Når børn, der har været vant til tegnefilm, eksempelvis Disney-udgaven af Robin Hood, omtaler filmversionen, hvor den fredsløse helt fra Sherwoodskoven spilles af Kevin Costner, taler de om Robin Hood på menneskefilm. Hvis de skulle falde over den skriftlige udgave af fortællingen om Robin Hood, vil de omtale den som 'Robin Hood på bog'. Når det kommer til fænomenet 'Peter Brixtofte', som var succesrigt reality-tv på alle kanaler, på alle tidspunkter, i alle programmer allerede i marts, er der ikke nogen medier, der kan undslå sig. Men selvom denne uge bød på hele to versioner af Brixtofte på bog, er det værd at notere, at ingen af dem blev fundet væsentlige nok til at blive anmeldt af et flertal af aviserne. Information og Politiken slog til, men de øvrige aviser undlod. Forklaringen er den enkle, at bøger (typisk skrevet af journalister), der bringer nyt om en kontroversiel person, bliver skrællet af avisredaktionerne, så snart de overhovedet kan komme til det. I samme minut redaktionerne i sidste uge fik fat i Henrik Madsens 'Bogen om Peter' og Tórun Ellingsgaard og Jaku-Lina Elbøl Nielsens 'Brixtofte - Spillet om Magten', blev de betragtet ud fra en nyheds- og underholdningsvurdering både i formiddagsaviserne og i en række andre medier. I stedet for at vente på, at en anmelder onsdag i denne uge skulle komme med sin helhedsvurdering på bøgernes officielle udgivelsesdato, blev de to bøger fra starten overladt til de journalistteam, der i forvejen har fået kuglelynet fra Farum, Sheriffen af Nottingham og fredløs krybskytte i en person, som fast stofområde i dette forår. Det har på den ene side givet bøgerne en massiv foromtale - som allerede har resulteret i, at de er solgt i stort antal - men risikerer på den anden side at medføre, at bøgerne i visse aviser aldrig opnår den form for kvalitetsvurdering, som det er en dygtig anmelders opgave at foretage. Kvindernes er bedst Både Information og Politiken anmeldte dog og begge avisers anmeldere, David Rehling og Henrik Groes-Petersen, var meget enige i deres vurderinger. De to kvindelige forfatteres bog får det bedste skudsmål, men begge rummer svagheder: »De to kvindelige journalister fortæller nøgternt, grundigt, anskuer den charmerende selvhævder og hans duperede omgivelser udefra. Henrik Madsen prøver at krybe under huden på sin hovedperson«, skriver Rehling, der fremhæver, at »risikoen ved nærkontakt med Brixtofte er, at han snakker én ind i en grædekonehistorie om den godhjertede fornyer, der blev bortdømt af Janteloven. Den styrer de to kvinder fri af. Men Madsen er tæt på at blive suget ind. Også fordi han hele tiden har brug for emotionel appel i den skrivestil, han anlægger - og som vel egentlig er bedst som manuskript til henført tv-oplæsning«, »Ellingsgaard og Elbøl Nielsen har deres styrke ved at vise, at misregimentet begyndte fra dag ét«. I Den Levende skelner Henrik Groes-Petersen således mellem de to bøger: »Mens Tórun Ellingsgaard og Jaku-Lina Elbøl Nielsen i 'Brixtofte - Spillet om magten' begrænser sig til den strikt refererende form, tøver Henrik Madsen ikke med at tage stilling i 'Bogen om Peter'. Store dele af den tenderer til at være et forsvarsskrift for den nu faldne borgmester, som stilede så højt og faldt så dybt«. »Hovedproblemet i Henrik Madsens bog«, skriver Groes-Petersen, »er, at han sorterer så voldsomt i kildematerialet og udelader så meget, at der kommer til at mangle væsentlige aspekter af sagen og Peter Brixtoftes person«. Disse aspekter finder Politikens anmelder til gengæld i Tórun Ellingsgaards og Jaku-Lina Elbøl Nielsens bog. »Her kommer der facetter frem, som viser, at Brixtofte allerede fra sin tidlige tid i borgmesterstolen har anvendt sig af løgne og bagtalelser i sit politiske virke. De giver flere eksempler på, hvordan han har spillet folk ud mod hinanden og af banen, når det passede i hans kram«. Groes-Petersen mener, at »bogen i for høj grad er en genfortælling, hvor Tórun Ellingsgaard og Jaku-Lina Elbøl Nielsen viger tilbage fra at analysere og sortere stoffet. Det overlader de to forfattere så helt og aldeles til læseren, som derfor kan risikere at miste overblikket undervejs. Men når alt kommer til alt, er der flest vitaminer i de to kvindelige forfatteres bog«. Evnen til at bedrage Og så til noget helt andet. Og dog? Ugens bog er for undertegnede, og tydeligvis også for Politikens anmelder Søren Vinterberg, Keld Zeruneiths store værk 'Træhesten. Fra Odysseus til Sokrates. En bevidsthedshistorie'. Zeruneith har arbejdet på bogen i ti år, og resultatet er ifølge Vinterberg »skrupspændende« og »sprænglærd«. Og så rejser den »spørgsmålet om evnen til bedrag er dét træk, der karakteriserer det moderne menneske?«. Zeruneiths bog udmærker sig ved at vi, altså os almindelige dødelige »både (kan) følge med i de overordnede linjer og tage os i at se nutidens konflikter spejlet i disse over to tusind år gamle konflikter«, hvilket betyder, at selv en bykonges fald, også den bykonges fald, er medreflekteret hos Zeruneith, som igen ifølge Søren Vinterberg »viser os både, hvordan det homeriske epos degraderer de matriarkalske modergudinder til fordel for det olympiske patriarkat, der tjener moderniseringen af bevidsthed og samfundsform. Og hvordan Aischylos, Sofokles og Euripides - med alle deres indbyrdes forskelle - former tragedien som kunstart, så den ikke blot siden leverede mytiske modeller til Freuds diagnoser, men modsvarede et datidigt, ideologisk behov: Litteraturens genrer fødes af samfundsbehovene«. Netop i denne uge så det unægtelig ud, som om der er et samfundsbehov for bøger i den letfordøjelige politisk-journalistiske genre om verdens mest berømte nordsjællandske (eks)politiker. Trods sin sportsglæde vel næppe en personlighed nogen ligefrem vil kalde 'olympisk'. Medlem af patriarkatet er han dog utvivlsomt og begrebet 'træhest' føles heller ikke helt forkert i forbindelse med dramaet. Brixtofte som trojansk hest. Partiet Venstres træhest. Vel ikke helt ude i (Sherwood)skoven?