Virkeligheden vokser

Lyt til artiklen

Sidste år rullede forlaget People's Press lige så stille i gang med få udgivelser, hvoraf Benn Q. Holms 'Album' og Tor Nørretranders' bog om 'Det generøse menneske' var de mest spektakulære. I dette efterår træder People's Press ind i en helt ny vægtklasse med en snes udgivelser, som både omfatter romaner og dramatiske beretninger fra det virkelige liv. Blandt udgivelserne hos People's Press er en roman af Natasha Illum Berg, der debuterede med den selvbiografiske bog 'Floder af rød jord' om livet som kvindelig storvildtjæger i Afrika. Med 'Te i den blå sofa' debuterer hun som romanforfatter, og allerede før udgivelsen tøver forlaget ikke med at udråbe bogen til forfatterens internationale gennembrud. Dette skyldes bl.a., at det engelske forlag HarperCollins allerede har købt bogen til udgivelse, og det samme har det franske forlag Laffont. Historien i bogen ligner på visse punkter forfatterens personlige og meget dramatiske historie, som britiske aviser på et tidspunkt udpenslede. I 'Te i den blå sofa' fortæller Illum Berg om en kvindelig storvildtjæger og forfatter, der lever i Tanzania. Hun skriver et brev for at forsøge at fastholde kærligheden til sin mand, der blev myrdet lige uden for hendes hjem. I den skønlitterære afdeling findes også Jeff Matthews, der følger debutbogen 'Halality' op med 'Wheelchair Wild Style' om et par desperadoer, som egentlig skulle være på jordomrejse, men vågner med brækket ryg. Derfor må de foretage deres halsbrækkende jordomrejse i kørestol. Hvis Matthews er sort satire, er 'Endestation lighuset' formentlig bare sort, eftersom det er amerikaneren James Ellroy, der sidder ved tasterne. En ny samling essays og kort prosa fra manden, der kan skrive mørket frem i Los Angeles og omegn. Kendtes liv I kassen med beretninger fra kendte danskere liv har forlaget badmintonstjernen Camilla Martins bog 'Helt ærligt', hvor hun har fortalt om sit liv til den kompetente sportsjournalist Lars Werge. Kendt er også skuespilleren Allan Olsen, der fortæller om sit liv til Egon Balsby i bogen 'Et liv - to liv'. Det er beretningen om glarmesterlærlingen, der blev opdaget af Morten Arnfred, blev stjerne, siden alkoholiker og endnu senere tørlagt alkoholiker. 'Generalen' hedder journalisten Poul Pilgaard Johnsens bog om Kjeld Hillingsøe, som både er hårdkogt soldat, gentleman og kommentator - ud over at tro på overnaturlige fænomener. Fra Pia Nissen, tidligere nøgenmodel, kommer en bog, som endnu ikke har titel, men ifølge forlaget er det beretningen om en 17-årig, der engang led af mindreværdsfølelse og spisevægring, indtil hun blev nøgenmodel og senere igen direktør for og ejer af kommunikationsvirksomheden Schiller og Co. Journalisten Anne Meiniche fortæller om en tragisk ulykke i sit eget liv i bogen 'To kaffe og en staveplade'. Uden selvmedlidenhed beretter hun om, hvordan hun imod alle odds har kæmpet sig tilbage efter en trafikulykke, der en tidlig morgen ellers så ud til at have ødelagt hendes liv for altid. Blandt de øvrige udgivelser er Manu Sareens 'Når kærligheden bliver tvang' om generationskonflikter og tvangsægteskaber og Mads Brügger og Nikolaj Thomassens 'Abemanden' om en rockerhøvding, der blev dræbt af sine egne. Fra ægteparret Rushy Rashid og Jens Harder Højbjerg kommer 'Bag sløret' om at være fejlfarver i hinandens familier, mens Karen Jespersen har skrevet debatbogen 'Til støtte for Fatima' om indvandrerne og det moderne Danmark. Journalisterne Michael Ulveman og Thomas Lauritzen har skrevet 'I spidsen for Europa', der handler om halvåret, da Danmark var formand for EU.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her