Det var en sen aften i november 2001. Forfatteren og filminstruktøren Michael Moore lå i sin seng og læste en artikel af Jane Mayer i det amerikanske magasin The New Yorker. Artiklen hed 'Bin Ladens slægtninge: En families - og en hel nations - splittede loyalitet'. Pludselig satte han sig op i sengen. Han troede ikke sine egne øjne, da han læste, at: 'Omkring to dusin medlemmer af bin Laden-familien, bosiddende i USA, var umiddelbart efter attentatet mod Twin Towers blevet samlet af den saudiarabiske ambassade og med FBI's hjælp fragtet ud af landet. Amerikanske embedsmænd havde uden tøven godtaget den saudiske ambassadør i Washington, Prince Bandar bin Sultans ord om, at der ikke var nogen hovedvidner blandt familiemedlemmerne'. »Hvad?«, tænkte Michael Moore. »Har jeg overhørt historien i nyhederne?«. Han stod op og ledte i gamle udgaver af The New York Times og fandt denne overskrift i avisen 30. september: 'Bin Ladens slægtninge flygtet fra USA på grund af frygt'. Artiklen begyndte: »I dagene umiddelbart efter terrorangrebene på New York og Washington gennemførte Saudi Arabien evakueringen af 24 medlemmer af Osama bin Ladens familie fra USA ...«. Moore var ude af sig selv, rasende. Hvad skulle han gøre? Han skrev en bog. I et rasende raseris fart. Om forbindelserne mellem den saudiske bin Laden-familie og den texanske Bushfamilie. Nu er den her. Den bygger, ligesom hans oplevelse i sengen, på artikler og bøger, han har læst. Han kaster en hel bunke af dem i en gryde og rører rundt og ud kommer: 'Dude, Where's My Country?', en bog, hvor den selvudnævnte talsmand for det amerikanske folk med sin showboat-personlighed, sit engagement og sin ubændige lyst til at fremhæve sine egne store bedrifter, taler lige så demagogisk og populistisk, som en folkeforfører skal. Det er som med Elvis: Så mange millioner mennesker kan ikke tage fejl. Og når det nu drejer sig om amerikansk politik, som ud over at være hård og hårrejsende virkelighed også er en del af underholdningsbranchen, gør det ikke noget, at manden, der arbejder for et systemskifte i USA, også er en morsom mand. Så morsom, at han i ramme alvor nævner Oprah Winfrey som præsidentkandidat. Men lur mig, om ikke han i virkeligheden foretrækker sig selv. Hans næste bog kan sagtens komme til at hedde: 'Ti gode grunde til at vælge Michael Moore som De Forenede Staters præsident'. Skryderierne og de storhedsvanvittige forestillinger har han allerede, opmærksomheden og mikrofonadgangen ligeså. Og så taler han på en måde, så alle de politisk forsmåede hjerter ikke kan lade være med at banke i takt og drømme om bedre og mere demokratiske tider. Kun Harry Potter er større Michael Moore kan høres, hele vejen fra det største publicity-stunt, som tænkes kan: Oscar-uddelingen - og til toppen af de amerikanske og europæiske bestsellerlister, hvor han i mere end et år har huseret med bogen 'Stupid White Men'. Som han sagde i et interview med The Guardians Gary Young 4. oktober: »Kun den engelske kvinde J.K. Rowling har solgt flere bøger end mig i år. Tænk på det. Det er Harry Potter, og det er Michael Moore. Så mens alle tilsyneladende stod bag George Bush, købte det amerikanske folk en bog, der hed 'Stupid White Men', som i et og alt sviner George Bush til«. Og det er gået stærkt for Moore, så stærkt, som det kun kan gå i USA. Fra han i marts trådte hen til mikrofonen og takkede for den Oscar, han havde vundet for 'Bowling for Columbine' med ordene: »Vi lever i en tid, hvor fiktive valgresultater skaber fiktive præsidenter. Vi lever i en tid, hvor vi har en mand, der sender os i krig af fiktive årsager« og til i dag, hvor han bliver fløjet rundt til 35 amerikanske byer for at lancere 'Dude, where's my country?', er der ikke alene en verden til forskel, men også en helt ny bevidsthed om, hvem han er: Michael Moore er ikke