»Har vi det godt«, spørger overlægen på stuegangen, og patienten svarer i reglen med et usikkert: »Joh tak, meget godt«. Men der er næsten altid et forbehold gemt i svaret. Hvis den store overlæge spørger den danske befolkning på samme måde lige nu, er svaret sikkert det samme. Vi har det meget godt, men et eller andet er der i vejen. Vi har det ikke helt godt, en stor del patienter (hvis det altså er patienter, vi er) har det slet ikke godt, og nogle indrømmer oven i købet, flere endda med kraftig stemme, at de har det ad hekkenfeldt til. Jamen, hvad er der så i vejen? For en overfladisk betragtning er der ikke noget galt, og spørger man den nyvalgte regering, går det ikke bare godt, det går ufattelig godt, ikke mindst når visse justeringer af social og økonomisk art er foretaget. Der skal strammes op, og selvom det måske gør ondt i øjeblikket, så bliver slutresultatet glimrende. Enhver ved, at en operation ikke er smertefri, heller ikke når patienten er bedøvet. Et eller andet sted sidder smerten. Skønt man indimellem kan få fornemmelsen af, at Danmark er totalanæsticeret, skriger visse patienter alligevel. Måske ikke dem, der nu får lovning på mere støtte og større hjælp - gamle og andre marginaliserede - men hele den vældige flok, som ryger af i svinget. Jeg tænker selvfølgelig på dem, der mister deres arbejde eller deres understøttelse eller får den beskåret. Det er tusinder, og mange af dem tilhører de i forvejen udstødte og oversete for ikke at sige uønskede, altså de fremmede.