Man går ud for at hente kaffe. Da man kommer tilbage, er der stuvende fuldt af ældre kvinder på éns kontor. Man lytter til den ivrigt talende barmavede piccoline og indser, at éns kontor er blevet en turistattraktion. Ikke fordi man er genial, ikke fordi læserne vil overrække en blomster, men fordi noget af den saftige handling i en pikant ny nøgleroman om livet på Den Levende i sin tid fandt sted på éns kontor. Som piccolinen udtrykker det: »Det var altså her, romanens kvindelige hovedperson bollede med sin chefredaktør, inden de begge begav sig ned i avisens navnkundige hjørneværelse for at skrive ledere om verdenssituationen«. Sandt at sige er det en kende distraherende at have så mange mennesker - vist abonnenter, der har meldt sig via 'Politiken Dobbeltplusgodt' - omkring sig, mens man arbejder; men Deres kontorist er beredt. Han bruger samme teknik som den spanske filmskaber Luis Bunuel, der havde evnen til at synke ind i sig selv, mens han skabte billeder af stor skønhed til sine film. Deres bibliopat er netop nu i samme kontemplative dvaletilstand. Et sted i det fjerne ringer telefonen, men bibliopaten tænker på hullerne i ovenlysvinduerne hjemme i hans bibliotek, som har ledt den første ustyrlige efterårsregn ned på de øverste reolhylders samling af erotica og nazipjecer. Han tænker på, hvor lang tid siden det er, han egentlig har siddet i en lænestol i en af Barnes and Nobles' filialer og læst amerikanske aviser. Han tænker på, at forfatteren Henry Miller var ældre end han selv, da han vendte ryggen til sit hidtidige arbejdsliv i New York og stak af til lasternes Paris. Telefonen kimer og kimer, men det er piccolinens stemme, der afbryder den slumrende, netop som det går op for ham, at han jo faktisk har enestående stof til at skrive en nøgleklumme om den pikante nye roman. Deres bibliopat var faktisk til stede, dengang dens forfatter blev opfordret til at skrive den. »Trænger vi ikke til en ny roman om Politiken, en moderne udgave af 'Hærværk'?«.