længere bare dokumentarfilminstruktør og forfatter, han er et menneske, der er trådt ind i sit eget Hvide Hus, hvor han regerer enerådigt. Porten er gået i bag ham, den er lige så tung som porten ind til Elvis Presleys Graceland, og det er lige så umuligt at komme ud som i The Eagles 'Hotel California'. I USA, frihedens land, bliver man spærret inde i sine egne drømme om frihed, fordi de så at sige altid er bygget på en forestilling om storhed og berømmelse. I løbet af kun et halvt år er Michael Moore blevet et produkt ligesom Coca-Cola, Michael Jackson og Elvis Presley. Det vil ikke vare længe, før vi kan købe ham på flaske, tage en slurk og føle os friske og fri og helt vildt demokratiske. Bare gå ind på hans hjemmeside www.michaelmoore.com og aflæs en mand, der har slugt sig selv, men endnu ikke selv har fået problemer med fordøjelsen. Her skryder han løs om de filmpriser, han fået, mens han sælger sine produkter, som var de vaskepulver. Han skriver, at målet med hans seneste bog ikke er at få væltet Bush til det næste valg, nej, det er at få ham fjernet fra Washington så hurtigt som muligt, og han kunne rigtig godt tænke sig at se Bush og hans lejesvende blive lagt i håndjern og ført væk. Umiddelbart efter oplyser han, at 'Dude, Where's My Country?' er trykt i et første oplag på næsten en million eksemplarer og efter kun en uge i handelen ligger nummer et på New York Times' bestsellerliste. Halleluja, hvor det går 'det er mig der er Michael Moore'-godt, og man kan få en mistanke om, at hans enmandshær mere er draget ud for at erobre berømmelsen og rigdommen end for at skabe debat. Han er ud af en humoristisk-satirisk amerikansk tradition, hvor der ikke er plads til nuancer, men bliver talt med blokbogstaver, så det kan høres hele vejen tværs over det mægtige land. Og intet sted er scenen bredere og mikrofonen større end i fjernsynet. Slet ikke når det er Oscar-aften, og man sidder klemt inde mellem filmstjerner, der tjener 20-30 millioner dollar per film. Hvad hvis vi vinder? Det var 23. marts om aftenen i Kodak Theatre i Los Angeles. Krigen mod Irak var begyndt, ankomsten ved den røde løber var blevet sløjfet, flere skuespillere havde meldt afbud, og de, der kom, lignede ikke omvandrende lagkagefigurer, som de plejede. I en af de pauser, hvor der vises reklamer, vendte Kathleen Glynn, producer på den nominerede dokumentarfilm 'Bowling for Columbine' sig mod sin mand, Michael Moore, og hviskede: »Har du tænkt på, hvad du vil gøre?«. »Nej, for vi vinder ikke«, sagde han. »Men hvad, hvis vi gør?«. »Jeg gik i panik«, sagde Moore til The Guardians Gary Young. Han lænede sig over mod de andre nominerede og sagde, at han gerne ville have dem med på scenen, hvis han vandt: »Men jeg vil advare jer om, at jeg måske siger noget om det, der sker. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke forberedt noget. Bare så I ved det«. Kort efter blev 'Bowling for Columbine' under stor jubel annonceret som vinder, og Michael Moore gik på scenen med de andre nominerede. Moore fik stående ovationer, men han vidste stadig ikke, hvad han skulle sige. »Jeg ser ud over salen, og jeg kan se Martin Scorsese, Meryl Streep ... alle de mennesker. Og der sidder en djævel på min ene skulder og en engel på den anden, og englen siger: »Mike, bare tak dem, send dem et kys og forlad scenen«. Og djævlen siger: »Nej, du har et arbejde, du skal gøre«. Og så siger englen: »Men dette er dit øjeblik, dit Oscar-øjeblik, det sker kun én gang i livet. Bare sug kærligheden til dig«. »Alt i mig ville bare sig tak, og så gå«, sagde Moore. Men på vej hen mod mikrofonen beslutter han sig til at holde den tale, han holdt aftenen inden på Independent Spirit Awards, hvor han modtog en tilsvarende pris. Og mens publikum buhede og klappede, holdt han sin tale om den fiktive præsident, og da forargelsen og begejstringen i det traditionelt demokratiske filmskuespillerslæng steg, fortsatte han: »Vi er imod den krig, Bush! Skam Dem, Bush! Skam Dem!