Metoden er enkel, behovet tilsyneladende massivt: Man stikker fingeren dybt i navlen og begynder at skrive - om sig selv. I disse år vrimler det med selvbiografiske udgivelser (og klummer), og hvis Bibliopaten (en stor både navle- og bogpiller) lyder kritisk over for trenden, er det både rigtigt og forkert. I grunden er det vel meget forståeligt, at mennesker, der føler sig blæst omkuld af forandringens vind, har behov for at få greb om, hvad de monstro selv er rundet af. Problemet opstår først, når alt det, som eksisterer uden for navlens territorier, forsvinder helt fra den skrivendes selvfede bevidsthed. Netop dét problem var hovedpersonen i denne uges klumme vældig opmærksom på. Hør blot, hvorledes han afslutter sin lille erindringsbog: »Da jeg i sin tid begyndte at nedskrive disse erindringer, var det meningen at føre dem op gennem årene, indtil der ikke var mere at fortælle eller til pennen af naturlige årsager faldt mig ud af hånden. Men i den frygtelige ødelæggelseskrig vi nu igen er omgivet af og hvor så meget står på spil for os allesammen, er vore private hverdagshændelser uden interesse. Ganske vist var mit eget liv heller ikke lutter fredsommelighed. Som skribent var også jeg lidt af en stridsmand. Men det var på en tid, da våbnet var en fyldepen; og vore litterære skærmydsler tåler ikke at fremstilles på baggrund af verdensbrandens rygende ruiner. Store bedrifter øvede jeg desuden heller ikke med pennen; jeg ved det godt. Men jeg gjorde en række år min skyldighed som menig soldat i menneskeåndens evige frigørelseskamp. Nu er også det forbi. Fra en sygestol imødeser jeg ret fortrøstningsfuldt den nye dag. For der kommer vel en tid, da fornuften igen regerer i verden og skaber en tilværelse man ikke behøver skamme sig over«.