Oppe på taget vajer flaget, dybt nede i kælderen bor de gamle bøger og grafiske blade, og midt i huset bliver der lavet spritnye aviser og bøger. Cirka sådan har det været i Politikens Hus, så lang tid nogen kan huske, men nu er det slut. Fremover er det forbi med lige at stikke ned i kælderen og spørge efter en patineret, men velholdt udgave af Salmonsens Leksikon, en plakat af Arne Ungermann eller lige få lov at holde et eksemplar af Achton Friis' smukke bog om 'Danmarksekspeditionen 1906-08', som man ikke har råd til, mellem hænderne. Politikens antikvariat, der har eksisteret siden 1919 som en del af Boghallen, lukker. For antikvariatgængere og bogelskere i almindelighed en sørgelig nyhed, for den lille håndfuld ansatte en uhyre trist julegave, og for bogvenner og ansatte i Politikens Hus som helhed et tab af sjæl. Den samlede kulturprofil er mindsket, jordforbindelsen er røget, hvor er det ærgerligt. Antikvariatet har været en del af Politikens historie, næsten lige så længe som avisen har ligget på Rådhuspladsen og er fornemt placeret i bevidstheden både blandt bibliofile i Danmark og i det store udland. Antikvariatet, der i fyrre år blev ledet af den navnkundige Ole Dam, har markeret sig stærkt i afdelingen for kunstbøger, gamle kort, arctica og i en periode også russisk avantgarde. Den internationale profil er ikke mindst blevet skærpet, efter at internettet har gjort det nemmere både at eftersøge og sælge antikvariske bøger, men desværre ikke nok til at økonomien kunne holde. I de seneste år har køberne af sjældne bøger svigtet, ligesom de mange hollandske udsalg i Helligåndskirken, hvor bøger fås for en slik, har mindsket efterspørgslen i den billigere ende. Det er med andre ord i høj grad bogfolket selv, der er skyld i, at det traditionsrige refugium på Rådhuspladsen i løbet af 2002 må dreje nøglen om. Politikens Hus som sådan må indkassere et imageknæk hos de trods alt eksisterende antikvariatgængere, og København er blevet endnu et antikvariat mindre. Politiken-flaget på halv stang er ikke for meget forlangt.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Grønlandsaftale ligner en blød landing
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Hun investerede gennem en platform, Mads Mikkelsen tilsyneladende havde anbefalet. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
-
Trump: USA får »permanent kontrol over sikkerheden« i Grønland med ny aftale
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Ida Strand
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak