En verden, hvor alle endelig er lige. Det ultimative demokrati, et lighedens utopia«, sammenfattede Erik Svendsen i Jyllands-Posten hovedpersonens billede af døden i Kirsten Thorups 'Ingenmandsland'. Romanen er en »rå og hudløs skildring af alderdommens forfald« ifølge Informations Skyum-Nielsen, men mere end dét: en roman »om at være gammel, være ung og være roman«, konstaterede en lige så begejstret Bjørn Bredal her i Politiken - og i enighed med hele resten af koret. Næsten lige så enigt rost, og en lige så velkommen krybbegæst ved mangen julefest var ifølge boghandlerne Ebbe Kløvedal Reich med 'Himlene og jorden', en roman af overjordiske dimensioner, 600 sider hen over tre årtusinder. Om den skrev Kristeligt Dagblads anmelder Lars Tjalve, at Scherfig ville have »glædet sig over det satiriske syrebad«, Reich giver nutidens kirke-, erhvervs- samt politiske liv. Og selv frydede han sig over at se »et tungt teologisk emne som de kristologiske stridigheder ... blive spændende som en actionthriller«! Tjalve sluttede med det emfatiske: »Læs! Læs! Læs!«, mens Informations Skyum-Nielsen tillod sig en vis luksus: »Man er da vist et værre skarn, hvis man brokker sig, når man kan få fem romaner og kun behøver betale for én«, skrev han, men »ikke desto mindre tillader jeg mig at surmule« - nemlig over, at »forfatteren bare har læsset på sin tallerken og kunstnerisk set forædt sig«. Ørkenvandringen og Det Røde Hav Surmuleri eller sundt æstetisk mådehold og vægtvogteri? I hvert fald med et billede på en tilstand, flere kan genkende efter at have proppet sig med julesang og klokkeklang i de seneste dage. Lad os i forbifarten mindes, at årets boghøst også omsider bød på dén der revision af Salmebogen, som hos Bjørn Bredal udløste følgende iagttagelse: »Klokken slår, tiden går, og skal man ud fra salmebogen sige én ting om, hvor den går hen, så er det i retning af mindre fortryllelse. Kirkens verden synes uvægerligt at blive mere og mere hverdagsagtig og normalmenneskelig«. Lad os følge kirken og vende os mod mere jordiske materier med et par eksempler: Poul Nyrup Rasmussen har haft travlt ved tekstbehandlingsanlægget i år. Og mens hans erindringer om Esbjerg-barndommen - trods den afroamerikanske titel 'Rødder' - vist har solgt bedre, end de blev anmeldt til, har der næppe været samme efterspørgsel efter den ellers »glimrende bog« med »nye og perspektivrige svar« på flere »spørgsmål, som alt for sjældent kommer op til overfladen i den danske politiske debat« - hvis man skulle tro hhv. Informations David Trads og Politikens Michael Seidelin. Men det skulle man ikke, ifølge Berlingske Tidendes og Jyllands-Postens anderledes negative anmeldelser af manifestet med den fyndige titel 'Den ny forbindelse - viljen til at forandre verden'. Den bedste trøst for Nyrup i de dage var, at karakteristikker som »en ørkenvandring« (Berlingske) eller et »forsvarsskrift ... baseret på selektiv hukommelse og ønsketænkning« og med stedvis »stærkt præg af selvros« om ikke ligefrem »hvidvaskning og historieforfalskning af hovedpersonens indsats« (Jyllands-Posten) i stedet blev forbeholdt journalisten Thomas Larsens miks af interview- og portrætbog om og med - 'Lykketoft'! Dele vandene gjorde derimod ikke tidligere overrabbiner Bent Melchior og nuværende radikal folketingsmand Naser Khader, hvis man skal tro Berlingskes Bent Blüdnikow. 'Modsætninger mødes' hed samtalebogen, men dens »grundlæggende fejl er, at de ikke er modsætninger«, og hele bogen bygger på »en rædselsfuld idé«: »at sætte to idealistiske mennesker sammen og lade sød musik opstå«. Men dét er just kunsten, mente tværtimod vor egen Bjørn Bredal, der godter sig over »den mest spændende og vedkommende dialog-bog, jeg mindes at have læst«. Et eksempel så godt som noget på, at trods al påstået uniformering af de store omnibusaviser skilles vandene alligevel i kritikkens Røde Hav. Så hvorfor ikke benytte dét til - efter denne tilfældighedernes tur fra julens Ny Testamente via Salmebogen langt bag ud i Mosebøgerne - at standse tilbageblikket på et år, der også bød på ny bøger fra kendte navne - i flæng: Klaus Rifbjerg, Ib Michael, Svend Åge Madsen, Hanne Marie Svendsen, Jess Ørnsbo, Inge Eriksen, Jan Sonnergaard, Christina Hesselholdt - såvel som hidtil mindre kendte, men måske ikke mindre lovende. Dog: I en klumme om årets andre klummer om anmeldernes mening om udgivne bøger, må der selvfølgelig ikke mangle eksempel på det ultimative 'om': Kritikernes mening om en anden kritikers skrift om ... osv. 2003 begyndte faktisk med udgivelsen af Thomas Thurahs kritiske essayistik om Enquists, Hultbergs og Kjærstads forfatterskaber - 'Så hvad er et menneske?' hedder bogen med et citat af sidstnævnte. Om den skrev Torben Brostrøm i Information, at den »ryster og rusker i en tekst for at jage også den sidste mening ud af den«. Kan kritikken gøre noget bedre?