Harry Potter og alfabetet

Lyt til artiklen

Azkaban: Sted man nødigt vil ende. Magisk fængsel, hvor mange af Lord Voldemords tilhængere holdes indespærret. Fangerne bevogtes af Dementorer, der suger alle glade tanker ud af dem. De fleste fanger bliver gale i løbet af kort tid, og selvmord er hyppige. Brugen af dementorer som fangevogtere er kontroversiel, og store troldmænd som Albus Dumbledore finder det forkert. Black, Sirius: Miskendt helt. Sirius Black, der også er kendt som Køter på grund af sine evner til som Animagus at forandre sig til en stor sort hund, er Harrys gudfar. Sirius Black var Harrys forældres bedste ven, men var i 12 år fængslet i Azkaban som den, der røbede Harry Potters forældre til Lord Voldemort, og derved var skyld i deres død. I virkeligheden er den skyldige Peter Pettigrew, også kendt som Ormehale. Sirius Black flygtede som den første nogensinde fra Azkaban, men eftersom det kun er Harry og hans venner, der ved, at Black er uskyldig, må han holde sig skjult. Chang, Cho: God sild. Elev på Hogwarts året over Harry og en pige, som Harry er meget betaget af. Cho er søger på Rawenclaws Quidditchhold og var Cedric Diggorys ledsager til det store julebal under Turneringen i Magisk Trekamp. Diagonalstræde: Shopping for viderekomne. Magisk indkøbsgade i London, med indgang gennem den lidt snuskede bodega Den Utætte Kedel. I Diagonalstræde sælges alskens troldmandsvarer: Flourish & Botts har de nødvendige tryllebøger. Leder man efter en ny tryllestav, er Ollivanders stedet. Og er det pengeproblemer, der trykker, er der ingen vej uden om Gringottsbanken med dens sure nisser. Eeylops uglevarehus: En drøm af en dyrehandel. Stedet, hvor Harry købte sin sneugle, Hedvig, og leverandør af ugler af alle arter. I den magiske verden bringes breve hverken ud af postbud eller due, men derimod af ugler, hvorfor der er stor efterspørgsel. Det mest frygtede brev er en skråler, der kan høres af alle i nærheden, når det åbnes. Åbnes det ikke øjeblikkeligt, eksploderer det. Fordelingshatten: Herlig gammel bør. Spids, lappet og umådelig beskidt talende troldmandshat, der en gang om året fordeler Hogwarts nye elever mellem skolens fire kollegier. Laver også hvert år en ny sang om skolen og dens kollegier, som den synger før fordelingen af eleverne. Granger, Hermione: Klog tøs. Sammen med Ron Weasley er hun Harrys bedste ven og en af Hogwarts bedste elever. Har en tendens til at arbejde for meget og tog på tredje år så mange fag, at hun måtte bruge en tidssveder til dagligt at skrue tiden tilbage. Hermiones forældre er muggler, hvad der efter nogles mening gør, at hun ikke er en 'rigtig' heks. Måske af denne grund går Hermione meget op i husalfers rettigheder eller mangel på samme og har - indtil videre uden stort held - startet Foreningen for Alfers Rettigheder. Hogwarts: Kostskole på den fede måde. Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab er Storbritanniens førende troldmandsskole. Under ledelse af rektor Albus Dumbledore, der af mange anses som den største troldmand i moderne tid, udgør skolen rammen om det meste af Harry Potters tilværelse. Hogwarts har fire kollegier, navngivet efter de fire stiftere, der hvert år strides om at få flest point og dermed vinde kollegiepokalen. Harry og hans venner går på Gryffindor, hvis symbol er en guldløve på rød baggrund. Hans fjender, herunder særligt Draco Malfoy, går på Slytherin, hvis symbol er en sølvslange på grøn baggrund. De to øvrige kollegier er Hufflepuff, hvis symbol er en sort grævling på gul baggrund og Ravenclaw, hvis symbol er en bronzeørn på blå baggrund. Imperiusforbandelsen: Hypnose gange 1.000. Imperiusforbandelsen giver total kontrol over offerets bevægelser og er sammen med Dolorosoforbandelsen og dræberforbandelsen en af de tre utilgivelige forbandelser. Brugen af den mod et andet menneskeligt væsen straffes med livsvarigt fængsel i Azkaban-fængslet. James Potter: Afdød helt. Harry Potters far, James, var en stor