Indbygget fortabelse Men hvorfor ville Peter Pan egentlig ikke være voksen? Var barndommen virkelig så vidunderlig eller det voksne liv så rædselsfuldt dengang, lige efter forrige århundredskifte, da J.M. Barrie første gang hittede på fortællingerne om Ønskeøen? 'Neverland' kaldte Barrie selv lokaliteten, og i dét navn er selve fortabelsen indbygget: den paniske angst for kaos. Var det også dén, der fik Wendy og hendes brødre John og Michael til at vælge at vende tilbage til virkeligheden hos mr. og mrs. Darling - og ikke kun borgerbørnenes udsigter til et lysere voksenliv end i bølledrengenes underklasse? Sikkert er det i hvert fald, at i Barries teaterstykke fra 1904, omskrevet til fortælling 1911, står fortielser og fortrængninger i kø. Frem for alt er dødens og kønnets virkelighed holdt udenfor - også klasseskellene. Men driver man én uren ånd ud, vender den jo tilbage med syv andre, ved vi. Det fortrængte hævner sig dæmonisk. Og ganske rigtigt: En måneds tid før den ny børnevenlige Disneyfilms premiere fredag udkom det længe ventede femte bind af en helt anden version af Peter Pan: den franske Régis Loisels tegneserie-nydigtning af historien. Dén overflødiggør for så vidt lærde analyser af Barries og Disneys fortielser - ved simpelt hen at vise dem frem. I de fem bind har vi således bl.a. fået syn for sagn om, hvem Peters forældre er, og hvordan han kom til at hedde Pan, og kaptajnen kom til at hedde Klo. Freud, Marx og eftf. Loisel var kun et år gammel, da Disney-studierne i 1953 havde premiere på den 'oprindelige' og temmelig vidunderlige tegnefilm om 'Peter Pan'.Nu har han, i løbet af 1990'erne, skabt en karikeret fantasifuld og samtidig krast realistisk fortælling om de figurer, han lærte at kende som barn, men set i lyset af den viden, han har fået som voksen: Barrie og Disney gået efter i sømmene af detektivfirmaet Freud, Marx & Eftf. Men uden at blive mindre fantasifuldt! Hos Loisel er der ingen borgerbørn. Vi møder derimod Peter som barn af en alkoholiseret og prostitueret mor, der bliver myrdet, muligvis af Jack the Ripper selv. Men inden da har Peter haft besøg af en alf, Klokkeblomst i en iøjnefaldende sexet skikkelse (men var hun ikke allerede dét hos Disney? Spørg bare Klo!). Peter lærer at flyve og henter med tiden flere andre børn fra asylet i Londons fattigkvarter. På Ønskeøen møder Peter - foruden indianere, pirater og særdeles løsslupne havfruer helt uden muslingeskaller på de udsatte steder - andre lavmytologiske arter såsom nisser og alfer (ligesom hos Barrie) plus en kentaur og så hele holdets anfører: Pan. Altså den bukkefodede, hornede skovgud selv. Pan gør sørøverkaptajnen imidlertid kål på, og skønt Peter opererer patronen ud, glemmer han at vaske hænder før operationen og bliver derved medskyldig i halvgudens/halvgedens død, den gamle myteordens sammenbrud. Fortvivlet af skyld æder Peter den døde Pans aske, de to bliver én: Peter Pan. Hvorpå han hugger hånden af kaptajnen og serverer den for Vogteren, dvs. krokodillen, også i grumme meget mere naturalistisk udførelse! Men hvem var Peters far? Dette spørgsmål, som Barrie og Disney lod stå åbent, får vi også svar på i Loisels nyeste bind. Klo opdager til sin væmmelse og skræk, at en bog, som han har hugget fra Peter (om Græsk Mytologi!), er den samme, som han selv gav fra sig som ung med hånlig besked om, at den kunne gå i arv til den unge, man påstod, han skulle være far til! Der er kortere fra Pan til Ødipus, end vi anede. Luk drømmen ind Syg fantasi! Sådan vil elskere af barndommens højt berømmede 'fri fantasi' måske affeje Loisels univers. Næ, »vil du have fred i dit sind, skal du lukke drømmen ind«, lærte vi jo af den første Disneyfilm, og igen af den nye, selv om Wendys datter, Jane, netop siger nej til fantasiens vinger i form af »tro, tillid og tryllestøv«. Men hvorfor var Barries første Peter Pan-figur (i romanen 'The Little White Bird') da som en slags havebetjent, der begravede de børn, som blev i parken efter lukketid? Hvorfra stammer de pelsklædte, forældreløse børn i hulen? Hele Barries elskede eventyr ligner i dét lys snarere en tilsløring af den kendsgerning, at børn i sidste halvdel af 1800-tallet - i det fattige London, vi kender bedre fra Charles Dickens' lidt tidligere romaner - langt oftere var forældreløse og truede end trygge og forkælede som familien Darlings børn. Dét stemmer også med, at den gemytligt-tyranniske mr. Darling i sceneversionerne altid blev spillet af samme skuespiller som den blodtørstigt-magtsyge kaptajn Klo: Magten kompenserer for ensomheden hos begge de cigarrygende herrer - og hvorfor netop cigar, dr. Freud? Barries børnelitterære klassiker er kun én af mange fra det victorianske og tidligt edwardianske England i perioden 1860-1915. Fra Lewis Carrols 'Alice i Eventyrland' over Edmund Lear til J.M. Barrie til Kenneth Grahames erindringsbøger 'Dream Days' m.fl. bidrog en stribe af mere eller mindre seksuelt forstyrrede eller frustrerede ungkarle med deres elskede bøger til periodens idylliserende drøm om evig, uskyldig og ansvarsfri barndom. Netop dén vrangforestilling lider vi næppe af i 2000-tallet. Så selv om vi endnu mangler sjette og sidste bind af Loisels fabelagtigt velfortalte og - tegnede serieværk (og en bebudet tegnefilmudgave af den, garanteret anderledes end Disneys), står det allerede klart, at franskmanden bare har lukket de onde drømme om virkeligheden ind, som James Matthew Barrie selv lukkede ude med så langtidsholdbar succes.