Når man har feber og ondt i hovedet, er det ikke nemt at tyre sig igennem 'Joseph og hans brødre'. På planeten Forkølelse er det lidt nemmere. Man ligger der i sengen med en stabel Grønlandica på natbordet og lader følelsen af at have helle brede sig i sin dvaske krop, selv om der altid er en frue, der lige skal have flyttet en stige, eller en pode, der tropper op for at få bøjet latinske verber i pluskvamperfektum. Man napper den første bog. John Andersens fine 'I kajak gennem Nordvestpassagen'. I starten går det godt, men det er, som om den tilstoppede passage mellem næse og svælg har en blokerende indvirkning på annammelsen af det arktiske stof, som ellers er spændende formidlet. Egentlig er man også ret træt. Gennem vinduerne høres den fjerne brummen af en plæneklipper. Uden at man bemærker afgangen fra 2003, befinder man sig pludselig i en barndomssommer i Korsør. Dengang, da familien havde besøg af en tjekkisk dreng, som naturligvis fandt en stenøkse på stranden, hvor ingen andre nogensinde havde fundet noget lignende, og man selv læste alle Kim-bøgerne i løbet af ferien. Man er kort sagt faldet i søvn og vågner subfebril og halvklam en times tid efter ved en telefons indtrængende kiiiiiiiiiiiimen.