Harry Potter og alle de andre helte

Lyt til artiklen

1901: Peder Most »Egentlige helte i dansk børnelitteratur dukker først for alvor op i begyndelsen af 1900-tallet, når romaner for børn begynder at spille en rolle. Især for drenges vedkommende er helten på det tidspunkt knyttet til spejderbevægelsens heltebegreb. Det er modige, ansvarlige og gode mennesker. De tager hensyn til naturen og tror på Gud og fædreland. Peder Most er en klassisk drengehelt i en klassisk dannelseshistorie. Han er en vilter, urolig dreng, som bor i Svendborg og kommer ombord på et skib. Han har mange gode egenskaber, og gennem en serie af bøger modnes han af at møde havets store kræfter og almindelige mennesker. Indtil han får sit eget skib i den sidste bog«. Walter Christmas skrev bøgerne om Peder Most. 1918: Flemming og Paw »Ligesom Peder Most er Flemming en klassisk drengehelt. Han er en sandhedssøgende og ærlig dreng, der har vanskeligt ved at styre sit temperament indimellem og har lidt svært ved at tilpasse sig i skolen. Torry Gredsteds populære 'Paw' er en usædvanlig helt på det tidspunkt. Han har dansk far og sydamerikansk/indiansk mor og er altså mørk i huden. Paw kommer til Danmark, hvor han bliver dårligt behandlet på et børnehjem. Han stikker af og lever en slags Robinson-tilværelse ude i naturen. Derude møder han spejderne under ledelse af Mogens, som til gengæld er en typisk drengehelt. I denne periode vrimler det med bøger, der hedder noget med 'spejder' eller 'drenge'«. Gunnar Jørgensen skrev elleve bøger om Flemming fra 1918 til 1935. 1929: Bibi »I pigebøgerne er heltebegrebet lidt anderledes. De har tendenser til det, man kan kalde den emancipatoriske heltinde. Hun løsriver sig fra et miljøs krav og ønsker at blive selvstændig. Det er ikke altid, selvstændigheden går så vidt, men tendensen er der. Nogle bøger handler om piger, som i modstrid med forældrenes ønsker får en kunstnerisk uddannelse. Men de meget stærke piger, der kan selv, begynder også at dukke op. En af dem er Bibi, der bryder med alle sin tids pigenormer«. Karin Michaëlis skrev syv romaner om Bibi. Den første udkom oprindelig i 1927 på engelsk og blev to år senere oversat til dansk. 1942: Jan »Med drengedetektiven Jan får vi for alvor den triviallitterære seriebogshelt. Hvor hovedpersonen er den store helt, der har hjælpere, som befinder sig på et lidt lavere helteniveau. En af Jans hjælpere har ikke meget hjerne, men er til gengæld stærk. En anden er fed og kan ikke klare de kropslige udfordringer, men er god oppe i hovedet. Jan er den eneste, som samler alle de gode egenskaber i en person. Han er den omnipotente helt. Triviallitterære børnebøger er kendetegnet ved en kortfattet, genkendelig handling. Sproget er klichefyldt, og bøgerne er skrevet med tydeligt kommercielt sigte. Carlo Valdemar Andersen og Knud Meister skrev 81 Jan-bøger, og de skrev også 58 Puk-bøger, som de udgav under pseudonymet Lisbeth Werner«. Carlo Valdemar Andersens og Knud Meisters 81 Jan-bøger udkom i årene 1942-1964. 1952: Puk »Kostskoleeleven Puk og også den iltre Susy Rødtop er heltinder, der gør oprør på forskellig vis. Man forsøger at dæmpe dem ned, men det viser sig, at der er gods og krummer i dem. De kan opklare mysterier, og de kan hjælpe de svage imod de onde og den slags. I denne periode får den oversatte detektivserie om 'De 5' også mange danske læsere. Og så skal man huske, at ved siden af romanheltene får børnene nu superhelte, som vi importerer fra amerikanske tegneserier. Som for eksempel Superman, Batman, Fantomet og Tarzan«. Puk-bøgerne udkom fra 1952 til 1964. Den første bog om 'Susy Rødtop' udkom i 1943. Enid Blytons serie om 'De 5' blev oversat til dansk fra 1954. 1967: Silas og Lille Virgil »1964 er den triviallitterære børnebogsseries dødsår. Det år udkommer den sidste Jan-bog og den sidste Puk-bog. Tre år senere får vi den moderne, gode børnelitteratur, der har barnet i centrum og præsenterer en helt ny og mere sammensat heltetype med både dårlige og svage sider. I 1967 udkommer både Benny Andersens 'Snøvsen', Ole Lund Kirkegaards 'Lille Virgil' og Cecil Bødkers 'Silas og den sorte hoppe'. Især Silas er en helt ny type i dansk børnelitteratur med et stærkt element af anarki og amoralitet«. Cecil Bødker har modtaget adskillige priser for sine børneromaner om Silas. 1979: Buster »Fra 1967 møder vi antihelte, der bliver en slags helte, fordi de klarer sig trods dårlige odds. Ole Lund Kirkegaard og Bjarne Reuter er nogle af dem, som er berømte for deres antihelte. Bjarne Reuters dreng Buster i 'Busters verden' er den helt store antihelt i moderne dansk børnelitteratur. Han er svagt begavet og kommer fra dårlige sociale vilkår, men han er en fighter. Hans fighterånd kommer fra en ubrydelig optimisme. »Det skal nok gå«, siger han. Han har en glæde ved livet, som gør det svært at knække ham«. 'Busters verden' fra 1979 var den første af tre romaner om drengen Buster. 1998: Harry Potter »Selv om vi i slutningen af 60'erne får antihelte, forsvinder heltene ikke. Men nu findes de mere i andre universer som tv, film og computer. Mange film- og computerhelte er klassiske helte, der kan klare det hele. Harry Potter er hverken en superhelt eller en antihelt. Han er en blandingshelt, som på den ene side er en bebrillet splejs, der lever et elendigt realistisk liv. Og på den anden side har magiske evner. Samtidig med Harry Potter er der tendens til bøger med kraftfulde helte af næsten mytologisk karakter. Et eksempel er Josefine Ottesens trilogi om vikingedrengen Odd. I de bøger slagter de hinanden som i islandske sagaer. Også kongesønnen i Bent Hallers 'Brage Kongesøns saga' er en humanistisk helt i et meget råt univers. Den heltetype ser vi flere og flere af«. Bent Hallers 'Brage Kongesøns Saga' udkom i 1993. Det sidste bind i Josefine Ottesens krigertrilogi er netop udkommet. J.K. Rowling har planlagt at skrive i alt syv bind i serien om Harry Potter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her