Besættende erindringer

Lyt til artiklen

Dag Solstad gør det. Jan Bredsdorff gør det. Jan Lindhardt gør det. De erindrer og ser tilbage. Det samme tilbageblik på årene, der er gået, har romanpersonerne hos forfatteren Karen Fastrup og andre i efterårets nye bøger hos forlaget Rosinante. Karen Fastrup, som debuterede flot med romanen 'Brønden' i 2000, følger op med romanen 'Mine 27 sansers elskede', hvis historie udspiller sig på flere tids- og fortælleplaner. En geolog og dennes hustru, begge i 70'erne, forsvinder i Libyens ørken. Deres søn rejser efter og finder sporet af både dem og deres fortid i gamle optegnelser og dagbøger. Forklædt selvbiografi Fra norske Dag Solstad kommer bogen, han selv kalder en roman, om end den minder om noget fra en selvbiografi. Titlen er '16.7. 1941', hvilket er Solstads fødselsdag, og den afdækker da også elementer af noget, der kunne ligne forfatterens liv til forveksling. Oversætteren og forfatteren Jan Bredsdorff lægger overhovedet ikke skjul på, at han skriver om sig selv i erindringsbogen 'Til tider fra forstanden', hvor han fortæller om en ikke alt for nem opvækst i en familie, hvor alle de andre blev til noget. Har man ikke fået erindringer nok, kommer også Roskildes biskop Jan Lindhardt med en bog, hvor han dog allerede i titlen lægger lidt afstand til tidens hang til jeg-fiksering. 'En biperson i mit liv' hedder bogen om P.G. Lindhardts søn, der startede med at være stammer og senere studerede retorik på universitetet. Slægtsroman fra 1920'erne Forlaget Rosinante venter sig også meget af Morten Ramslands slægtsroman, der har titlen 'Hundehoved', hvad der hentyder til fortællerens øgenavn. Fortællingen går fra 1920'ernes Norge, videre over de tyske slagmarker og ender i nutiden. Blandt forlagets øvrige skønlitterære udgivelser er Hans-Ulrich Treichels roman 'Den jordiske amor' og Laurent Gaudèts roman 'Kong Tsongors død', som indbragte forfatteren Goncourtprisen. I den mere faglitterære afdeling udsender Rosinante Michael Eigtveds bog om tidsfænomenet cross over, hvor musik, event og teater blandes. Fra journalisten Joakim Jakobsen kommer 'Århundredets drøm' om Tour de France, og fra Bodil Jönsson, der tidligere har skrevet bogen 'Ti tanker om tid', kommer bogen 'I tide og utide', hvor hun giver anvisninger på, hvordan man får arbejde og fritid til at hænge sammen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her