0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Populist, guerilla-journalist, selvforherligende manipulator og så rig, berømt og underholdende, at det nu er ham, der står for skud

Da Michael Moore under Oscar-uddelingen for kun et halvt år siden angreb George Bush, gennemførte han et af de mest effektive publicity-stunts i nyere tid. Hans seneste bog udkommer i et førsteoplag på nær en million, og Moore er allerede på vej ind i de amerikanske myters golde fængsel.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var en sen aften i november 2001. Forfatteren og filminstruktøren Michael Moore lå i sin seng og læste en artikel af Jane Mayer i det amerikanske magasin The New Yorker. Artiklen hed 'Bin Ladens slægtninge: En families - og en hel nations - splittede loyalitet'.

Pludselig satte han sig op i sengen. Han troede ikke sine egne øjne, da han læste, at: 'Omkring to dusin medlemmer af bin Laden-familien, bosiddende i USA, var umiddelbart efter attentatet mod Twin Towers blevet samlet af den saudiarabiske ambassade og med FBI's hjælp fragtet ud af landet. Amerikanske embedsmænd havde uden tøven godtaget den saudiske ambassadør i Washington, Prince Bandar bin Sultans ord om, at der ikke var nogen hovedvidner blandt familiemedlemmerne'.

»Hvad?«, tænkte Michael Moore. »Har jeg overhørt historien i nyhederne?«.

Han stod op og ledte i gamle udgaver af The New York Times og fandt denne overskrift i avisen 30. september: 'Bin Ladens slægtninge flygtet fra USA på grund af frygt'.

Artiklen begyndte: »I dagene umiddelbart efter terrorangrebene på New York og Washington gennemførte Saudi Arabien evakueringen af 24 medlemmer af Osama bin Ladens familie fra USA ...«.

Moore var ude af sig selv, rasende. Hvad skulle han gøre?

Han skrev en bog. I et rasende raseris fart. Om forbindelserne mellem den saudiske bin Laden-familie og den texanske Bushfamilie. Nu er den her. Den bygger, ligesom hans oplevelse i sengen, på artikler og bøger, han har læst. Han kaster en hel bunke af dem i en gryde og rører rundt og ud kommer: 'Dude, Where's My Country?', en bog, hvor den selvudnævnte talsmand for det amerikanske folk med sin showboat-personlighed, sit engagement og sin ubændige lyst til at fremhæve sine egne store bedrifter, taler lige så demagogisk og populistisk, som en folkeforfører skal.

Det er som med Elvis: Så mange millioner mennesker kan ikke tage fejl. Og når det nu drejer sig om amerikansk politik, som ud over at være hård og hårrejsende virkelighed også er en del af underholdningsbranchen, gør det ikke noget, at manden, der arbejder for et systemskifte i USA, også er en morsom mand. Så morsom, at han i ramme alvor nævner Oprah Winfrey som præsidentkandidat.

Men lur mig, om ikke han i virkeligheden foretrækker sig selv. Hans næste bog kan sagtens komme til at hedde: 'Ti gode grunde til at vælge Michael Moore som De Forenede Staters præsident'. Skryderierne og de storhedsvanvittige forestillinger har han allerede, opmærksomheden og mikrofonadgangen ligeså. Og så taler han på en måde, så alle de politisk forsmåede hjerter ikke kan lade være med at banke i takt og drømme om bedre og mere demokratiske tider.

Kun Harry Potter er større
Michael Moore kan høres, hele vejen fra det største publicity-stunt, som tænkes kan: Oscar-uddelingen - og til toppen af de amerikanske og europæiske bestsellerlister, hvor han i mere end et år har huseret med bogen 'Stupid White Men'. Som han sagde i et interview med The Guardians Gary Young 4. oktober:

»Kun den engelske kvinde J.K. Rowling har solgt flere bøger end mig i år. Tænk på det. Det er Harry Potter, og det er Michael Moore. Så mens alle tilsyneladende stod bag George Bush, købte det amerikanske folk en bog, der hed 'Stupid White Men', som i et og alt sviner George Bush til«.