«. Og mens mikrofonen blev sænket og orkestret begyndte at spille, som var det Titanic, der sank, afleverede Moore sin sidste linje: »Når man først har fået både paven og Dixie Chicks mod sig, har man ikke langt igen i Det Hvide Hus«. Knockout Med en retorik som en godt brugt spade trak Moore sig tilbage med sin Oscar, mere berømt end nogen anden i salen. Millioner af seere verden over havde set og hørt ham, og selv om enhver vidste, at paven ville brase sammen, længe før Bush forlod Det Hvide Hus, heppede de på Mike, som var han et enmandsfodboldhold. Ikke sandt? Moore mod Bush over 12 omgange i bokseringen i MGM's Grand Arena i Las Vegas ville give boksesporten den magnetisme tilbage, som Cassius Clay tog med sig, da han trak sig tilbage. 23. marts slog Moore knockout. I et åndeligt og politisk klima, der under Irakkrigens begyndelse var stivnet i patriotisme, og hvor det havde enorme omkostninger at udtrykke en anden mening, bragede han igennem, ikke kun i et krigsskeptisk Europa, men også blandt en stor del af den amerikanske befolkning. Og da kritikken efter krigen begyndte at hagle ned over Bush-administrationen, voksede hans fanskare. 'Stupid White Men' blev trykt i sit 52. oplag, og 'Dude, Where's My Country' kom på gaden efter at være blevet lanceret i New York Times i store annoncer med et dagligt spørgsmål til George of Arabia, som Moore kalder Bush. Det var de samme syv spørgsmål, han stiller præsidenten i begyndelsen af bogen, og det første lyder: »Er det sandt, at familien bin Laden med mellemrum har plejet forretningsforbindelser med Dem og Deres familie i de sidste 25 år?«. Bush svarer ikke, han behøver heller ikke at gøre det. Ikke så længe Michael Moore som en af de mest afgørende ingredienser i sin journalistiske gryde har: underholdning. Moore møder selvfølgelig modstand fra højreorienterede, der har åbnet websites i kampen mod ham og al hans uvæsen (f.eks. moorewatch.com, moorelies.com og revoketheoscar.com). Men også mennesker, der grundlæggende er enige i hans holdninger, lægger afstand til ham. Clive Davis fra engelske The Times talte således 18. juni med 'en af USA's mest distingverede kritikere', Richard Schickel, der sagde: »Jeg hader også de amerikanske våbenlove, men Moores taktik hjælper kun fjenden. Han er sløset med fakta, hysterisk i debatter, og værst af alt: Han er en fyr, der prøver at gøre sig selv til en stjerne. Han har storhedsvanvid og er måske selve definitionen på den litterære term 'den utroværdige fortæller'. Fyren enten kan ikke eller vil ikke holde sig til sagen. Det er alt sammen hysteri, men, tror jeg, kalkuleret hysteri«. I berømmelsens net Imens strammer berømmelsens net sig om manden, der nyder at være i centrum, men hvor længe? USA er ikke Danmark, og det, der bekymrede Michael Moore mest efter Oscar-ceremonien, var hans families sikkerhed: »Jeg følte, at jeg udsatte min familie for fare«, sagde han til The Guardian. »I ugerne og månederne efter Oscar-uddelingen gik der ikke en dag, hvor der ikke var nogen, der ville slås med mig. De kom lige imod mig på gaden og råbte, at jeg var et røvhul, og at jeg skulle gå ad helvede til«. En velklædt kvinde gik hen til ham i New Yorks La Guardia Lufthavn og sagde, at han burde landforvises, hans hjem i Michigan blev vandaliseret, og skilte, hvor der stod 'Forræder', blev hængt op i træerne uden for huset. Men når han ser tilbage, kan han ikke se, hvordan han kunne have gjort det anderledes: »Jeg lavede ikke en film om fugle eller insekter. Jeg lavede en film om vold i Amerika. Skru tiden tilbage og forestil dig, at det er Berlin i 1936, og du fik en teaterpris: Ville det være upassende, hvis du sagde noget, eller ville du bare tage imod prisen, fordi det ikke hører nogen steder hjemme at blande politik med kunst?