Vi kender godt avisernes svage punkter om sommeren: krimisager, trafikuheld og hustruvold får lidt mere plads på indlandssiderne. Der er hele sider med god råd om solen i syden og aids i Østen, og kultursiderne skal finde på alternativer til de forestillinger, der ikke får premiere og de bøger, der ikke udkommer. Så er gode råd dyre, og en klassisk løsning er at spørge kendte og spændende personer om deres læsevaner under sommerparasollen. En anden variant hedder århundredets bedste bog, og BBC i Storbritannien har bedt lyttere, seere og netbrugere om at finde de ti bedste romaner. Men hvorfor ikke gå den anden vej, spurgte dagbladet The Independent forleden og stillede en stribe forfattere, politikere og kulturfolk det meget direkte spørgsmål: Hvilken bog har du hadet at læse? Og fagfolkene i dette udvalgte panel var ikke i tvivl: J.R.R. Tolkiens kultbøger om 'Ringenes herre' kom ind som nummer et. Tolkiens »totale mangel på følelse for sprog, beskrivelse, landskab, følelse eller konfrontation«, får forfatteren og The Independent-kommentatoren John Walsh til at stå helt af, mens filosoffen Alain de Botton aldrig har forstået bogens pointer. Derrida er obskur I det hele taget er der trøst at hente for alle os, der regelmæssigt lægger en bog fra os med en konstatering af, at vi ikke rigtigt er med. Instruktøren og forfatteren Jonathan Miller »drukner«, når han kaster sig over den franske filosof Jacques Derrida og konstaterer, at Derrida er meget obskur. Jo, jo, den gode englænder er måske bare lidt ubegavet, tænker man. Men der står dr. foran Jonathan Millers navn, og selv om akademiske grader ifølge sortseere ikke er, hvad de har været, kan den gode Miller vel ikke være en ren tåbe. Der er også trøst at hente for de millioner, der har kæmpet med James Joyce. Forfatteren J. G. Ballard præsenterer 'Finnegan's Wake' således: »James Joyce's uforståelige roman, som har givet generationer af engelske litteraturprofessorer deres levebrød, repræsenterer en elendig tendens i det 20. århundredes fiktion: søgen efter den totale obskurantisme«, lyder hans salut, som sikkert også får nuværende engelsklærere - og turistkontoret i Dublin med dets nostalgiske tur i Joyce's fodspor - helt op at køre. Prætentiøse platugler I det hele taget har panelet i The Independent ikke respekt for noget eller nogen. Både Gud for Bibelen og Marx for 'Kapitalen' kommer en tur igennem vridemaskinen, og yngre kultforfattere som britiske Martin Amis og franske Michel Houellebecq bliver præsenteret som prætentiøse platugler. Historikeren Timothy Garton-Ash ville for eksempel finde et godt, aktuelt fransk navn som medicin mod det hadske klima mod Frankrig i britiske medier. Men Houellebecqs roman 'Platform' er i hvert fald ikke det rette bud, mener han. Nu kunne Garton Ash have været heldigere med et andet fransk navn, men flere af de udspurgte har tydeligvis valgt at gå efter tendenser: de omtalte, store eller kultprægede forfatterskaber eller mediebårne fænomener som Martin Amis og Michel Houellebecq. Utålelige klicheer fra Provence De helt nemme slipper heller ikke. Det gælder den fallerede konservative politiker, Jeffrey Archer og hans spændingsbøger eller Peter Mayle og hans bøger om Provence, hvor den ene utålelige kliche fra livsstilsartikler afløser den anden i en lallende begejstring over eksotiske franskmænd - som i virkelighedens verden langt- fra er eksotiske eller romantisk anlagt. »Jeg lærte mere på to uger i Provence end Mayle gjorde på et helt år. En doven bog«, skriver The Independent-kommentatoren Miles Kington om 'Et år i Provence'. Det hele er selvfølgelig meget subjektivt, og forhåbentlig vælger The Independents læsere den samme ironiske og ofte humoristiske stil, når de nu skal vælge litteraturens værste frembringelser. Og det behøver ikke altid at være så svært. Radiomanden John Peel sender Manchester United-bossens selvbiografi Alex Ferguson helt til bunds med denne enkle kommentar: »Jeg er Liverpool-tilhænger«.