Og det er gået stærkt for Moore, så stærkt, som det kun kan gå i USA. Fra han i marts trådte hen til mikrofonen og takkede for den Oscar, han havde vundet for 'Bowling for Columbine' med ordene: »Vi lever i en tid, hvor fiktive valgresultater skaber fiktive præsidenter. Vi lever i en tid, hvor vi har en mand, der sender os i krig af fiktive årsager« og til i dag, hvor han bliver fløjet rundt til 35 amerikanske byer for at lancere 'Dude, where's my country?', er der ikke alene en verden til forskel, men også en helt ny bevidsthed om, hvem han er:

Michael Moore er ikke længere bare dokumentarfilminstruktør og forfatter, han er et menneske, der er trådt ind i sit eget Hvide Hus, hvor han regerer enerådigt. Porten er gået i bag ham, den er lige så tung som porten ind til Elvis Presleys Graceland, og det er lige så umuligt at komme ud som i The Eagles 'Hotel California'. I USA, frihedens land, bliver man spærret inde i sine egne drømme om frihed, fordi de så at sige altid er bygget på en forestilling om storhed og berømmelse.

I løbet af kun et halvt år er Michael Moore blevet et produkt ligesom Coca-Cola, Michael Jackson og Elvis Presley. Det vil ikke vare længe, før vi kan købe ham på flaske, tage en slurk og føle os friske og fri og helt vildt demokratiske. Bare gå ind på hans hjemmeside www.michaelmoore.com og aflæs en mand, der har slugt sig selv, men endnu ikke selv har fået problemer med fordøjelsen.

Her skryder han løs om de filmpriser, han fået, mens han sælger sine produkter, som var de vaskepulver. Han skriver, at målet med hans seneste bog ikke er at få væltet Bush til det næste valg, nej, det er at få ham fjernet fra Washington så hurtigt som muligt, og han kunne rigtig godt tænke sig at se Bush og hans lejesvende blive lagt i håndjern og ført væk. Umiddelbart efter oplyser han, at 'Dude, Where's My Country?' er trykt i et første oplag på næsten en million eksemplarer og efter kun en uge i handelen ligger nummer et på New York Times' bestsellerliste.

Halleluja, hvor det går 'det er mig der er Michael Moore'-godt, og man kan få en mistanke om, at hans enmandshær mere er draget ud for at erobre berømmelsen og rigdommen end for at skabe debat. Han er ud af en humoristisk-satirisk amerikansk tradition, hvor der ikke er plads til nuancer, men bliver talt med blokbogstaver, så det kan høres hele vejen tværs over det mægtige land. Og intet sted er scenen bredere og mikrofonen større end i fjernsynet. Slet ikke når det er Oscar-aften, og man sidder klemt inde mellem filmstjerner, der tjener 20-30 millioner dollar per film.

Hvad hvis vi vinder?
Det var 23. marts om aftenen i Kodak Theatre i Los Angeles. Krigen mod Irak var begyndt, ankomsten ved den røde løber var blevet sløjfet, flere skuespillere havde meldt afbud, og de, der kom, lignede ikke omvandrende lagkagefigurer, som de plejede. I en af de pauser, hvor der vises reklamer, vendte Kathleen Glynn, producer på den nominerede dokumentarfilm 'Bowling for Columbine' sig mod sin mand, Michael Moore, og hviskede:

»Har du tænkt på, hvad du vil gøre?«.
»Nej, for vi vinder ikke«, sagde han.
»Men hvad, hvis vi gør?«.

»Jeg gik i panik«, sagde Moore til The Guardians Gary Young. Han lænede sig over mod de andre nominerede og sagde, at han gerne ville have dem med på scenen, hvis han vandt: »Men jeg vil advare jer om, at jeg måske siger noget om det, der sker. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke forberedt noget. Bare så I ved det«.

Kort efter blev 'Bowling for Columbine' under stor jubel annonceret som vinder, og Michael Moore gik på scenen med de andre nominerede. Moore fik stående ovationer, men han vidste stadig ikke, hvad han skulle sige.

»Jeg ser ud over salen, og jeg kan se Martin