«. Moore er overbevist om, at det amerikanske demokrati er i fare: »Siden 11. september har Bush-administration brugt den tragiske begivenhed som en retfærdiggørelse til at underminere vores forfatning og civile rettigheder. Og helt ærligt tror jeg, at hvis vi får en 11. september til, så vil der blive erklæret militær undtagelsestilstand i vores land, og vi vil være på vej mod en politistat. Et velplaceret terroristangreb kan forandre alt. Sker det, vil millioner af amerikanere kræve undtagelsestilstand. Jeg taler ikke om et kup fra Bush og hans folk. De behøver ikke affyre et eneste skud. Det amerikanske folk vil være så rædselsslagent, at det vil kræve, at Det Hvide Hus går i aktion og arresterer alle og enhver. Det er, hvad jeg frygter. Det sker ikke med ét slag, men med den klagende lyd fra en skræmt nation«. Klassekampen vil blive være Som svar på, at han er jaget vildt for de højreorienterede patrioter, især dem der er blevet tv-værter, sagde han: »De anklager mig for at ophidse til klassekamp. Som om det er forfærdeligt. Jeg tager det som et kompliment. Tak, siger jeg, men det behøver jeg ikke tilskynde til, den eksisterer allerede. Og den bliver værre, og I kommer til at tabe. Og næste gang, så vær venlig at introducere mig som USA's bedstsælgende forfatter, for jeg vil have alle jer højreorienterede fyre til at vide, at vi er på vej«. »Men«, sagde han. »Det er ikke kun Michael Moore. Der er millioner, der tænker som mig. De ved bare ikke, hvad de skal gøre. Det Demokratiske Parti har svigtet dem. De har ikke noget, de kan knytte sig til politisk, men det skal vi nok finde ud af. Jeg tror selv på det. Som de fleste mennesker vil jeg hellere glide ind i fortvivlelsen og kynismen. Bare række ud efter endnu en Budweiser og glemme det hele. Men jeg er en sand optimist, for når folk får ledere, der har modet til at stå ved deres overbevisninger, vil majoriteten følge dem. Det er ikke nogen stor majoritet, men det er ikke desto mindre majoriteten«. Mangemillionæren Den 49-årige Moore, der er vokset op i en irsk-amerikansk arbejderklassefamilie, har beholdt den samme gruppe venner, han havde i Flint, hvor han voksede op: »Måske er det mit store held, at denne såkaldte succes ikke kom, før jeg var fyldte 35. Jeg lever i det samme forhold, jeg har levet i siden jeg var 22. Jeg har ikke nogen venner i denne branche. Jeg kan lide det liv, jeg altid har levet«. I dag, fjorten år efter han brød igennem med dokumentarfilmen 'Roger and Me', om hvordan General Motors ødelagde byen Flint, da firmaet fyrede 30.000 arbejdere, er han god for mange millioner og et levende dementi på, hvad han skriver om den amerikanske drøm i 'Dude, Where's My Country?': »Hør her, venner, I bliver nødt til at se sandheden i øjnene: I bliver aldrig rige. Chancen for, at det vil ske, er omkring en til en million«. »Der er stor ironi i, at jeg ved at rase mod de rige, selv er blevet rig«, sagde han til The Guardian. »En af konsekvenserne ved at være rig er, at det giver mig et større ansvar. Det tvinger mig til at arbejde hårdere og gøre tingene bedre. Det er en meget farlig ting at give én som mig en masse penge, fordi jeg har så få materielle behov og lille et begær efter ting, så hvis man giver mig så mange penge, kan jeg gøre en masse skade med dem. Det er som at give mig en molotovcocktail«. »Og når jeg nu har så mange penge, er der ikke nogen, der kan komme og sige, at jeg skal tage noget ud af min bog, som forlaget krævede, jeg gjorde det af 'Stupid White Men' - jeg udgiver den selv. Jeg laver min egen film, jeg har ikke brug for deres penge. Det er enhver arbejderklassedrengs drøm at have penge nok til at sige til sin chef, at han skal skride ad helvede til. Du skal ikke tage imod noget fra nogen«.