I gi'r sgu da ikke hinanden julegaver, Theis!«, sagde Jens. »Det er ikke en julegave. Du skal åbne den nu«. »Vil du ikke lige indenfor først?«. De satte sig i stuen blandt bogstablerne. »Det er en blød pakke?«, sagde Jens. Theis nikkede. »Luk den nu op!«. Jens krængede papiret af. »Øh, er den til mig?«, sagde han og vendte og drejede den røde sweater mellem hænderne. »Jep!«, sagde Theis. »Og det er ikke en julegave?«. »Nej. Du får den som tak for din fine pakkekalender til mig«. »Pakkekalender?«. »Ja. Alle brevene med citaterne. Og de røde garnstumper. Jeg synes, en rød sweater var en passende modgave«, grinede Theis triumferende. Jens så stadig desorienteret ud. »Jamen, tror du, det er mig?«. »Du er afsløret«, sagde Theis, »indrøm det nu!«. Jens kiggede Theis lige i øjnene. »Theis«, sagde han langsomt. »Det er ikke mig, der har skrevet de breve til dig. Jeg sværger!«. Theis tøvede. »Hvis du nu kommer om to dage og indrømmer, at det var dig«, sagde han, »så er det jo ikke særlig sjovt, når jeg allerede har afsløret dig«. »Nej«, sagde Jens, »det ville ikke være særlig sjovt. Men det er ikke mig«. Et lille smil brød frem i hans mundvig. »Men jeg har en idé om, hvem det er«. Han kastede den røde sweater over til Theis. »Jeg tror, det er en kvinde, du skal give den til«. Theis greb sweateren. »Du ved altså noget om det her?«. »Jeg ved ikke andet end det, du har fortalt mig«. Theis så helt forvirret ud. »Jamen. Hvordan kan du så?«. »Elementært, min kære Theiseus«, smilede Jens. »Jeg har bare kombineret nogle oplysninger. Det kan du også gøre«. »Sig nu, hvem det er!«. »Nix. Du skal selv finde ud af det«.