Alpen! Ordet stod på den allerførste side, og det satte sig dybt i denne læser. Alpen! Man anede ikke, hvad det var, ud over at det havde noget med høje bjerge at gøre. Senere fik man så at vide, at Alpen rødmer, når solen går ned, og at dette syn er det smukkeste, man kan få at se. Det gjorde i alle tilfælde dybt indtryk på Heidi, og da det er hende, børnelæseren identificerer sig med, gjorde det også indtryk på mig. Alpen! Ordet har stadig magi i sig. Læseren møder Heidi i bogen af samme navn, da hun en sommermorgen iført alt sit tøj og derfor svedende trækkes op ad bjerget til sin gamle, gnavne bedstefar, som har trukket sig væk fra menneskers selskab og lever alene med sine geder i en hytte højt, højt oppe. Heidi er tilovers, hendes nærmeste familie er døde, og nu afleverer mosteren hende til bedstefaderen. På vejen op ad bjerget får læseren noget at vide om Heidis familieforhold, uden at det dog gør noget større indtryk. Det gjorde derimod skildringen af Heidis liv hos bedstefaderen, af turene endnu længere op på Alpen med landsbyens geder, af blomsterne og vindens susen i granerne og af den frihed, Heidi lever i. Hendes seng med friskduftende hø i madrassen og udsigt gennem det runde vindue ud på bjergtoppene og stjernerne er heller ikke blevet glemt.