Klaus Rifbjerg debuterede nærmest samtidig med Peter Seeberg og Poul Vad, men i modsætning til sine to forfatterkolleger fortsatte Rifbjerg i de følgende år, ja årtier, med at udgive bøger i et imponerende tempo. Ingen sæson uden en, to eller tre Rifbjerg-udgivelser. I løbet af de 45 år er det lykkedes ham at få udgivet langt over hundrede bøger, og Politikens anmeldere har fulgt forfatterskabet tæt fra (næsten) første bog. Under vejr med mig selv - 1956. Politiken anmeldte slet ikke debutbogen i 1956, men efter en betænkningstid på 20 år kom følgende i 1976: »Biologien fik øjne på stilke og tonefald fra det store sproglige frikvarter i drengetid med lyttende flyveører og gummiskos snirf, snirf: MÅL MÅL!«. VAGN STEEN Den kroniske uskyld - 1958 »Klaus Rifbjerg (...) debuterer i dag med romanen 'Den kroniske uskyld', som nok skal vække forargelse med sit ordforraad, der enkelte steder endogsaa kan misforstaas som blasfemi, men som ogsaa vil rejse en vild diskussion om spørgsmaalet: Er den danske ungdom af i dag virkelig saadan? (.) Det smukkeste i bogen er fortællingen om Janus som tredje hjul til en vogn. I den har vi digteren«. TOM KRISTENSEN Operaelskeren - 1966 »Rifbjerg er betydeligere end den roman, han har fået ud af sin professor trods de pragtfulde poetiske nys, han også har fået aflokket ham, fordi han jo skriver som en engel eller ørn - for nu at blive i bogens fuglesprog. Han er større end det utroskabstema, han holder sig på som på en måtte, uden at lade den vokse eller skride under sig for alvor«. NIELS BARFOED Amagerdigte - 1968 »Det er Rifbjergs stærkeste og smukkeste digtsamling siden 'Konfrontation'. Men hvem kunne ane, at det blev på denne måde, han beviste, at han holder. Det spørgsmål har man for resten stillet sig nogle gange før. For lige så svinebundet Rifbjerg er til sin erindring om barndom og pubertet (eller med ét ord, der er bedre end dem begge: opvækst), lige så fænomenal er hans artistiske bevægelsesfrihed, hans rasende evne til at fortsætte, til at bruge og forbruge mulighederne, til at søge de døre og veje, han MÅ finde«. NIELS BARFOED Anna (jeg) Anna - 1969 »Menneskeskildring og begivenheder balancerer på kanten af det sandsynlige, men det er jo gale Anna som fortæller! (...) Disse dyk ned i barndommen, disse glimt af det eksotiske i Karachi og det fortrolige Europa, alt vævet sammen med kompositorisk og musikalsk sans til en stor og bølgende helhed. I kraft heraf bliver 'Anna (jeg) Anna' årets mest spændende og blændende roman. Klaus Rifbjerg har aldrig skrevet bedre«. BENT MOHN Marts 1970 »Det sensationelle ved nyheden 'Marts 1970' er, at den målt med, hvad Rifbjerg har forvænt os med, er usædvanlig ringe (...)«. BENT MOHN Det svævende træ - 1984 »En forberedelse til fremtiden. Sprogligt kan de sine steder virke mere løse i det end andre Rifbjerg-digte, men tankemæssigt er de spændstige, levende, selv om 'bogen/ved siden af alle de andre gravsten/taler om det liv der var engang'«. KRISTEN BJØRNKJÆR Facitlisten - 1995 »Bogen består af to ingredienser: Suverænt sansede passager, hvor eksistens og natur går op i et. Samt bralrende vås«. (..) »Hvis han var min baby, ville jeg tilråde en lille tur ud af kravlegården en gang imellem og en langsom tilvænning til, at tilværelsen, hjemlandet og udlandet kan anskues fra andre vinkler end turistens. Og hvis han var min baby i en sådan grad, at jeg f.eks. var hans forlægger, ville jeg mumle noget om betroede talenter, og egentlig ville vi gerne snart se en rigtig bog«. BJØRN BREDAL Billedet - 1998 »Det er den slags forfatterskaber, der bliver stående, fordi de er subjektivt trofaste over for en sandhed, der er mere end subjektiv. (.) Rifbjerg får måske aldrig Nobelprisen. Men selv hans små romaner er mere læseværdige end de flestes store«. BETTINA HELTBERG