Heis stod på hjørnet af Kampmannsgade og Vester Søgade. En flok småbørn fulgt af tre pædagoger vandrede forbi, og Theis knælede ved sin cykel. Han granskede kæden. Da de havde passeret ham, rejste han sig og gik hen til den gamle gaslygte ved fortovskanten. Under den håndmalede gengivelse af Københavns våbenskjold var et lille hul i lygtens sokkel. Han stak to fingre ind og fiskede et stykke papir vedhæftet en stump rødt garn ud. På papiret var skrevet: »Eller: Hvis du ønsker, at han af egen vilje gør din vilje, fortæl da også, fangne sjæl, hvorledes en sjæl bliver bundet med sådanne knuder. Dante«, og til sidst: »I morgen på Svineryggen ved Norsvej«. Der var kommet svar på mailen til kandufoelgemighotmail.com.: »Jeg er din røde tråd. Din fremtid afhænger af mig«. Theis frøs. Han slukkede computeren og stillede sig i kontorets fjerneste hjørne. Så trak han vejret dybt og forlod kontoret for at gå ind på institutbiblioteket. Med hænderne hvilende på bøgerne i den lille sø af lys som strømmede fra læselamperne, sad to studerende og arbejdede. Ellers var rummet tomt. Hvad er det, der binder citaterne sammen, tænkte Theis, mens han lod fingrene glide hen over 'Den guddommelige komedie'. Dante Allighieri og Karl Marx. Hvor var den røde tråd? Skulle han søge efter anagrammer? Eller tematiske slægtskaber. Det sidste var vel udelukket. Han satte sig på hug foran 'W'. - Wittgenstein, mumlede han. »Skal du til at læse Wittgenstein?«. Det var Marianne. Hun smilede ned til ham. Han rejste sig. - »Jeg græsser bare lidt«, svarede han. - »Græsser«? sagde hun. Han smilede. »Hvad æder du ?«, spurgte han og nikkede mod bogen i hendes hånd. Hun vendte den. - »Nietzsche«, sagde hun. - 'Tragediens fødsel.'