Vi vil ikke glemme den passager fra United Airlines fly 93 for 3 måneder, som lige inden de skulle styrte, meddelte: »Vi har plastikknivene fra madbakken. Jeg ved, at vi alle skal dø, men tre af os har besluttet at gøre et eller andet«. Hvis vi forestiller os, at vi alle - i en eller anden forstand - er om bord på det fly, så vil jeg tro, at Inge Eriksen er en af de tre, der vil gøre et eller andet. For det har hun gjort gennem tyve bøger i hen ved tredive år. Som der står i 'Viktoria og verdensrevolutionen' fra 1976: Vi har ikke andet at måle rigtigheden af vores forestillinger på end handling. Så derfor handler vi. Som sin fars datter har hun kæmpet videre i modstandskampens ånd mod alt det, der får livet til at sande til og stivne, og hun har aflagt vidnesbyrd fra alle de steder, hvor jorden bløder. Inge Eriksen ved, at skudhullerne på Dublins hovedpostkontor og telefonhuset i Barcelona ikke er dybe nok til at huse flagermus, men at de er det i Beirut og i Hanoi. Inge Eriksen har været globaliseret længe før verden vidste, at den var det. Og hun har hele tiden mindet os om, at vi både skaber og ødelægger verdener. Inge Eriksen har indvarslet netværkssamfundet - hele hendes værk er et netværk - længe før nogen vidste, at det var de vilkår, den verdensåbenhed, der ventede os, hvad enten man ville det eller ej. Mange vil det ikke. Men Inge Eriksen råber i sine bøger: 'I'm a world citizen' , og det har danskerne godt af at høre. 11. september har næppe været en overraskelse for en forfatter som Inge Eriksen, der i et helt liv har trukket trådene og ført regnskaberne fra Verdun og Versaille-freden frem til Hitler-Tyskland og til borgerkrigen i Libanon og opbruddet på Balkan. For Inge Eriksen vil det være barnemad, at vi kommer til at mærke på Vesterbrogade, hvad der sker med opiumsmarkerne i Afghanistan. For hun ved, at »når en gammel sort mand kommer til at vælte en kurvfuld liljer i Nairobi, hærger med ét en uventet orkan i det sydlige England«.