troldmand, som sammen med sin hustru Lily blev dræbt af Lord Voldemort. James Potter gik på Hogwarts, hvor han blandt andet som en såkaldt Animagus lærte at antage dyreform, i hans tilfælde som en kronhjort, deraf navnet Krone. Harry Potters Patrunus - den magiske beskytter som Harry Potter fremmaner mod dementorerne - har form af James Potter som kronhjort. King's Cross perron 9 3/4: Godt gemt togstation. Stedet, hvorfra Hogwarts-ekspressen med sit højrøde damplokomotiv afgår fra. Perron 9 3/4 er magisk skjult for mugglere og findes ved at gå gennem muren mellem perron ni og ti på King's Cross-stationen i det nordlige London. Ligustervænget: Forstad når det er værst. Velstående mellemklassekvarter i England, hvor Harry vokser op hos familien Dursley. Fru Dursley er Harrys tante, men sammen med sin mand har hun altid skammet sig over sin magiske søster Lily. Efter Lily Potters død tog Dursley imod Harry, men har forvist ham til pulterrummet under trappen, og er store modstandere af hans magiske evner. Hr. og fru Dursley har en søn, Dudley, der er meget forkælet og fed. Mugglere: Sørgelige sjæle. Mugglereer de ikke-magiske mennesker, der lever i samme verden som Harry og de andre hekse og troldmænd. Mugglere kender normalt ikke til den magiske verdens eksistens, og en stor del af Ministeriet for Magis opgave er at sikre, at det forbliver at være tilfældet. Grænsen mellem mugglere og troldmænd er ikke total, mugglere kan få børn med magiske evner, og en troldmand og en heks kan få et ikke-magisk barn. Troldmænd af ikkemagiske forældre kaldes med et nedsættende ord mudderblod. Næsten Hovedløse Nick: Offer for slappe øksehug. Sir Nicholas de Mimsy, også kendt som Næsten Hovedløse Nick, er fastboende spøgelse på Gryffindor og entusiastisk optaget af, hvordan kollegiet klarer sig i kampen om den årlige kollegiepokal. Navnet Næsten Hovedløse Nick kommer af, at hans hoved trods femogfyrre øksehug ikke blev hugget helt af, da han blev dræbt. Af samme grund er han til sin store sorg ikke medlem af De Hovedløse Jægere, og kan derfor ikke deltage i Hovedjonglering på Hesteryg og Hovedpolo. Ormehale: Slimet, men også en sølle Dødsgardist eller Voldemorttilhænger. Ormehales rigtige navn er Peter Pettigrew. Han var hemmelighedsvogter for Harrys forældre Lily og James, men brød tilliden og røbede deres gemmested for Voldemort, der derefter dræbte dem. Skød skylden på Sirius Black og skjulte sig i lang tid som Ron Weasleys rotte Scabbers. Efter han blev afsløret vendte han tilbage til Lord Voldemort, som han bistod i at genvinde en menneskelig form. Ofrede i den forbindelse sin ene hånd. Profet-Tidende: Kombineret sladderblad og nyhedsmedie. Profet-Tidende er Englands førende avis og det vigtigste nyhedsorgan i det engelske magiske samfund. Men Profet-Tidende er også slem til at viderebringe rygter og skandalehistorier. Især Rita Rivejerns historier skrevet med kvikskribler og et frit forhold til sandheden svækker avisens troværdighed. Efter Hermione opdagede, at Rita Rivejern på ulovlig vis havde forvandlet sig til en snudebille, forventes hun dog indtil videre at holde en lav profil. Quidditch: Verdens bedste sport efter Harrys mening. Meget populær sportsgren i den magiske verden, lidt som en art Polo på flyvende kosteskafter. Hver hold består af syv flyvende medlemmer: Tre angribere, hvis opgave er at få tromler-bolden gennem en af de seks målringe. En målmand, som skal forhindre det. To baskere som skal beskytte holdet mod de to flyvende smasher-bolde og endelig en søger, hvis opgave er at fange det gyldne lyn, en lillebitte, superhurtig flyvende bold. Hvert mål giver 10 point, og det giver 150 point af fange det gyldne lyn. Kampen slutter, når det gyldne lyn er fanget. Navnet Quidditch menes at komme fra Queerditch- mosen, hvor spillet opstod i det 11. århundrede. Det seneste verdensmesterskab i Quidditch blev vundet af Irland, på trods af, at Bulgariens berømte søger, Viktor Krum fangede lynet og dermed afsluttede