I går var det på dagen fyrre år siden Svend Åge Madsen, Danmarks store nutidige fabulant, debuterede. I den anledning udsendte han dobbeltromanen 'De gode mennesker i Århus/Læselysten', og det gik ikke upåagtet af. I denne tid er det lavsæson i bøgernes verden, de færreste udgivelser opnår at blive anmeldt på udgivelsesdagen i mere end et par aviser, men fortællemaskinen fra Århus er en gigant, og så bliver der, retfærdigvis, Madsen-trængsel på avisernes kultursider. Når der tilmed er mulighed for at skrive ord som 'læserliderlighed', fordi romanen blandt andet handler om en kvinde, der besvangres, mens hun læser, ja, så melder selv formiddagsaviserne sig på pletten. Bortset fra et par anmeldere, BT's Ide Hejlskov fra BT og Jyllands-Postens Erik Svendsen, benyttede samtlige kritikere meget naturligt jubilæumsudgivelsen til også at gøre status over selve forfatterskabet. Det skal de have tak for. Der er virkelig kalorier i anmeldelser, som svinger sig op til også at se en aktuel udgivelse og/eller et forfatterskab i et større perspektiv, det være sig åndshistorisk, æstetisk eller ideologisk, og her har Madsen det held, at han altid har kvalificerede anmeldere. Weekendavisens Lars Bukdahl, der har skrevet en herlig vital tekst, som sammenligner dobbeltromanen med »en af den slags specialkoncerter rockstjerner ynder at afholde for deres fanklubber«, konstaterer, at Madsen »for tiden fortæller om kap med både religionens og verdenshistoriens onde determinismer, og jeg er ikke sikker på andet end, at det er ham, der vinder i længden, eftersom de Svend Ågeske historier og sammenhænge til enhver tid er de mest bevidsthedsudsvævende«. Sandhedens hævn En påstand, der lægger smukt op til næste indlæg i gårsdagens Madsen-dialog. Det kommer fra Thomas Bredsdorff, som her i avisen slår fast, at Madsens historier altid handler om moral. »Det finurlige og befriende ved Madsens filosofiske fiktioner er, at de undergraver gængs filosofi. Madsen har ikke noget specielt imod hverken kristendommens eller psykologiens systemer, eller hvilke andre systemer der nu har været på sigtekornet gennem årene. Det er selve systemtanken, hans romaner opponerer imod. Deri ligner han de bedste filosofiske fortællere fra oplysningstiden, hvis direkte arving han er. Med sin prosa fortæller systemdigteren Svend Åge Madsen, at verden er umulig at sætte i system«. Hermed er vi fremme ved Informations Torben Brostrøm, der præciserer: »Hvis man nu skulle tro, at dette var en lukket fornøjelsesverden i skriftens landskaber, må man betænke, at hele Madsens skriveri er en total bekendelse til den gode tro, at kunsten, digtningens løgneverden, er i stand til at forandre den ydre verden. En epidemisk tro, der breder sig fra bog til bog, og som smitter af på læseren. Begge de to kortromaner ender godt og lykkeligt. Som var det en sandhedens hævn«. Skriftens potente kræfter Me Lund, Berlingske Tidende, er mere nede på jorden. Hun glæder sig over, at forfatterens »eget virke understøtter hans teori om skriftens potente kræfter, om forfatteren som skyldig, forførende og måske endda smitsom«. Lund tilføjer: »I den forløbne periode har han med sine godt 30 romaner besvangret verden med et formidabelt univers af skæve skæbner i indbyrdes, nøje afstemt afhængighed. En verden af bogstavelig talt virkelige væsner, der lever deres liv ganske upåvirket af århusiansk normaltid og -ånd«. I Jyllands-Posten er Erik Svendsen svimmel af glæde over den bog, som »vores egen litterære Indiana Jones«, »en magiker af Guds nåde« har udgivet. Svendsen sammenligner Madsens nye bog med en svimlende rutschebanetur. Hvad dobbeltromanen, der beskrives som en nøgle til hele forfatterskabet, mere præcist handler om, refererer samtlige anmeldere pligtskyldigt. Det drejer sig blandt andet om en pestagtig sygdom, der breder sig i Århus. Folk angribes af godhed og må interneres på en skole. Smitten kommer af - læsning. Uha-uha og selvfølgelig gør den det! Svend Åge Madsen har smittet verden i fyrre år, og der er heldigvis intet håb om nogen vaccine. Pas på! Læsning forude!, som Me Lund advarer. Tillykke til Madsen - og til os.