Uffe ude med snøren

Lyt til artiklen

De danske politikere gik for alvor i gang med at fiske stemmer, da folketingsvalget blev udskrevet i går. Og den tidligere toppolitiker Uffe Ellemann-Jensen var også ude med snøren - dog i ordenes bogstavelige forstand. Iført tyk kedeldragt fra Kansas og med den obligatoriske pibe i munden stævnede han ud fra Rungsted Havn i det gode skib 'Hanne-Berit'. Med sig havde han sin elskede fiskestang og et dækfuld mere - og i høj grad mindre - søstærke repræsentanter fra pressen. Anledningen var Ellemann-Jensens nye selvbiografiske bog om lystfiskerlivet, 'Ude med snøren. Fisk og mennesker jeg har mødt', som udkommer i dag. I høj sol og ditto humør tuk-tuk-tuk'ede den lille kutter ud på Øresund. På dækket blev der diskret pushet søsygetabletter, og mens vinden og bølgerne blev hårdere og højere, klamrede flere af journalisterne sig til rælingen. Ellemann-Jensen selv stod fast som en klippe midt på dækket og fortalte levende om det nye specialindkøbte blink fra Norge, der skulle i aktion for første gang. Håndkantslag Et godt stykke ude på Øresund skiftede en tydeligvis fornøjet Ellemann-Jensen piben ud med dagens første cigar, og spændingen om hvem, der ville trække den første og største torsk i land, steg i takt med bruset fra bølgerne. Endelig ringede skipper med klokken som tegn på, at fiskeriet kunne begynde. Ellemann-Jensens krog var den første til at bryde overfladen, og så stod alle på rad og række og pilkede på livet løs. Selv om dagens hovedperson var udstyret med norsk torskeblink, blev journalisten fra TV-Avisen den første til at hive en kysttorsk op. Under hyl og skrig fik hun den af krogen, og det fik Ellemann-Jensen til barskt at bemærke: »Tag den i øjnene og giv den et håndkantslag!«. Dramaet fik dog en ende, da han med sikker hånd trak kniven fra bæltet og skar halsen over på dagens første fangst. Skipper styrede 'Hanne-Berit' længere ud på Øresunds vilde vover, og Ellemann-Jensen fortalte lystfiskerhistorier, om dengang foden kom i klemme mellem et skibsskrog og molen, og en af tæerne efterfølgende måtte amputeres. »Men det har den fordel, at jeg aldrig kommer til at gå i ring i en ørken, for jeg kan altid genkende mine egne fodspor«. Efterfulgt af den karakteristisk gnæggende latter, der i årtier var en fast del af dansk politik: »hm, hm, hm«. Midt på dagen kom meldingen om, at landets statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, har udskrevet folketingsvalg. »Hvorfor fa'en gør han det?«, udbrød Ellemann-Jensen, der selv har 'tidligere statsministerkandidat' stående i sit cv. »Nå, jeg stiller jo ikke op!«, fastslog han, og så var det ellers tilbage til fiskestangen. Med jævne mellemrum hev lystfiskerne torsk op af det efterhånden frådende hav, og presset på Uffe Ellemann-Jensen steg. Igen og igen zoomede kamerafolkene ind på hans snøre i håbet om at få billedet af en sejrrig Ellemann-Jensen til aftenens nyhedsudsendelser. Søen havde efterhånden rejst sig om 'Hanne-Berit's buttede krop, og en bølge slog ind over dækket og efterlod Ellemann-Jensens cigar våd og dryppende. Kort efter blev også det norske blink havets bytte. Næsten ... Med pakkens sidste tørre tændstik lykkedes det dog Danmarks tidligere udenrigsminister at få ild i cigaren igen, og mens alle på dæk søgte tilflugt fra de salte vandmasser, satte 'Hanne-Berit' kurs mod land. Tilbage i Rungsted Havn blev frokosten bestående af sildemadder og skipperlabskovs med rødbeder serveret. Og Ellemann-Jensen virkede slet ikke misfornøjet med, at ingen af dagens knap ti fangede torsk var faldet for hans krog. For han har prøvet det før, fremgår det af forordet til hans nye bog: »Som lystfisker lærer man at leve med næsten at opnå det man stræber efter. Som da jeg næsten blev statsminister, og da jeg næsten blev generalsekretær for NATO - nogle mål jeg stræbte efter med næsten lige så hede følelser, som når jeg prøver at få en ringende ørred til at tage min flue«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her