kampen. Røverkortet: Ikke for spejdere. Magisk kort, som for udenforstående ligner et gammelt stykke pergament. Men ved at sværge, at man er »ude på skrammer«, viser kortet hele skolen med alle dets hemmelige gange, og - endnu bedre - hvor alle personer befinder sig. Kortet er lavet for mange år siden af Hugtand, Ormehale, Køter og Krone, der var kælenavne for Professor Lupus, Peter Pettigrew, Sirius Black og James Potter, dengang de var elever på Hogwarts. Kortet ejes i dag af Harry, der fik det af Fred og George Weasley Snape, Severus: Leder af Slytherin-kollegiet og eliksirprofessor på Hogwarts. Var i en periode tilhænger af Lord Voldemort, men skiftede side før hans fald. Snape hader Harry Potter og gør alt for at gøre livet surt for ham - særligt hvis Slytherin derved forøger sine muligheder for at vinde kollegiepokalen. Snape drømmer om at blive underviser i Forsvar mod Mørkets Kræfter, men hidtil uden held. Transitnøgle: Hurtigere end HT. Magiske hjælpemidler for troldmænd som ikke ønsker at flyve eller benytte spektral transferens. Transitnøgler transporterer troldmænd fra et sted til et andet på et forud fastlagt tidspunkt. Der er omkring 200 transitnøgler i England, typisk kamufleret som affald eller andre værdiløse genstande. Ungarsk takhale: Farligt bæst. Drage, kendetegnet ved at dens hale er lige så farlig som dens ildsprudende gab. Udgør sammen med en Walisisk Grønskællet drage, en Svensk Bullsnude og en Kinesisk Ilddrage den første af de tre opgaver i Turneringen i Magisk Trekamp, som Harry deltager i. Voldemort: Den inkarnerede ondskab. Lord Voldemorts oprindelige navn var Romeo G. Detlev Jr. Hans mor døde under fødslen og hans far, der var muggler, overlod ham til et mugglerbørnehjem. Som straf dræbte Voldemort senere sin far og indledte sammen med sine støtter, kendt som dødsgardisterne, en bølge af vold, tortur og mord. Efter at have dræbt James og Lily Potter forsøgte Voldemort at dræbe den nyfødte Harry, men Harry var beskyttet af sin mors offervilje, og resultatet blev i stedet at Voldemort mistede næsten alle sine kræfter, herunder sin fysiske form. Med hjælp fra Ormehale og Barty Ferm lykkedes det umiddelbart efter Turneringen i Magisk Trekamp Voldemort at genvinde sin fysiske form og tilsyneladende de fleste af sine kræfter. Weasley: Kaotisk, men hyggelig familie. Gennem sin bedste ven Ron Weasley har Harry de sidste tre år tilbragt megen tid hos familien Weasley. Faren Arthur arbejder i Ministeriet for Magi og er dybt fascineret af mugglere, selvom han ikke forstår det meste af deres verden. Moren Molly regerer over familiens hjem, Vindelhuset, og sammen har parret syv børn: Charlie, der studerer drager i Rumænien. Bill, der arbejder for troldmandsbanken Gringotts. Percy, der arbejder i Ministeriet for Magi. Tvillingerne Fred og George, der drømmer om at åbne en spøg og skæmt-forretning. Ron, der går sammen med Harry på Hogwarts og Ginny, der går året under dem, og som er forelsket i Harry. Familien Weasley er fattige, men med et hjerte af guld. X: Nyttigt bogstav. Ministeriet for Magis klassificeringssystem for magiske dyrs farlighed. X er kedelig, XX er harmløs, XXX er noget en kompetent troldmand burde kunne klare, XXXX er farlige, og XXXXX kan dræbe troldmænd og kan ikke tæmmes. Grønsagsædende blævreorme er X, Hippogriffer såsom Stormvind, som Harry og Hermione redder i tredje skoleår er XXX, og varulve såsom Professor Lupus og drager er XXXXX. Yeti: Magisk dyr, som Harry endnu ikke har mødt. Også kendt som Bigfoot eller den afskyelige snemand. Op til fem meter højt magisk væsen, formentlig i familie med trolde, dækket med snehvid pels. Farlighed XXXX, kan skræmmes af ild og kraftig magi. Zoonko's Spøg & Skæmt: Spasmagernes forjættede land. Butik i Hogsmeade, Englands eneste helt mugglefri landsby. Sælger alskens morskabsartikler fra stinkbomber over næsebidende tekopper til haletudsesæbe og hikkebolsjer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her