Mandag 13.30 En taxa med danske udstillere ruller direkte ind gennem alle afspærringer til hal 6 på Frankfurts bogmesse. Den lovede ekstrakontrol er stadig på et behersket niveau. Til gengæld har tyskerne glemt at sætte Danmark på listen over udstillere i hal 6. Men Færøerne er med. Tirsdag 10.00 Tyskerne har fået sat Danmark på plakaten med udstillere. Desværre det forkerte sted. 18.00 Massivt politiopbud, da Frankfurtmessen åbner officielt. 22.30 Så har man set det med. Hvem spankulerer ind i Autorenbar på Frankfurter Hof? Mødestedet for en stor del af de amerikanske og skandinaviske forlagsfolk. Jo, der kommer redaktionschefen, der havde meldt afbud til årets bogmesse, fordi det tyske finanscenter efter hans mening var et alt for oplagt terrormål. Hans Henrik Schwab fra Lindhardt & Ringhof er alligevel kommet til bogmesse, om end passende klædt. Sort habit, sorte sko, sort skjorte og sort slips. Det er vel mørke tider. Schwab er måske i virkeligheden billedet på, hvordan de fleste har det med bombeterroren i øjeblikket. På den ene side har de lyst til at trække sig ind i sig selv og først komme tilbage, når det hele er overstået, hvis det nogensinde er det. På den anden side føler de, at livet må gå videre. At frygten - og terroristerne - ikke skal få overtaget. Og det er jo ikke alle, der reagerer så kontant som Schwabs datter, der spontant sagde 'øv', da han fortalte hende, at han ville blive hjemme fra Frankfurt i år. Selvfølgelig ikke ment som en hentydning til faderens sikkerhed, men derimod til, at hun dermed ikke ville få det sædvanlige Disney-legetøj, der ellers altid falder af, når det fædrene ophav har været udenlands. Schwab har taget toget. Otte timer fra København. Også medarbejderne på Aschehoug tager toget, selv om de allerede har betalt for flybilletterne. Onsdag 9.00 Det bliver en Frankfurtmesse med færre gæster end sædvanligt. Den manglende morgenmadskø på hotellet taler sit tydelige sprog. 10.00 Politi med baretter og skydevåben tager imod på perronen, da S-toget ruller ind på messeområdet. Ved hal 6 er Danmark nu langt om længe kommet på plakaten. Det rigtige sted. Stort set. 10.30 Hvem får årets Nobelpris? Hvem må vide det, hvis ikke den svenske udgave af et litteraturinformationscenter? Nej, kvinden på den svenske stand har ikke et godt rygte, men hun håber selv, det bliver den svenske digter Tomas Tranströmer, nu da det er 100-året for prisen. »Jeg har da også taget en stak af hans bøger med, som jeg straks kan sætte op på hylden. Jeg har dem inde i skabet«, siger hun og griner højt«. 11.00 En norsk forlægger slår på skulderen og siger, at han er kommet i tanker om, hvilken amerikaner der ifølge et rygte skulle stå til Nobelprisen i litteratur. Digteren John Ashbery, siger han, men tilføjer straks, at han ikke tror på det. På den danske stand har man aftenen før hørt, at nogle af svenskerne gætter på danske Inger Christensen, digteren, som i dag næsten har et større navn i Tyskland, end hun har i Danmark. Hvis det ellers er muligt. Forlaget Rosinantes chef, Merete Ries, har hørt nogen nævne amerikanske Philip Roth, men selv håber hun på Inger Christensen. Samlerens direktør, Torben Madsen, ville heller ikke protestere over dét valg, men for ham er der også mulige emner i franske J.M.G. le Clezio, sydafrikanske J.M. Coetzee eller den libanesiske digter Adonis. 12.30 Nobelprisen? Senior editor Drenka Willen fra amerikanske Harcourt Brace siger, at hun ikke har nogen anelse om, hvem det bliver. Den mildt udseenede og højt respekterede redaktør har ellers rig erfaring med Nobelvindere. Jose Saramago og Günter Grass, begge vindere inden for de seneste tre år, er i stald hos hende, og hun udgav dem, længe før de fik Nobelprisen. Med tab. Nu tjener både forlag og forfattere styrtende på salget i USA. Nej, Willen spekulerer ikke på Nobelprisen. Hun er mere optaget af følgerne af 11. september. Hun har selv valgt at komme til Frankfurt, men flere af hendes kolleger har valgt at blive hjemme. Ikke noget med at stige op i et United Airlines-fly, der er fyldt til bristepunktet med højeksplosiv flybenzin. »Hvis jeg havde været bange, var jeg ikke kommet, men jeg synes, jeg bliver nødt til at fortsætte med det, jeg normalt arbejder med. Jeg lader, som om det er business as usual, men det er jo netop ikke business as usual«, siger hun og peger rundt i den amerikanske hal, hvor der er mærkbart færre mennesker end normalt - plus ekstra sikkerhedsvagter ved døren. 14.00 Ib Lauritzen, litterær agent med firmaet Bookman, bliver ringet op på mobiltelefonen, netop som han går forbi. »Et øjeblik«, siger han uanfægtet og begynder at forklare, hvorfor han er fuldstændig sikker på, at mexicaneren Carlos Fuentes vil få Nobelprisen i dag kl. 13. »Husk nu, jeg har sagt det«, pointerer han, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Bookman har mindst de danske, og måske også de skandinaviske, rettigheder til forfatterskabet. Det kan indimellem være svært at skelne forhåbninger og analyse, hvad den litterære agent Anneli Høier da også åbent har indrømmet. Hun kan, som hun siger, kun håbe på nogle af 'sine egne' favoritter, Aleksandar Tisma, Imre Kertez, Peter Esterhazy, eksempelvis. »Og så er der jo en tidligere vinder som Günter Grass. Han har helt åbent sagt, at prisen i år bør gå til Per Olov Enquist, så det kan jeg vist godt lade mig citere for«, siger hun. Men det er ikke Nobelprisen, hun og alle de øvrige er i Frankfurt for at følge med i. De er her for at købe og sælge. I går var to tyske forlag i konkurrence om Ida Jessens 'Den der lyver'. I krogene hvisker man om et forskud på måske over 100.000 kr., men selv giver Gyldendal aldrig den slags oplysninger fra sig. Derudover har Samleren solgt Vibeke Grønfeldts seneste roman, 'Om mig', til udgivelse på tysk og på norsk, Mirjam Bastian Wechselmanns roman 'Observatøren' til udgivelse på tysk og Ole Bornemanns roman 'Den døde taler' til udgivelse på fransk. Desuden har forlaget Forum solgt en af Kirsten Holsts krimier til et tysk forlag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





