Jeg har lige været på stripbar«, sagde Theis med et lille smil. »Hvad har du!?«, råbte Kirstine, Jens' kone med det store røde hår. »På stripbar!?«. »Jeg troede da, du havde damer nok!«, grinede Jens. Kirstine rystede på hovedet, men kunne ikke undertrykke et smil. Hun skænkede gløgg til dem alle og satte sig ved køkkenbordet. »Hvad skulle du dog der?«, spurgte hun. Theis fortalte hende om julebrevene. »De bliver sværere og sværere at få fat på«, forklarede han. »Forleden hang brevet i toppen af en flagstang ude i Valdemarsgade, og i går fik jeg så besked på at tage ind på 'Waterloo'«. »Den der ligger skråt over for Planetariet?« spurgte Jens. Theis smilede: »Du kender den?«. »Jah Øh Eller: jeg ved, hvor den ligger«. Theis tog en pebernød. »Jeg skulle sige, at jeg havde glemt en grå skuldertaske med sort rem. Jeg fik tasken, og der lå så det nye brev«. Theis hev det op af lommen. »En stump rødt garn som sædvanlig og så et citat«. Kirstine rystede igen på hovedet og grinede; hun havde den dejligste latter. »På stripbar, tredje søndag i advent?«, sagde hun. »Jamen, der var da også pyntet op til jul«, sagde Theis. »Sådan noget pornojulepynt. Ret grotesk. En « »Nejnejnejnej!«, afbrød Kirstine, »jeg vil slet ikke høre om det!«. »Hvad var dagens citat så?«, spurgte Jens. »Det var sgu næsten det mest groteske«, svarede Theis og skubbede sedlen hen over køkkenbordet. Kirstine læste den højt: »Eller: Skal vi flette vore julehjerter sammen? Leth«. Hun skubbede sedlen tilbage til Theis. »Der er nok en, der er forelsket!«, sagde hun med et bredt smil. Senere sad Jens og Theis blandt bogstabler og sten og snakkede og snakkede. Jens fortalte begejstret om alle de ideer, han havde om stens betydning i verdenslitteraturen; han hev små lapper papir med notater og indfald frem alle mulige steder fra. Theis var lige så tændt og fortalte ivrigt om sin forskning, om hvordan emnet bare voksede og voksede og blev mere og mere spændende. »Det er lang tid siden, jeg har set dig så glad«, sagde Jens pludselig. »Det er, som om det slet ikke plager dig så meget mere med disputats og professorat, og hvad ved jeg?«. »Nej, det er sgu efterhånden lige meget med det«, sagde Theis. »Jeg er ved at få min gamle nysgerrighed igen. Ligesom da vi var studerende«. Jens smilede og så helt lykkelig ud. »Det glæder mig meget«, sagde han. »Det er fanme den, det handler om. Nysgerrigheden!«.