Hvad var det for et instinkt, der - netop som jeg skulle ud ad døren for at rejse på ferie - fik mig til at gribe Thomas Manns roman 'Buddenbrooks' og stoppe de to tykke bind ned i kufferten? Jeg havde dunkle erindringer om den fra min gymnasietid, læst i udvalg, huskede en hr. Grünlich med en vorte ved næsen og guldgule bakkenbarter, og nu stod romanen dér på reolen og forlangte at komme med. Den gjorde ferien uforglemmelig. Romanen blev ferien, man var indkapslet i den herligt langstrakte læseproces, at spise blev en forstyrrelse, at sove en afbrydelse. Det virkelige liv fandtes i romanens univers, forskellen på romanens tidsalder og vores egen ophævedes. Det, der holder læseren i sit faste greb, er skæbnebilledet og den exceptionelt levende menneskeskildring. Nuancerne er ofte så tilsyneladende selvmodsigende, at det i forbavsende grad minder om det liv, man selv lever og forsøger at forstå og tolke. Et let strøg med støvekluden, og disse hundredårige figurer bliver livagtigt moderne i gebærder og tænkemåde. Da 'Buddenbrooks' udkom i 1901, var Thomas Mann kun 26 år. Handlingen udspilles i en historisk opbrudsperiode, et fænomen, der i sig selv er interessant - vi er selv midt i en af de skelsættende - og bag hovedhandlingen rumler de tyske revolutioner og kontrarevolutioner fra 1800-tallets midte, med genklang fra de sociale, økonomiske og politiske frihedsbevægelser.