Det var engang i starten af de fede halvfemsere. Murens mirakuløse fald gav stadig genlyd, omverdensproblemet - det vender vi tilbage til - syntes at være skrumpet til håndterlig størrelse. Peter Høeg var endnu ikke et verdensnavn, men det var der en anden dansk Peter, der var, eller var han nu det? Bibliopaten, der dengang arbejdede på det socialkammeratlige dagblad, sad i sit lille boghulekontor, stukket helt op under taget i city - og åbnede post, mens han bakkede på sin ræverøde Orlik. Pludselig sad han med et brev fra 'Peter Zingernagel, filosof' mellem hænderne. Det rummede en invitation til en kop te samt en længere filosofisk redegørelse om magtkoncentrationer og individers ukrænkelighed. Brevlæseren kiggede ud af vinduet på byens spir og tårne. Det forekom ham, at brevskriverfilosoffen, som havde bopæl i antikvariaternes besjælede Fiolstræde, måtte bo næsten lige under et af tårnene. Måske i en lejlighed med hovedkulds udsigt til hovedstatens højloftede Universitetsbibliotek, hvis reoler, som bekendt, er næsten lige så høje som dem, der findes i det uendeligt store bibliotek i Buenos Aires? Måske oven i købet med Paludans antikvariat og boghandel som underbo? Det var lige, hvad filosoffen gjorde. I 1957 vakte han opmærksomhed med sin doktordisputats 'Omverdensproblemet'. Siden var det gået ned ad bakke, men ikke boligmæssigt. Og dog. Lejligheden, der lå på tredje eller fjerde sal, var stor og meget tom. Lyset kom fra en enlig pære, der hang i en ledning ned fra loftet, der var ingen reoler, men en masse aviser på gulvet. På væggene sås kvadratiske aftryk af malerier, der ikke hang der mere. Måske fordi de er solgt til en pantelånerske, tænkte brevlæseren.