Der er værket, og der er forfatteren. Der er digtene, romanerne, skuespillene og de skarpe essays og kommentarer, som gennem årene måtte være blevet trykt, og så er der alt det andet: Den skrivendes eget levede liv komplet med de amourøse skandaler, nedgroede negle, bussemænd og hak på kalenderbladene, som ifølge diverse litterater vistnok er mesterens optegnelse over, hvor hyppigt han masturberede, hvis det da ikke bare er en opgørelse over de dage, han havde så hulens ondt i maven. Der er forfatterens kærlighedsliv, hans venskaber og fjendskaber. Ikke at forglemme alle brevene og de private dagbogsoptegnelser samt alt det, der kan udlæses af forfatterens endnu bevarede arbejdsværelse, privatbibliotek, foretrukne skriveredskaber og mest elskede dimser og dingenoter, herunder en lille trold udskåret af ben. Hvis forfatteren har streget ord helt over i sine kladder, vil papirerne blive røntgenfotograferet med henblik på at kunne påvise udviklingen i det skrevnes vej mod den endelige form. Alt har interesse, alt skal for en dag. Interessen for forfatterens person og arbejde er lige så stor som opmærksomheden om hans (eller hendes) endelige værk. Her er det, at undertegnede kommer i tanke om den litteraturhistoriske skat, som gemmer sig et sted i kældrene under Den Levende Avis. Nærmere bestemt i en bunke angloamerikanske udgiftsbilag fra det forrige årtusinde. Skatten består af de litterært bestøvede udgiftsbilag, som digteren Søren Ulrik Thomsen efter aftale fik refunderet af avisen efter en velgennemført reportagerejse i den religiøse vækkelses USA i det Herrens år 1999.